Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 24
Den politiske pædagog
Ebba Strange er kendt som en markant kvindeskikkelse på venstrefløjen i dansk politik. Men hun er også pædagog, og det har præget hele hendes politiske virke. Med sine erindringer "Ebba - politiker og pædagog" ser hun tilbage på et liv, hvor hun forsøgte at ændre et socialt uretfærdigt samfund og kvindernes og børnenes vilkår
Af: Vibeke Bye Jensen
Politiker kan man være for en tid, men pædagog vil man altid være. Sådan opsumerer Ebba Strange et 77-årigt livs erfaringer i sin bog "Ebba - politiker og pædagog", hvor hun ser tilbage på et langt liv som pædagog, der har præget hendes holdning til andre mennesker. Og på 21 år i Folketinget for Socialistisk Folkeparti (SF). Når Ebba Strange gør tingene op, kan hun se, at hun har lagt sit lille lod i forsøget på ændre på de ting, som er åbenlyst uretfærdige, men at der også mangler meget endnu.
"På nogle områder og nok mest med hensyn til kvindernes ligestilling kan vi med et omskrevet citat af den gamle LO-formand Thomas Nielsen sige, at "vi har sejret ad helvede til - ikke godt". For alt for mange kvinder arbejder for meget, og selv om vi har gode børneinstitutioner, så skal børnene efter min mening ikke være der i alt for mange timer, de har også krav på at opleve andet end institutionslivet. Vi har fået arbejdstiden ned på 37 timer om ugen, men hvis man alligevel knokler 50 timer om ugen, så har vi ikke fået det ud af det, som vi ville. Vi skal som kvinder ikke ligge under for, at vi er mindre værd, eller at vi skal have mindre i løn, men vi vil da stadig have lov til at prioritere, at der også skal være plads til familie og børn," siger hun.
Ebba Strange indrømmer gerne, at det ikke var for børnenes skyld, at kvinderne har kæmpet for ligeret, det var for deres egen. Men for hende har kvindelivet, politikerlivet og børnene altid hængt uløseligt sammen, også fordi hun i mange år var alenemor med sine to børn. Hendes erindringer fortæller ikke meget om privatlivet, og hun bringer heller ikke meget sladder til torvs om de mange politikere, hun har mødt i sine mange år i Folketinget. Og det er helt med vilje.
"Jeg har villet give min version af det politiske arbejde i de år, jeg var med. Og så har det været vigtigt for mig at fortælle om pædagogfaget og pædagogikken, fordi det var det, der i sin tid fik mig ind i politik."

En tidlig oprører. Det lå ikke i kortene, at Ebba Strange skulle blive politiker. Det lå nok mere lige for, at hun ville blive pædagog, selv om hun i mange år selv mente, at hun med en baggrund som lærerdatter aldrig skulle være noget i den retning. Barndommen i Sønderjylland - Ebba Strange er født i 1929 - var præget af nazismen i det nærtliggende Tyskland og af anden verdenskrig. Ebba var dygtig i skolen og fik også en studentereksamen, men hun brød sig ikke meget om den terpeindlæring, man bød børn dengang, og hun følte sig begrænset af det snævre udsyn og den manglende sociale indsigt i hendes barndomshjem.
"Jeg var en tidlig oprører. Min far sagde, at siden jeg var to, har jeg villet alt selv, og det har da været lidt besværligt ind imellem. Da jeg kom til Schweiz et år i huset, stiftede jeg bekendtskab med reformpædagogikken, og det betog mig, at nogle havde set, at børn kunne lære noget på en anden måde. Jeg oplevede en skole, hvor børn og voksne kunne tale med hinanden, og hvor der både foregik praktisk virksomhed og indlæring af det, der nu skulle læres. Og jeg tænkte nå, kan man leve sådan sammen børn og voksne, det kunne jeg slet ikke forstå."
Efter året i Schweiz tog Ebba Strange til København, væk fra det provinsielle. Her boede hun hos en moster, der var fabriksarbejder, og en onkel, der var blikkenslager og flygtning fra Tyskland. Og her opdagede hun den sociale uretfærdighed, som vækkede hendes politiske engagement. Med mosteren og onkelen kunne hun snakke om samfundet og om alt det, der burde ændres. Det var nu, hun skulle finde ud af, hvad hun ville være. Ønsket var at blive journalist, men da hun fandt ud af, at det var svært at få en læreplads, og at ville hun have en, skulle hun flytte tilbage til provinsen, røg den fremtidsdrøm. En dag kom hendes moster hjem og sagde, at hun havde et job til hende i Valby Børnehave 2, de manglede en medhjælper. Først ville hun ikke, men tog alligevel ud for at se, hvad det var, for hun skulle jo tjene sine egne penge.
"Der oplevede jeg så børnehavepædagogikken, som den var i 1948, og det var jo næsten lige så slemt, som det, jeg havde oplevet i skolen. Det var ikke et asyl, men det var næsten indrettet som et. Der var 30 børn i gruppen hos frøken Andersen, og de børn, der sad stille under morgensangen, måtte vælge legetøj først, og de, der ikke kunne finde ud af at sidde stille, fik lov til at vente til sidst. Man behøver ikke at have studeret meget pædagogik for at regne ud, hvem der altid fik det bedste legetøj. Jeg gik jo hjem til moster og jamrede min nød. Men jeg kunne godt lide ungerne, de var søde og sjove, det var arbejderbørn fra Valby, der kom klokken syv om morgenen og gik hjem igen klokken fire om eftermiddagen," siger hun.

