Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 10 Børn&Unge som e-paper
Interview. Du får kritikken lige i hovedet
20 sider af sociologen ­Rasmus Willigs nye bog rummer de svar, pædagoger og andre professionsfolk har fået, når de har kritiseret deres arbejdsforhold. Læs dem, og oplev, hvordan svar på kritik med en boomerangs præcision rammer kritikeren.
Af: Vibeke Bye Jensen
Du er da vist udbrændt’, ’Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt’, ’Behøver du at være sådan en betonsocialist?’, ’Du behøver ikke at kunne lide dit arbejde’, ’Er du ikke forandringsparat?’, ’Du skal være glad for, at du har et arbejde’.
Disse og mange flere svar på kritik har Rasmus Willig, sociolog og lektor på Roskilde Universitet, samlet over en periode på syv år. De står alle i hans nye bog ’Afvæbnet kritik’.
»Hvis pædagoger eller andre professionsprofessionelle læser svarene – alle svarene – højt for sig selv, vil de opleve, hvad de er udsat for. De kan høre konkurrencestaten tale. Og det er det, jeg vil have folk til at høre, for så kan de mærke den, og hvad den gør ved dem. De bliver vaccineret så grundigt, at de ikke vil være i tvivl om, hvilket system de er underlagt,« siger han.
De vil opleve, at der bliver sparket benhårdt nedad og slikket opad, og på den måde får kritikken forkerte og falske retninger, og man kommer ikke bag de strukturelle forhold, som er de egentlige årsager til kritikken, mener Rasmus Willig.

Hele tiden nye mål. De mange svar på kritik producerer psykologiske chok, som leder til følelser af frygt, usikkerhed og utilstrækkelighed, mener Rasmus Willig. Følelsen af utilstrækkelighed er i centrum i en konkurrencestat, hvor man hele tiden flytter målene. Så når folk siger: ’Vi skal lige over på den anden side, så bliver det bedre’, så passer det ikke.
»De vil aldrig komme over til den anden side, for der vil altid være nye mål og ny konkurrence. Når man efterhånden indser det, leder følelsen af utilstrækkelighed til resignation. Med bogen vil jeg vise, at den resignation er en af årsagerne til, at den ret voldsomme forandring af vores samfund er gået forholdsvis ubemærket hen. Vi troede ikke rigtig på, at det var så slemt, måske var det bare nogle pædagoger, der tog fejl i bogen ’Umyndiggørelse’, hvor jeg skrev om deres mulighed for kritik. Men det har vist sig, at det, der rammer pædagoger, når de udtrykker kritik, mærker de andre offentlige professioner også,« siger han.
Konkurrencestaten er defineret ved, at den konkurrerer mod andre nationer, men vi har glemt, at den også sætter alle sine borgere og alle sine institutioner til at konkurrere mod hinanden, mener Rasmus Willig. Konkurrence kan være sjov på frivillig basis, men her er der tale om tvangsmæssig deltagelse i en konkurrence, der producerer få vindere og mange, mange tabere.
»Konkurrence producerer ustabilitet, som er stik imod, hvad der er brug for i dag­institutioner, på skoler, på hospitaler og på uddannelses­steder. I stedet for at skabe tryghed har man travlt med at producere ­markeder, hvor der skal måles og vejes for at se, hvem der er de bedste,« siger han.

Små doser arsenik. De afvæbnende svar på kritik er interessante, mener ­Rasmus ­Willig, fordi de ved første øjekast ser ret uskyldige ud. Men hvis man samler dem, som han har gjort i syv år, kan man se klare, entydige mønstre. Der viser sig en form for en kon­kurrencestatsgrammatik, som er let aflæselig. Hvis man har fået et svar på kritik som ’Du ser ud til at være lidt nede for tiden. Er alt vel på hjemmefronten?’, kan man godt høre omsorgen, men også, at svaret overskrider forholdet mellem det professionelle arbejdsliv og det private, og dermed bliver det intimt og intimiderende. Det er udtryk for, at en grænse har rykket sig,« siger han.
»Når man hører rigtig mange af den type sætninger, opdager man, at man skal lære at finde sig i mere. Og erfaringen bliver, at man ikke skal sige noget, for man får det en lille smule skidt af svaret. Først bliver man budt lidt indenfor ved omsorgen, men senere finder man ud af, at det føles intimiderende – som små doser af arsenik. Jeg beder om, at man tager hele syrebadet, læser alle svarene på kritikken i min bog, for efterfølgende vil det være umuligt at høre den slags igen uden at vide, hvad der er på spil,« siger Rasmus Willig.

