Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
Pædagogikeksport. Bedre uddannelse er vejen frem
Rumænske politikere og eksperter ser store fordele i inspiration fra Danmark. De lægger især vægt på uddannelse af medarbejderne, som skal have mere fokus på trivsel og mindre på fysisk omsorg.
Af: Vibeke Bye Jensen
Snart skal endnu flere vuggestuer og børnehaver indrettes efter dansk inspiration. Det fortæller Lucia Damian, der er rådgiver for borgmesteren i social- og børneforvaltningen i Bukarests distrikt 1.
»Vi skal have uddannet personalet, så de kan ændre måden at drive daginstitution. I Rumænien har vi en standard, som bunder i den kommunistiske periode. Vi har endnu ikke udviklet en god måde at arbejde med de små børn på, men vi er meget interesserede i at gøre tingene bedre,« siger hun.
Lucia Damian er taknemmelig for både penge, erfaring og viden fra Danmark.
»I den treårige periode med Rodacie har vi reddet 79 børn fra fattigdom og fra en dårlig start på livet. Disse børn var i risiko på grund af deres families sociale problemer. Havde vi ikke haft dette projekt, ville de have startet deres liv med mange problemer. Vi har lært, at den tidlige indsats er meget vigtig,« siger hun, der er en begejstret tilhænger af den danske pædagogik.
»Den indeholder metoder, der får børnene i kontakt med musik, kunst og natur, og det er meget vigtigt. Det er en vidunderlig måde at lære børnene om verden på.«
Rumænien har meget at udrette på småbørnsområdet, mener Lucian Ciolan, dekan for det psykologiske og uddannelsesmæssige fakultet på Bukarest Universitet.
»Jeg ville ønske, at uddannelsen af personalet i vuggestuerne var bedre. I børnehaverne ville det være godt, hvis personalet fokuserede på børnenes trivsel, var mere ude i naturen med børnene og tog sig mere af den følelsesmæssige udvikling,« siger han.

Aftryk på uddannelsen. De fleste universiteter tilbyder en treårig bacheloruddannelse til børnehavepædagog. VIA UC og Universitetet i Bukarest har oprettet en dobbelt bachelorgrad i pædagogik, så danske pædagogstuderende kan studere praktisk og teoretisk et år i Rumænien, og rumænske studerende tilsvarende kan læse i Danmark. Det er godt for begge parter, mener vicerektor Romita Iucu.
»Vi har problemer med at få professionaliseret personalet i vuggestuerne og skolesystemet. Vi vil prøve at lære af de erfaringer, vi har gjort i det dansk-rumænske samarbejde,« siger han.
Dekan Lucian Ciolan har set en forskel på de danske og de rumænske studerende, som han mener, at det rumænske uddannelsessystem kan tage ved lære af.
»De danske studerende er meget hårdtarbejdende. De er målrettede, og når de har en opgave, er de optagede af at løse den. Vores studerende er ikke helt så målrettede. De danske studerende har lært fra små, at man er seriøs med det, man er i gang med, fra start til slut, og man gør det så godt, man kan,« siger han.
»Hvis vores børn og unge og vores samfund kan lære af det, er det meget vigtigt,« supplerer vicerektoren.