Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 20
Forældretema; Lyt til hinanden
Nogle forældre synes, at det er svært at finde ud af, hvordan deres børns dagligdag i daginstitutionen forløber og bliver usikre på, om de trives. Det er et fælles ansvar for forældre og pædagoger at bidrage til, at børns liv derhjemme hænger sammen med livet i institutionen, siger DPU-forsker
Af: Vibeke Bye Jensen
Mange forældre synes, at det er svært at få indblik i, hvordan deres børns liv reelt er i de mange timer, de er i institutionen. Pædagogerne mener på deres side, at de fortæller meget om, hvad de foretager sig med børnene, og kan opleve, at forældrene ikke prioriterer at komme til de forældrearrangementer, der afholdes. Det kan være et svært udgangspunkt for samarbejde, mener Dorte Kousholt, cand.psych., adjunkt på Danmarks Pædagogiske Universitet og i gang med en ph.d.-afhandling om børns liv på tværs af institution og hjem, der baserer sig på et mangeårigt forskningssamarbejde med børn, forældre og pædagoger. Dorte Kousholt mener, at samarbejdet mellem forældre og pædagoger skal tage udgangspunkt i, at de to parter har forskellige perspektiver på livet i institutionen og forskellige forudsætninger for at få øje på, hvad der foregår. Og hun ser det som pædagogernes ansvar og udfordring at tilrettelægge samarbejde, så det kan bruges til noget af både forældre og personale. De to parter skal samarbejde for børnenes skyld, så de kan opleve, at deres liv hænger sammen på tværs af hjem og institution.
"Institution og hjem er meget vigtige steder i et barns liv og dele af et samlet hverdagsliv. Børnene forsøger at skabe mening og sammenhæng i deres liv de to steder, og det har de brug for de voksnes hjælp til. Men de to steder er meget forskellige. De er forskelligt organiseret, har forskellige mål og forskellige deltagere. Når der er konflikter, kan både forældre og pædagoger komme til at se forskellene som noget meget besværligt og som årsag til konflikten. Kunne man i stedet bruge forskellene konstruktivt, ville det være til gavn for alle parter," siger hun.
Pædagoger kan tolke et lavt fremmøde til forældrearrangementerne som manglende interesse i samarbejdet. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, mener Dorte Kousholt. Forældrene er for det første ikke klar over samarbejdets betydning for pædagogerne, og for det andet synes de, at det også skal handle om noget andet end sommerfester og forældremøder.
"Forældrene vil først og fremmest have indblik i deres børns hverdag. Men pædagogerne er ikke altid opmærksomme på, hvor svært det kan være for forældrene at forstå, hvad der helt konkret sker i samspillene mellem børnene og mellem børn og voksne. Som pædagog har man det jo helt inde under huden, mens de fleste forældre ikke på forhånd har forudsætningerne for at få den indsigt. Det er en opgave og en udfordring for pædagogerne at arbejde med at finde metoder til et konstruktivt samarbejde med forældrene, så man kan støtte op om børnene fra begge sider," siger hun.

Låst fast i uenighed. Forskellene mellem forældre og pædagoger viser sig især i de forskellige opgaver, de har i forhold til børnene. Dorte Kousholt mener, at den gode, gamle konflikt om børns selvhjulpenhed er et godt eksempel på, at der er forskellige dagsordener i hjem og institution. Pædagogerne vil gerne have, at børnene så hurtigt som muligt selv kan klare at tage tøj af og på, fordi det letter arbejdet. Mens forældrene ikke ser det som det store problem, at de lige hjælper med tøjet for at undgå, at morgenerne bliver alt for kaotiske.
"Hvis man ikke er opmærksom på de forskelle, kan det give konflikter. I stedet for at have forståelse for hinandens forskellige muligheder og opgaver, låses man fast i uenigheder om konkrete ting, for eksempel om børnene altid selv skal tage tøjet af og på," siger hun.
Kvaliteten af de fem minutter i garderoben, hvor forældre og personale får udvekslet informationer om det enkelte barns gøren og laden, afhænger af, hvordan man ellers er i dialog med hinanden.
"Kan man snakke om ting, der er svære, eller bliver det henlagt til et møde, når der er opstået en konflikt? Forældre er for det meste meget tilfredse med deres barns institution, men de har alligevel mange ting, som de undrer sig over, bekymrer sig om og er frustrerede over. Og når jeg så spørger dem, om de har snakket med personalet om det, så siger de, at det har de faktisk ikke. Det er bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende er en masse vigtige spørgsmål og undren, der bliver holdt uden for dialogen mellem forældre og pædagoger," siger Dorte Kousholt.

