Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Vi var nødt til at spille med musklerne
HotSpot ungdomsklub i Frederikshavn oplevede sidste år et normskred hos de unge. Pludselig kom der tæskehold i klubben, ­hashen var overalt, og det blev utrygt for pædagogerne at gå på arbejde. Men så tog ­kommunen en beslutning om at sætte alle sejl ind mod den syge kultur.
Af: Signe Rosa Skelbæk & Mathilde Margrethe Graulund
Det er aften, da gruppen af ukendte ansigter stormer ind i ungdomsklubben HotSpot i Frederikshavn. Med sig har de en stor kølle. De skubber pædagogerne til side, imens de målrettet afsøger klubben. De er på jagt efter en ung. Én, der skal have tæsk.
Episoden, som pædagoger og ledere efterfølgende refererer til, var kulminationen på et par måneders skred i ungekulturen i Frederikshavn. Det var her, det blev helt tydeligt, at grænsen var nået, fortæller den overordnede leder, Renate Kæmpe Weilov.
»Det handlede ikke længere om godt relationsarbejde og pædagogik. Det var blevet en myndighedsopgave. Men der er ikke nogen, der skal være bange for at komme på arbejde, og heller ingen unge skal være bange for at komme her,« siger hun, da vi møder hende i HotSpot halvandet år efter.
Dagen efter episoden blev der indkaldt til et møde, hvor to skoler, SSP-medarbejdere, sagsbehandlere, politiet, klubberne, integrationsafdelingen og formanden for børne- og ungdomsudvalget var inviteret. Dagsordenen var klar: Hele kommunen var nødt til at stå sammen for at få bugt med den usunde ungekultur, der var eskaleret hen over vinteren og foråret i 2016.

Indsats Ungeliv. Mødet blev starten på et massivt, tværfagligt samarbejde kaldet ’Indsats Ungeliv’, der stadig eksisterer i dag. HotSpot fik tildelt ekstra midler for en periode, så de kunne ansatte flere pædagoger i klubben. De ekstra ressourcer betød, at pædagogerne igen kunne sætte gang i aktiviteter med de unge og ikke kun være vagthunde hver gang, der skete noget uhensigtsmæssigt tæt på klubben.
»Vores arbejde var ligesom at være fangevogter eller fængselsbetjent, og alle var stressede hele tiden. Relationsarbejdet gik helt tabt i den periode. Da vi fik ekstra ressourcer, kunne vi igen have fokus på de positive ting i vores arbejde,« fortæller Per Boje Fischer, der er afdelingsleder i HotSpot.
En af de pædagoger, der især tog hånd om de uhensigtsmæssige grupperinger i klubben, var pædagog Mikkel Arne Egelund. Han genkender, at der ikke var meget tid til pædagogik, da konflikterne var allerflest i klubben.
»Nu er der tid til at sætte sig ned og snakke med den unge. Man er ikke nødt til at gå, fordi man kan mærke, at der er ved at ske noget, eller at en masse unge er på vej ud ad døren. Vi har hænder nok, så samtalen kan fortsætte,« fortæller pædagogen Mikkel Arne Egelund om perioden, efter at det fælles samarbejde trådte i kraft.
Pædagogerne fik nummeret til en specialpatrulje i byen, så politiet hurtigt kunne tilkaldes med blå blink og patruljevogne, hvis der skulle ske noget akut i klubben igen. Politiet kom ofte uanmeldt forbi klubben og snakkede med de unge. De unge kom på fornavn med politiet og SSP-medarbejdere, og det fik ro på de unge og ikke mindst på pædagogerne.
I dag kan politiassistent Henrik Madsen fortælle, hvordan der i dag generelt er mere ro omkring Frederikshavns ungeliv.
»Den gruppe af unge, der var toneangivende i HotSpot, hører vi ikke noget særligt til længere. Hvad der ligger til grund for det, er nok, at alle parter har været mere opmærksomme på de unge mennesker,« siger Henrik Madsen, der er politiassistent i SSP-samarbejdet i kommunen.