En øjenåbner. Trods den gammeldags pædagogik i Valby Børnehave, havde Ebba Strange fået smag for at arbejde med børnene og kunne se, at der var mulighed for at ændre meget for dem. Hun fandt frem til et seminarium, der hed "Kursus for Småbørnspædagoger", hvor hun begyndte at studere i en alder af 19 år.
"Nu blev jeg jo ikke børnehavelærerinde, fordi jeg elskede børn, jeg blev det, fordi jeg var optaget af at ændre samfundet. Og det her spændende sted, som var startet af Sofie Rifbjerg i 1928, og hvor man arbejdede med at frisætte børnene og give dem mulighed for at udfolde sig selv, det var noget for mig. Det var psykologien, der var den store øjenåbner, for den kendte jeg slet ikke noget til, det var fuldstændig forbløffende for mig, at man kunne beskrive et menneske på den måde. At mennesket er så påvirket af, hvad det udsættes for både i sine nærmeste og sine bredere omgivelser, var fuldstændig nyt og betagende. Og for os, der fik psykologi dengang, var det også personligt omvæltende, for man kom jo også til at se på sin fars rolle og sin mors rolle på en helt, helt anden måde," siger hun.
En anden øjenåbner var de skabende fag, og så det hun lærte om iagttagelse af børn, som har forfulgt hende siden.
"Vi fik at vide, at vi skulle vænne os til at kigge på, hvad børnene lavede og var optagede af. Og prøve at fornemme både deres psykiske og fysiske udtryk, for så ville vi lære så meget om dem, at vi kunne tilrettelægge en ordentlig pædagogik. Det har jeg haft gavn af altid i mine senere job - og også i mit politiske arbejde, bilder jeg mig ind - der er det også godt at kunne iagttage mennesker og se, hvad der foregår, når de laver deres spil. Så det er kommet mig godt til gode," siger hun.
Ebba Strange synes, at det er lidt svært at præcisere, hvad det nøjagtig var, der skete på den uddannelse, hun fik som pædagog, der gør, at hun selv i sin alderdom mindes de to år, som nogle af de mest betydende i hendes liv
"De ramte os et sted, hvor det virkelig kom til at betyde noget for personligheden. For selvfølgelig fik jeg da ikke lært nok om pædagogik, men jeg havde fået en grundholdning til at møde de små mennesker med en dyb, dyb respekt for, hvad hver enkelt rummer, og den har aldrig forladt mig siden. Det tror jeg har noget med den pædagoguddannelse at gøre. Politiker kan man være i en periode, og enten er man det, eller også er man ikke, men hvis man føler sig som pædagog, så er man det nok altid, også i samværet med andre. Både børn, børnebørn, venner og politiske kolleger har sagt: "Så nu kommer pædagogen op i hende". Så uanset hvad man senere kommer til at beskæftige sig med, er sådan en pædagoguddannelse aldrig spildt, man kan bruge den resten af livet."

Røde lejesvende. Senere blev Ebba Strange headhuntet til at undervise på Peter Sabro Seminariet i Århus, som hun i mellemtiden var flyttet til, og hun underviste også senere på lærerhøjskolen. Samtidig var hun politisk aktiv i Socialistisk Folkeparti, og i 1973 blev hun valgt ind i Folketinget. Det var på et tidspunkt, hvor der havde været stor vækst inden for institutionsområdet, men også et tidspunkt, hvor man begyndte de nedskæringer af området, som stadig pågår.
"Det var jo væksttid i Danmark, og vi vidste, at ville man have fat i kvinderne til arbejdsmarkedet, så var man nødt til at skaffe dem nogle steder, hvor deres børn kunne blive passet. Det er der mange af Europas lande, som ikke har lært endnu. Desværre var det også et område, der har været genstand for mange nedskæringer. Men det var en spændende tid for mig at starte i politik, og jeg har tænkt bagefter, at det nok slet ikke var tilfældigt, at jeg blev den første børnehavepædagog i Folketinget," siger hun.
Samtidig var der kommet en politisering af debatten, som Ebba Strange mener, at ingen havde forudset. Pædagogerne havde fået en fagforening, børnehavegerningen var gået fra at være et kald til et lønarbejde, og mange pædagoger befandt sig på venstrefløjen.
"Det havde jeg ved gud aldrig drømt om, for de fleste pædagoger var sådan nogle almindelige, traditionelle, venlige damer, som ikke var interesseret i politik. Jeg sagde det på mange møder, at det også handlede om politik, for til syvende og sidst er det politikerne, der bestemmer, hvor mange institutioner vi kan få, og kvaliteten af dem. Jeg kan huske et møde, hvor Erhard Jacobsen var til stede, og vi var oppe at skændes om de der røde lejesvende, som han havde så travlt med at kalde os. Jeg sagde, at jeg ikke fattede, at ikke alle pædagoger i Danmark var socialister. For når man havde sat sig ind i, hvordan børn og familier levede i små, dårlige lejligheder og uden lys og luft i hvert fald i storbyerne, så var det oplagt, at man blev socialist. Senere fandt jeg ud af, at man godt kan være en pæn, konservativ dame og samtidig en god pædagog, men det kunne jeg ikke forstå dengang," fortæller hun.