Fælles ansvar. Dorte Kousholt er ofte stødt på, at pædagogerne oplever, at forældrene er en del af problemet, når en institution har vanskeligheder med at få hverdagen til at fungere. Pædagoger kan få det sådan, at forældrene nærmest er en hindring for, at de kan gøre deres arbejde med børnene.
"I de tilfælde kan de være en fordel at se sådan på det, at det ikke kun er børnene, institutionerne arbejder med, det er familier. Der kommer ikke så meget godt ud af at tænke på hinanden som modstandere. Man skal få øje på, at der er forskel på, hvordan man som pædagog eller forældre ser på institutionen, på barnet og på opdragelse. Der skal være en forståelse for, at begge steder har en fundamental betydning for barnets udvikling, og at barnet derfor er et fælles ansvar," siger hun.
Forældre skal opleve, at de får noget, de kan bruge som forældre, noget der kan hjælpe dem til at forstå deres eget barn bedre. Forældre har især brug for viden om, hvad der sker mellem børnene, fordi de muligheder, børnene har for at udfolde sig sammen med andre børn på i institutionen, er meget forskellig fra det, der sker i familien.
"Børnene kommer hjem og fortæller små bitte brudstykker om deres liv med de andre børn, så det er svært for forældrene at få en fornemmelse af, hvordan deres barn trives sammen med de andre børn. De har brug for pædagogernes blik på deres barn, og det er vigtigt, at pædagogerne er opmærksomme på, at den viden, de har om børnene og institutionens hverdag, og som de ofte tager for givet, kan være helt ukendt for forældrene," siger Dorte Kousholt.
Når børnene kommer hjem og fortæller om konflikter og drillerier, så er det vigtigt, at forældrene nøjagtig ved, hvordan det er tacklet i institutionen. Det kan skabe usikkerhed og grobund for konflikter, hvis børnene fortæller derhjemme, at den og den er dum, driller eller slås, og forældrene så indtager den holdning, at det er da også for galt.
"Den slags sker nemmere, hvis det, der sker i institutionen, ikke er kendt og gjort til en fælles sag, for så handler det mere om at beskytte ens eget barn. Børnene har loyalitet over for begge steder, og derfor betyder det meget for børnene, at der bliver bakket op fra begge sider om for eksempel den måde, man løser konflikter på. Hvis man som forælder er usikker på, om der bliver taget hånd om konflikterne og er nervøs for, at pædagogerne ikke ved, hvad der foregår, så kan det give konflikter mellem de voksne. Forældrene har brug for pædagogernes viden både for at bakke deres eget barn og pædagogernes arbejde op," siger hun

Ønske om harmoni. Kan hverken pædagoger eller forældre se, at deres fælles arbejde handler om børnenes liv på tværs af hjemmet og institutionen, kan det give grobund for konflikter. Og det er Dorte Kousholts indtryk fra interviews med forældrene, at det sjovt nok er den meget udbredte forestilling om harmoni mellem forældre og personale, der kan være med til at fastlåse konflikterne.
"Ønsket om harmoni kan blive en barriere for, at man kommer frem med det, man som forælder gerne vil vide, og det man som pædagog gerne vil formidle. Og så kan det ende i fastlåste konflikter. Forældrene kan være bange for, at konflikter går ud over barnet. Og selv om forældrene ved, at pædagogerne jo ikke på den måde sender sorteper videre, og selv om pædagogerne siger, at de er professionelle, så ved begge parter godt, at det får en betydning for børnene, hvis de voksne ikke kan lide hinanden."
Et eksempel på en sådan fastkørt konflikt kan være, at pædagogerne på den ene side tager sig af at løse det, hvis børnene slås indbyrdes. Men på den anden side anser de det for at være forældrenes ansvar, hvis børnene er helt umulige. Forældrene - på den anden side - tænker, at det, der foregår i institutionen, kan de ikke gøre noget ved, det må pædagogerne klare. Og så har man en situation, hvor der ikke kan etableres et fælles ansvar, og det er børnene, der bliver tabere. Dorte Kousholt mener, at konflikter, der opstår i institutionen, skal forsøges løst der, men at forældrene i høj grad kan bidrage til disse løsninger.
"Forældrene kan sagtens bidrage til løsninger, selv om hjemmene er meget forskellige, og forældrene ser forskelligt på opdragelse og grænser for adfærd. For i institutionen kan man have fælles holdninger til, hvordan tingene skal være, og det skal personalet tage det pædagogiske ansvar for. Hvis forældrene får forklaret sammenhængen mellem, hvordan børnene har det og de pædagogiske præmisser, viser vores erfaringer i forskningsprojektet, at forældrene gerne vil bidrage til fælles løsninger til glæde for både deres eget og de andre børn," siger hun.
Dorte Kousholts pointe er, at børnenes liv sammen i institutionen er forbundet. Hvis nogle børn har det dårligt, giver det også dårlige vilkår for de andre børn og for deres fælles samvær.
"Derfor har forældrene også en interesse i, at hele børnegruppen fungerer og får de bedste muligheder for udvikling. Mange forældre beskriver netop det "gode samarbejde" som der, hvor det lykkes at overskride forskelle og uenigheder og komme videre i en fælles forståelse. Det er konkret erfaringer med at kunne bruge hinanden, der skaber gensidig tillid og mod på at løse konflikter i fremtiden," siger hun.