Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 05 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Vi står på børnenes side i skilsmisseland
Men hvis mange børn mistrives samtidig, er det en kolossal udfordring for pædagogerne at få ressourcer til at tage sig lige godt af alle børn, der skriger på hjælp
Af: Birgitte Conradsen næstformand BUPL
Når 11-årige Christopher i dette nummer af Børn&Unge fortæller, at det er dejligt for ham at tale med pædagog Rikke Smedegaard og andre skilsmissebørn om de følelser, der rumsterer i hans hoved, er det især tankevækkende, at forældrenes skilsmisse skete for syv år siden. De følelser, som barnet rammes af, når forældrene skilles, er tunge at bære for et barn – og næsten umulige at bære alene.
Det er opløftende at læse om pædagogen, som har taget initiativ til at danne en samtalegruppe for skilsmissebørn. Her sikrer hun, at børn sætter ord på følelserne og får en oplevelse af normalitet: ’Jeg er altså ikke det eneste menneske i verden, der har det sådan, når mine forældre skændes’.
Hver dag skal pædagoger manøvrere og balancere i skilsmisseland, hvor mange forældre kan færdselsreglerne, men hvor rigtig mange ikke kan. Der findes ingen pædagoger, der ikke har oplevet skilsmisser blandt forældrene, og mange har været vidne til, at forældre konflikter brutalt om deres børn. Det rammer børnene hårdt, og det udfordrer forældresamarbejde: For hvordan skal man som pædagog placere sig i minefeltet mellem vrede og ofte ulykkelige forældre?
Svaret er entydigt, og det siger pædagogerne også i artiklerne her i bladet: Man skal konsekvent placere sig på børnenes side og have øje for deres trivsel, samtidig med at man er ærlig, modig og professionel i dialogen med forældrene, når konflikterne flytter ind i institutionerne. Sådan er jeg sikker på, at pædagogerne agerer, men det er ikke spor nemt. Forældrenes kampe kan være så vanvittige og fulde af fælder, at det er umuligt for pædagogerne ikke at falde i en fælde en gang i mellem.
Skilsmisser sker i alle samfundslag og overalt, men er langt fra det eneste, der påvirker børns trivsel negativt. Der kan være misbrug i familien, sygdom og dødsfald, vold og decideret fattigdom, som vi desværre kan forvente mere af, når regeringen nedsætter kontanthjælpen.
Næsten uanset hvilken problemstilling – og ofte er der tale om en kombination af problemstillinger – pædagogerne står overfor, skal løsningerne findes i tæt samarbejde med forældrene. Diktater, fordømmelser, irritation og vrede er ikke redskaber, der gror i vores pædagogiske værktøjskasse, ganske enkelt fordi de ikke giver gode løsninger for familien og børnene.
Det er smerteligt for pædagogerne at se, hvor ulykkelig et barn bliver, når far går fra mor, når mormor dør, når mor drikker, eller far slår. I langt de fleste tilfælde gør pædagoger alt, hvad de kan for at støtte barnet. Men hvis mange børn mistrives samtidig, hvilket er tilfældet i udsatte områder, er det en kolossal udfordring for pædagogerne at få ressourcer til at tage sig lige godt af alle børn, der skriger på hjælp.
Det er helt urimeligt, at der ikke er hænder nok til opgaven, først og fremmest over for børn, der mistrives, men dernæst over for de pædagoger, der tvinges til at se på uden at kunne gøre det, de ved er nødvendigt.
Og selv om det er sagt ofte, tager man ikke skade af at høre det igen og igen: En stærk pædagogfaglig indsats over for udsatte børn er en god samfundsmæssig investering. Pengene kommer stensikkert retur til de slunkne offentlige kasser.