Folketinget og tilbage igen. Så pædagogikken blev hendes platform i den første tid i Folketinget, men også kvindepolitiken og modstanden mod EF, som Danmark lige var trådt ind i 1973, var emner, der kom til at optage Ebba Strange i de mange år med politisk arbejde. Hun blev medlem af Folketinget på et tidspunkt, hvor kvinderne for alvor fik sig sparket ind på de bonede gulve. Andelen af kvinder i Folketinget gik fra 10 procent til 17 procent, det år Ebba Strange kom ind.
"Jeg fik ret mange personlige stemmer, og jeg tror, at det hovedsageligt var kvindestemmer Jeg slog ikke meget på det med børnene i virkeligheden, for jeg var først og fremmest blevet socialist af social indignation. Men måske har jeg også fået stemmer fra nogle af de pædagoger, som jeg havde undervist og måske nogle af de forældre, der hørte, at jeg talte imod nedskæringer," siger hun.
Ebba Strange trak sig tilbage fra politik i 1994, og tiden herefter har hun brugt på at skrive sin bog, holde foredrag og være formand for et børneråd i Århus, der skulle lave en børnepolitik for kommunen.
"Det var en sjov oplevelse for mig i en fremskreden alder af næsten 70 år at få den opgave. Vi holdt alle vores møder på forskellige daginstitutioner, og på den måde så jeg, hvordan pædagogerne arbejder i dag, og hvilke vilkår de arbejder under. I de 20 år, hvor jeg ikke havde sat mine ben i en institution, synes jeg, at der var sket meget positivt. Der var mange steder pædagoger, der lavede et rigtig flot stykke arbejde og hvor børnene så ud til at trives. Reglerne for gulvplads havde ikke ændret sig til det bedre, men der var alligevel sket det, at de gamle børnehaver havde fået lov til at nednormere fra 60 til 40 børn, og nye institutioner var blevet bygget med væsentligt bedre plads og med mere spændende indretning både ude og inde. Jeg syntes også, at pædagogerne var gode til at bruge de muligheder, de havde. Jeg påstår ikke, at alle daginstitutioner er gode nok, men jeg var ikke skuffet over det, jeg så."
Ebba Strange lærte til hendes store forbløffelse, da hun igen kom ind i daginstitutionerne i 1997 i Århus, at de socialt udsatte børn, som hun altid havde været optaget af, ikke var de eneste, der var forsømte.
"Jeg får at vide, at også bedre folks børn er forsømte, fordi deres forældre har for travlt, og det var nyt for mig. Det er nok ønskebørn, for man får jo børn frivilligt nu om dage, men når de så først er der, er det ikke sikkert, at de bliver mødt med den interesse og det engagement, som der kræves. Det synes jeg er ærgerligt, for hvis de forældre, der har penge og overskud, ikke kan finde ud af at være noget ordentligt for deres børn, så synes jeg, at det er for galt," siger hun.
Ebba Strange mener, at der er meget der endnu skal ændres, og at alt det, hun troede, ville forandre sig hendes tid, ikke er blevet det.
"I 1949 troede jeg, at revolutionen lå lige for, men det gjorde den altså ikke. Jeg håber, at man i hvert fald en dag finder ud af, at et så egocentreret samfund, hvor man i den grad går op i penge og materialisme, så det er til at brække sig over, ikke er det, vi vil have. Mit håb for fremtiden er, at der opstår stærke kræfter, der vil noget mere solidaritet og fællesskab. Jeg har ikke opgivet eller skiftet standpunkt, selv om jeg ikke mere mener, at statsovertagelse er svaret, slet ikke. Men jeg tror, at mere fællesskab og mere interesse for andre end kun for sig selv, er vejen frem, hvis vi skal have et samfund, der hænger sammen. Den sociale tilgang og indsigt i og respekt for andre mennesker er det vigtigste, også at give videre til børnene."

Ebba Stranges erindringer "Ebba - politiker og pædagog" er udgivet af Gyldendal. Den koster 299 kroner og er på 344 sider.