Der er ikke tid. Som modtager af svar på kritik vil man sikkert have hørt det lille undselige ord ’man’: ’Det gør man ikke’, eller ’det må man ikke’. Mange af den type svar vil næsten altid blive fulgt af en sætning, der begynder med det endnu mindre ord ’du’: ’Du har det måske ikke så godt’, ’Du må blive bedre til at sige fra’ eller ’Du skal ikke hidse dig op over noget, som du ikke kan lave om’.
»Man gør det til kritikerens eget problem ved at returnere med et ’du’. Dermed bliver man ramt på den psykologiske side af ens personlighed og får den erfaring, at det er bedre at udøve selvcensur. Så den slags svar er ikke bare en censurering af det frie ord, det er også en censurering af selvet, og man vil typisk opleve at blive følelsesmæssigt amputeret,« siger Rasmus Willig.

Åndenød. Mange af svarene på kritik er ret korte, og man kan næsten høre åndenøden i dem, synes Rasmus Willig.
»Der er ikke tid til at give lange og udtømmende svar. Der er ikke tid til debat, og der er ikke tid til pauser. En konkurrencestat, der producerer markeder, er ikke interesseret i, at vi lige holder en pause, mens vi ser på den viden, vi har fået fra det seneste projekt. For det vil betyde, at man i pausen ikke kan producere nye produkter. Der skal komme noget ud af det, man gør. Der skal produceres ydelser og ting, som nogle kan tjene penge på. Når vi arbejder med børn, elever, studerende eller patienter, så tænker vi ikke, at vi har med markedsdannelse at gøre, men det har vi,« siger han.
En af dem, som Rasmus Willig har fået svar fra, formulerede, hvad han havde været ude for sådan her: ’Før havde vi medbestemmelse, så kom vi på medhør, nu skal vi være medgørlige’.
Udtalelsen viser, at selvcensur efterlader kritikeren med følelser af utilstrækkelighed, afmagt, usikkerhed og frygt. Censur giver én den erfaring, at hertil går grænsen, og derfor er det nok bedst, at man ikke siger, hvordan man oplever konsekvenserne af de seneste besparelser eller omstruktureringer.
»På det pædagogiske område har vi flere undersøgelser, der viser, at pædagoger står alene med 15-20 børn. Det er et strukturelt fænomen: Der er for mange børn til antallet af voksne. Men det betyder jo også, at den pædagog, der har været alene med mange børn, er under et voldsomt følelsesmæssigt pres for at kunne opretholde en fornemmelse af sig selv og at kunne holde ud at se selv, hvilket er meget svært under de forhold. Her ser vi tydeligt de følelsesmæssige konsekvenser af konkurrencestaten, for man skal altså bilde sig rigtig meget ind, hvis man ikke kan se og mærke, at noget er galt,« siger han.
Bearbejdningen hos den enkelte skal være voldsom for dels at kunne overleve og dels at holde protesterne i ave. Det er her, vi kan høre censuren formuleret som i ’Her taler vi tingene op, ikke ned’ og ’Her fortæller vi den gode historie, ikke den dårlige’.
Det betyder, at kritikken bliver forsinket i forhold til det, der faktisk foregår. Ingen vil udstille sig selv som konkurrencesvag, for så er man nok den næste, der bliver lukningstruet, mener Rasmus Willig.
»Men den værste konsekvens af, at man har frataget folk retten til berettiget, fagligt begrundet kritik, er, at det er svært at opretholde forventningen om en bedre fremtid. Og når vi ikke har håb om, at noget kan forandre sig, bliver de psykologiske skadevirkninger meget store,« siger han.
Man kan se forskellige former for kompensationsstrategier, der er en konsekvens af, at folk holder kæft. Som man kan læse i dette nummer af Børn&Unge – se side 3-4 – tegner en frustreret skolepædagog sin kritik ud.
»Det redder nok hende, men langt flere bliver kyniske eller reducerer deres kaldsarbejde til et lønarbejde og koncentrerer sig hovedsageligt om deres privatliv. Den slags strategier er udtryk for, at der er noget grundlæggende galt, men gør også folk depressive, syge og udbrændte,« siger Rasmus Willig.

