Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Den uretfærdige lønforskel
Det handler ikke om, at lærernes løn er for høj. De fortjener hver en krone. Det handler derimod om, at pædagogernes løn er for lav.
Af: Elisa Bergmann formand for BUPL
Pædagoger gør en forskel. Det er alle politikerne efterhånden enige om. Dygtige pædagoger er afgørende for børns og unges trivsel og udvikling. Men apropos forskel – så oplever vi desværre en dybt uretfærdig forskel på lønsedlen, når vi sammenligner os med lignende faggrupper. Og det rimer utrolig dårligt på den stigende anerkendelse, som strømmer hen over vores fag.

Vi går derfor ind til forhandlingerne om en ny overenskomst med et krav om en mere retfærdig løn. OECD offentliggjorde for nylig en rapport, der anbefaler, at pædagogers løn stiger til samme niveau som lærernes. I dag er lønforskellen så markant, at lønnen til fire lærere er den samme som til fem pædagoger. Selvom begge uddannelser er professionsbachelorer og ligestillede. Det handler ikke om, at lærernes løn er for høj. De fortjener hver en krone. Det handler derimod om, at pædagogernes løn er for lav.

Regeringens lønkommission har tidligere konkluderet, at pædagoger er den ringest lønnede faggruppe med en mellemlang, videregående uddannelse. Det er begrundet i et forældet lønhierarki fra 1969, hvor de traditionelle forsørgerfag blev placeret øverst, de traditionelle omsorgs- og kvindefag nederst. Det modsvarer slet ikke det nutidige offentlige arbejdsmarked, men løsningerne står desværre ikke i kø. Det skyldes mange forskellige forhold: Lige fra, at det offentlige mangler penge, til, at vi er afhængige af, at også resten af fagbevægelsen vil kæmpe vores sag for en retfærdig og lige løn til de traditionelle kvindefag. Vi må tage livtag med alle udfordringerne, hvis vi over tid skal gøre op med den uretfærdige lønforskel.

Vi har rykket os meget som fag og får stigende anerkendelse. Men lønmæssigt står vi bomstille. Anerkendelse er altså også en anstændig og retfærdig løn.