Normskred. Tilbage i foråret 2016 var pædagogerne godt bekendt med, at der var mere hash i området, end der havde været tidligere. De hørte også fra de lokale beboere, at man fandt tomme lightergasetuier, og indimellem opdagede pædagogerne, at de unge havde knive på sig i klubben. De unge hold dog hurtigt op med at gå med kniv. Det var først, da hashmisbruget tog til og ’tæskeholdet’ troppede op, at de indså, hvor langt væk fra normalen, de unge i Frederikshavn var kommet.
»Der skete en eller anden kollektiv flertalsmisforståelse, hvor nogle af de unge mennesker pludselig syntes, det var helt normalt at ryge hash,« fortæller Mikkel Arne Egelund.
Normskredet skete, ifølge både pædagoger og ledere, da tre klubber i Frederikshavn blev sammenlagt til HotSpot ungdomsklub i 2015. Pludselig var det den eneste ungdomsklub i byen. Udover at skulle tage vare på langt flere unge, nogle meget ældre, end man var vant til, skulle en helt sammenbragt personalegruppe lære hinanden at kende. Det gav plads til, at den destruktive ungekultur kunne vinde frem.
»Når vi reflekterer over det bagefter, kan vi godt se, at vi stod med en for stor ungegruppe og et nyt territorie, der skulle pisses af. Samtidig var personalegruppen sammenbragt, og vi brugte meget energi og tid på at afstemme hinandens forventninger. Vi lod måske også normskredet ske, fordi vi var meget optagede af hinanden som nye kolleger,« forklarer leder Renate Kæmpe Weilov, og uddyber:
»Vi var pludselig det eneste samlingssted i byen. Dengang vi var fordelt på tre forskellige steder, var det nok nemmere for de unge at skjule sig. Da vi blev slået sammen, så vi nogle tendenser, og på den måde var det godt, at det skete. Vi blev klogere, og de unge er hele endnu,« siger Renate Kæmpe Weilov, der i dag er leder for en klub, som er 100 procent stof-, bande- og voldsfri.

Væk med spøgelserne. Efter at det tværfaglige samarbejde blev sat i værk, mærkede HotSpot hurtigt en forskel. Men pædagogerne oplevede også, at de blev nødt til at spille med musklerne, før de unge forstod, at der var andre boller på suppen.
»Man kan groft sige, at vi var nødt til at vise, at vi var stærkere som personale, kommune og myndighed. Vi løber med, uanset hvad I gør. Vi bakker ikke ud. De skulle ikke have en fornemmelse af, at vi ikke havde styr på, hvad der skete. Når man går ud blandt de unge, skal man være selvsikker, hvis det optrapper,« fortæller Mikkel Arne Egelund, der er SSP-ansvarlig i klubben.
Mikkel var en af de pædagoger, der ofte stod midt i konflikterne og gik med udenfor, når han kunne mærke, at noget var under opsejling. Han stod med armene over kors, imens han holdt øje med, hvad de unge var på vej ud til. Det kunne være den hashhandel, der foregik i klubbens nærområde, eller en episode med en gruppe unge, der pludselig kom farende til klubben med truende adfærd for at finde én person, der skulle konfronteres og tæskes.
Mikkel blev flere gange truet med ordene: ’Du er meget langt hjemmefra’. Men det stoppede ham aldrig.
»Min relation til de unge gjorde, at jeg vidste, at de ikke slog mig,« fortæller han.
De mange voldsomme episoder i klubben betød, at flere af pædagogerne havde brug for supervision, hvor en psykolog kom ud og talte med dem. Det var en del af det tværfaglige samarbejde med kommunen. Nogle valgte samtaler i grupper, mens Mikkel Arne Egelund fik en samtale alene.
»Jeg skulle igennem det, så jeg ikke så spøgelser. For når man har været igennem så turbulent en tid, så skal man også kunne ryste det af sig,« siger han.

