Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 15
TEMA. ARBEJDSLØSHED: 3.446 pædagoger. Så giv os dog et job
Regeringen barsler med beskæftigelsesreformer. Politikerne stiller krav til ledige om flere jobansøgninger. Uddannelsesinstitutionerne kappes om at tilbyde de arbejdsløse kurser. Jobcentrene vil lære ledige at lave cv’er. Folk i arbejde synes, at de ledige må tage ansvar. A-kasserne prøver at få de ledige i aktivering. Men hvad med de ledige selv? Hvad vil de? I juni 2013 var 3.446 pædagoger uden fast arbejde, og spørger man pædagogerne Kirsten, Lonnie, Mia og Vera, så vil de bare gerne have et job. Helst et, hvor de
kan bruge faget. De har søgt mellem 20 og 100 job, men har kun fået afslag. Det er hårdt, og alligevel har de ikke mistet modet. Mød dem her.
Af: Trine Vinther Larsen
Kirsten Lundsgaard, 59 år, Middelfart. Arbejdsløs i 19 måneder. Har søgt 80 job.
»Det var ikke min plan at stoppe«
Kirsten har brugt pædagoguddannelsen som et springbræt til at videreuddanne sig til både par- og familieterapeut og senest sexolog. Hun har været under konstant videreudvikling fagligt, og derfor ramte arbejdsløsheden hende som et chok.
»Jeg har altid været i fuldt sving, og det var ikke min plan at stoppe nu. Jeg var ikke på vej ud af arbejdsmarkedet, men på vej op,« siger Kirsten.
Hun blev arbejdsløs, da hun på grund af nedskæringer i marts 2012 blev fyret fra en stilling som familieterapeut på en heldagsskole. Hun forsøger sig som selvstændig, men fem timer om ugen giver ikke brød på bordet. Hun har nu søgt omkring 80 job, men kun fået afslag.
»Det er kun, fordi jeg har min egen familieterapeutiske praksis, hvor jeg bruger min faglighed, at jeg holder mig oppe,« siger Kirsten, der aldrig før har været mere end få uger uden arbejde.
»Jeg har skiftet job flere gange og har altid fået 90 procent af de job, jeg søgte. Nu er der pludselig lukket,« siger hun.
Frem til januar er hun ansat i løntilskud i Sundhedsafdelingen i Middelfart Kommune. Det er hun glad for, og hun vil gerne fortsætte, men dukker der ikke et reelt arbejde op, går hun på efterløn efter nytår.
»Min drøm er at få et fast arbejde, hvor jeg også kan have mit eget ved siden af. Det er rart med tid til mit barnebarn, og jeg har også fundet ud af, at jeg har grønne fingre. Jeg er ikke gået helt i stå, og mentalt er jeg slet ikke klar til at stoppe her,« siger Kirsten.

Lonnie Lind Andersen, 44 år, Sorø. Arbejdsløs i 7 måneder. Har søgt 30 job.
»Pædagog er min rette hylde«
Lonnie var 44 år, da hun i vinter blev pædagog. Tidligere arbejdede hun som landmand. Hun har også uddannet sig til ernæringsekspert, men på pædagoguddannelsen fandt hun sin rette hylde.
»Der er ups and downs, ligegyldigt hvad man beskæftiger sig med, men pædagogfaget var vedkommende fra dag ét. Både teorien og følelsen i praktiktiden af at gøre en forskel for børn og unge tænder mig,« siger Lonnie.
Hendes frustration over nu ikke at kunne få arbejde er derfor stor. Siden januar har hun søgt pædagogjob i en radius af 50-60 kilometer. Trods bopælen på Sjælland kører hun gerne over Storebælt.
»Jeg har allerede rykket teltpælene op én gang for at tage uddannelsen. Jeg forlod en fed lejlighed på Bornholm, og det har haft mange både personlige og økonomiske omkostninger at uddanne mig i så sen en alder,« siger Lonnie.
Hun er alene, og økonomien kan hænge sammen, så længe hun bor i kollegielejlighed. Men da hun ikke studerer længere, er lejligheden hendes på lånt tid. Og at spare op til bolig af dagpenge på dimittendsats er en svær øvelse. Fra august er hun dog startet på et 8 ugers jobrotationsforløb i en vuggestue, hvor hun vil få rigtig løn for 37 timer.
»Jeg vågnede på første arbejdsdag, før vækkeuret ringede, og kroppen var bare klar. Månederne fra januar til april var lange, men efter at jeg er kommet i gang med kurser og jobtræning, har jeg sådan en boblende tro på, at det nok skal gå,« siger Lonnie.

Mia Lehmann Nielsen, 26 år, Odense. Arbejdsløs i 2 måneder. Har søgt 20 job.
»Rejsen er jo kun lige begyndt«
Rejsen ud i arbejdslivet er kun lige begyndt for Mia, der straks efter dimissionen sidst i juli kastede sig over jobsøgningen. Men ikke én af sine 20 ansøgninger har hun fået svar på.
»Nok fordi vi er mange, der søger. Det store samtale­emne på seminariet var, om nogen havde fået job, og hvordan vores chancer så ud,« siger Mia, der har vist sig villig til at rejse langt for et job.
På et cv-kursus i fagforeningen efterlyste kursus­lederen en tilkaldevikar til en døgninstitution i Horsens. Mia lod sig ikke skræmme af en times togtur.
»Det er da dyrt, og afstanden er lang, men efter tre år i Odense er min kæreste og jeg lige begyndt at få et netværk, så jeg vil hellere pendle end flytte,« siger Mia.
Hun vil også hellere bruge sin uddannelse end arbejde i eksempelvis et supermarked.
»Jeg er jo kun lige udklækket og tror på en fremtid som pædagog. Men hvis det kommer dertil, at jeg risikerer at komme på kontanthjælp, må jeg jo søge andre veje for en tid,« siger hun.

Vera Delina, 33 år, Pindstrup ved Aarhus. Arbejdsløs i 7 måneder. Har søgt over 100 job.
»De ser mig som udlænding før pædagog«
Vera Delina har ikke spildt tiden, siden hun for syvethalvt år siden kom til Danmark fra Indonesien. Først gik hun på sprogskole, og siden fik hun familie og tog pædagoguddannelsen. Fra praktikken og et kort vikariat har hun gode udtalelser. Men fast job kan hun ikke få. Over 100 ansøgninger og tre samtaler har ikke givet gevinst.
»Vuggestuerne siger, at jeg bør søge arbejde med større børn, og fra børnehaverne hører jeg, at jeg passer ind i vuggestuerne. Alle siger, at jeg skal øve mit sprog. Jeg har accent, men børnene forstår mig, og forældre og kolleger har altid bare bedt mig gentage. Hvordan skal jeg øve mit dansk, hvis jeg ikke får kolleger og et arbejde?,« spørger Vera. Hun møder opfattelsen, at udlændinge bør søge daginstitutioner med mange indvandrerbørn. »De ser mig som udlænding før pædagog. Det kræver en stor mentalitetsændring på danske arbejdspladser at inkludere udlændingene. Og nok endnu mere i krisetid,« siger Vera.