Når krybben er tom. Rasmus Willig har ikke ønsket at udstille hverken ledere eller medarbejdere i sin bog, for alle er ofre for den samme kultur og de samme strukturelle forhold. Hvis flere sparerunder fører til konflikter mellem ledere og medarbejdere, er det ikke noget, man tager sig af på et overordnet plan.
»Faktisk passer det fint med det gamle ordsprog: Når krybben er tom, bides hestene. Og det er en medvirkende årsag til, at kritikken ikke kommer ud, men forgifter miljøet på arbejdspladsen. Jeg håber, at både chefer og medarbejdere vil læse bogen og blive klar over, hvad der er på spil. Når cheferne ved, at medarbejderne ved, at cheferne også ved, hvad der foregår, så må det stoppe,« siger han.
Rasmus Willig synes selv, hans nye bog er vigtigere end de andre, han har skrevet, fordi den ved at udstille uhyrlighederne kan få folk til at se og mærke, hvad der foregår – og måske få flyttet aben det rigtige sted hen.
»Man kan jo se, at debatten om konkurrencestaten og dens konsekvenser breder sig, og at flere melder ud, at nu er grænsen nået,« siger han.

Om Rasmus Willig og bogen
Rasmus Willig er sociolog, ph.d. og lektor på Roskilde Universitet. Han har tidligere udgivet bøgerne ’Til forsvar for kritikken’ (2007), ’Umyndiggørelse’ (2009) og ’Kritikkens U-vending (2013).
Den nye bog ’Afvæbnet kritik’ er udkommet på Hans Reitzels Forlag og er på 235 sider. Vejl. pris 200 kr.

Svar på kritik
I bogen ’Afvæbnet kritik’ er der 20 sider med svar på kritik, som Rasmus Willig har indsamlet gennem syv år. Læs nogle af dem her.
Du skal se udfordringer, ikke problemer’, Hvis du ikke er med, er du imod os’, ’Hvad har du selv gjort?’, ’Du bliver for følelsesmæssigt involveret. Du tager det hele med hjem’, ’Så er det, fordi du ikke har forstået det’, ’Nu skal du jo passe på dig selv’, ’Er du helt sikker på, at du er kommet dig oven på din stressperiode’, ’Jeg kan ikke lige genkende det, du siger’, ’Har du forstået spørgsmålet?’, ’Parker nu lige dine hjemlige problemer ved døren, før du går ind’, ’Hvis du ikke kan klare at arbejde her, bør du finde et andet arbejde’, ’Ja, men det er jo et vilkår’, ’Sådan er det jo alle steder’, ’Det er noget, vi er blevet pålagt’, ’Sådan bliver det. Der er intet at gøre’, ’Det er en virkelighed, vi ikke har indflydelse på’, ’Vi skal ikke bruge krudt på noget, vi alligevel ikke kan ændre’, ’Forandringerne er kommet for at blive, så I kan lige så godt vænne jer til det’, ’Det er jo et generelt problem, så det skal løftes et andet sted’, ’Det er et grundvilkår. Det må vi affinde os med’, ’Nu skal vi ikke gøre et større nummer ud af det’, ’Jamen, hvad vil du have, jeg skal gøre?’, ’Det er vist ikke mit bord’, ’Jeg ved det heller ikke’, ’Det er ude af mine hænder’, ’Jeg har det også hårdt’, ’Jeg har heller ikke fået flere ressourcer’, ’Du kommer med kritik og tjeklister hele tiden. Det er ikke rart for mig’, ’Den kritik vil jeg ikke stå på mål for. Det er jeres eget ansvar’, ’Jeg hører, hvad du siger, men det er ikke min oplevelse’, ’Er det, jeg hører jer sige, at I vil have hjælp til at prioritere jeres opgaver?’, ’Nu skal du passe på med, hvad du gør til et problem’.
Kilde: Rasmus Willig, ’Afvæbnet kritik’ side 92-93.