Udskiftning. Efter den turbulente tid i HotSpot fik pædagogerne talt ud om den hårde periode, de havde haft. Klubben indførte debriefing, som er aftenmøder mellem pædagogerne efter lukketid. Til møderne evalueres de unges adfærd den pågældende dag. Møderne holder de ansatte sammen med et 13-møde, hvor de overleverer al nyttig information fra aftenens debriefing.
I takt med oprustningen i HotSpot sagde klubben farvel til flere af de unge, der havde skabt problemer.
»Vi sagde farvel til flere af de ældste, og det har betydet, at det ikke er så spændende at komme her i klubben for dem, der er ude på ballade. Vi var nødt til at lave mere firkantede rammer, og ikke alle synes om det,« siger leder Renate Weilov.
Før var der 150 unge i klubben om aftenen. I dag er der 50. Før havde klubben 73 unge, som havde passeret de 18 år, og der besluttede de, at indføre en 18-årssamtale med de unge, hvor de talte om, hvor den unges liv var på vej hen. Der blev det en naturlig del for flere af de ældre at forlade klubben. Pædagogerne involverede forældrene mere, og det tværfaglige samarbejde med SSP og skolerne gjorde, at pædagoger og ledere kunne følge op på de unge, der havde det svært. Pædagogerne blev bevidste om deres kerneopgave, og lod de andre faggrupper om deres.
»Vi tog fat ved roden og gjorde en indsats hele vejen rundt. Vi blev opmærksomme på rollefordelingen: Hvad er socialpædagogernes rolle og myndighedernes rolle, og hvornår giver det mening, at vi gør noget? Vi bevægede os længere ind i en myndighedsopgave. Det var møgfarligt, for så kunne der pludselig stå en ung med en kniv. Så vi blev skarpe på, hvornår vi skal trække os og give opgaven videre,« fortæller Renate Weilov, mens både Per Boje Fischer og Mikkel Arne Egelund nikker genkendende.

Mavefornemmelse. Udover at få ansat flere pædagoger i klubben for en periode, at tale ud om problemerne og uddelegere opgaver til forskellige myndigheder, så tog HotSpot også nye metoder i brug. Hvis de før i tiden kunne mærke, at en ung var på vej ud i problemer, ville de prikke den unge på skulderen og tage en snak med ham ­
eller hende.
I dag tager de direkte kontakt via Facebook for ikke at udstille den unge foran de andre. Det sker for at undgå, at de andre unge lægger mærke til, hvem der er til samtale med pædagogerne.
På et halvt år oplevede personalet en markant forandring. De få unge, der nu gik i klubben, begik ikke kriminalitet, og der var langt færre intriger og konflikter end før. Ledere og pædagoger er blevet bedre til at tage hånd om forebyggelsen, så der ikke opstår voldsomme episoder igen. Pædagogerne ved, hvilken profil klubben skal have.
»Vi havde en profil, hvor vi tiltrak ballademagere, fordi vi var det eneste sted i kommunen, hvor de kunne være. Vi havde brug for også at tiltrække flere ressourcestærke unge – nogle, der kan bidrage til fællesskabet, og som de andre kan spejle sig i,« siger lederen Renate Weilov og fortæller om en ny skaterbane, som tiltrækker andre typer unge end de kriminelle.
I dag er klubben et godt sted at være for både pædagoger og unge.
I bagklogskabens klare lys kan pædagoger og ledere se tilbage på en turbulent tid, som heldigvis er anderledes i dag. Der er ingen farlige situationer, søvnløse nætter eller påvirkede unge.
»Klubben skal være helligt land. Man skal være tryg her. Vi har lært at tro på det, vi ser. Når vi har en fornemmelse af, at noget er under opsejling, så går vi efter det, for fornemmelsen er ofte helt rigtig. Vi får fat i ting, vi ikke var så gode til at se før,« fortæller Renate.