Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 12 Børn&Unge som e-paper
Luren er sikret. Populær sovebog som lydbog
Danmarks mest solgte børnebog i 2015, ’Kaninen, der så gerne ville sove’, er nu kommet som lydbog. CD-formatet er velegnet til brug i børneinstitutioner.
Af: Trine Vinther Larsen
Afspil den aldrig for nogen, som sidder bag rattet i en bil’, hedder det i instruktionerne til lydbogen ’Kaninen, der så gerne ville sove’. Dermed duer den ikke til en bustur med skovbørnehaven. Men lydbogen er velegnet som godnathistorie under middagsluren i vuggestuer eller til hvilestunden i børnehaven, mener bogens forfatter, svenskeren Carl-Johan Forssén Ehrlin.
Han hører om mange daginstitutioner, som har glæde af bogen om kaninen Kalle, der får hjælp af rolige Hr. Snegl, kloge Fru Ugle og Onkel Troldmands trylleformularer til at lære at falde i søvn. Da bogen sidste år udkom på dansk, blev den med 135.000 solgte eksemplarer årets mest solgte børnebog. Nu giver CD-formatet mulighed for, at både børn og voksne kan læne sig tilbage, lytte til historien og lade sig føre helt ned i tempo. På den 30 minutter lange CD spilles afslappende baggrundsmusik, og oplæseren benytter de af forfatteren udviklede særlige oplæsningsteknikker, der får lytteren til at slappe af og give sig hen til søvnen: Der gabes undervejs, læses langsomt, og nærmest hypnotiserende vendinger som ’du slapper af’, ’sove nu’ og ’synker ned’ samt ord som ’træt’ og ’søvn’ bliver brugt ofte eller lagt særligt tryk på.

Hvad gør de her teknikker?
»Det er en måde at styre barnets fokus hele vejen igennem historien, og teknikkerne udspringer af psykologi, mindfulness og kommunikationsteori.«

Hvordan fik du idéen til historien?
»Det var under en lang køretur sammen med min mor, som var faldet i søvn på passagersædet, mens jeg snakkede. Vi fandt en gammel serviet, som jeg skrev idéerne ned på, da vi holdt stille. Jeg er vant til at coache medarbejdere og ledere og havde skrevet en bog om at tage lederskab og personlig udvikling. Så det var en overraskelse for mig selv, at jeg nu skulle skrive en bog til børn om at finde ro og falde i søvn. Bogen er udgivet i 40 lande og hjælper børn og familier i hele verden, så jeg er glad for, at jeg fik idéen.«

Hvad bliver din næste bog?
»Jeg planlægger en hel serie bøger, som på nye måder vil hjælpe børn med at slappe af og falde i søvn. I de kommende bøger vil der optræde nye figurer og miljøer. Den næste bog har en elefant som hovedfigur, men måske kommer kaninen også forbi …«

Om lydbogen
’Kaninen, der så gerne ville sove’ af Carl-Johan Forssén Ehrlin. CD indlæst af Lars Thiesgaard. Baggrundsmusik af Johnnie McCoy. Forlaget Alvilda, 2016.
30 minutters spilletid. Vejl. pris 100 kr.

Om forfatteren
Carl-Johan Forssén Ehrlin er coach, forfatter og adfærdsforsker og underviser i personlig udvikling, mental træning og ledelse. Han har en bachelor i psykologi fra universitetet i Jönköping, hvor han i dag underviser.