Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 01
BUPL MENER: Når pædagoger gør en forskel
Selvfølgelig begrænses motivationen til at underrette, hvis man gang på gang oplever, at der ikke bliver lyttet højere oppe i systemet.
Af: Lasse Bjerg Jørgensen medlem af forretningsudvalget
At gøre en forskel for det enkelte barn eller unge, herunder de særligt udsatte, er en af de største glæder, man kan opnå som pædagog. Det er formentlig også en af de primære grunde til, at der er stor søgning til pædagoguddannelsen.
Dagligt gør pædagogen en forskel ved sin pædagogiske indsats og i det tætte, fortrolige samarbejde med forældrene. For det meste virker de fortrolige samtaler og fælles forståelser af nye måder at gøre tingene på. Hver eneste dag løser pædagoger en mangfoldighed af problemer, til glæde for det enkelte barn, den unge og deres familier. Ofte løses problemerne gennem svære samtaler, hvor man er inde og diskutere lige præcis der, hvor det gør rigtig ondt.
Det er godt gedigent forebyggende arbejde, som er baseret på pædagogisk viden, faglighed og erfaring. Og det er samtidig en forebyggende indsats, der sparer masser af penge, fordi der bliver grebet tidligt ind.
Men nogle gange skal der mere til, og pædagogen er nødt til at søge hjælp uden for institutionen. Her er underretning et af de redskaber, som pædagoger og alle andre offentligt ansatte har til rådighed.
Som Børn&Unge dokumenterer i dette temanummer i historien om Dorthe og hendes datter Nathalie, kan en underretning netop være med til at gøre en forskel. Praksiseksemplet fortæller, hvordan underretning kan bruges som et pædagogisk værktøj til at hjælpe en familie videre i livet.
Derfor virker det også paradoksalt, at pædagoger er den faggruppe, som underretter mindst. Selvfølgelig begrænses motivationen til at underrette, hvis man gang på gang oplever, at der ikke bliver lyttet højere oppe i systemet. Temanummeret dokumenterer således også, at der er vidt forskellig praksis i kommunerne og nogle gange institutionerne imellem i samme kommune.
Det er klart, at underretning ikke er et universalmiddel, og mange af problemerne løses ofte af pædagogerne lang tid, før de må gribe til en underretning. Men det må ikke begrænse vores faggruppe i at benytte redskabet, og nogle gange skal forandringen komme nedefra.
Pædagoger kan skabe den underretningskultur, som Børns Vilkår efterspørger. Vi må som faggruppe forlange, at hver kommune har en klar politik og en tydelig definition af, hvornår, hvordan og hvorfor der skal underrettes. Vi må også forlange, at forvaltningen altid svarer konstruktivt på underretningen. Og endelig må vi forlange, at et eventuelt afslag på ønskerne i en underretning er velbegrundet, sagligt og forståeligt i forhold til den samlede økonomiske prioritering i kommunen.
Alle kommuner er nødt til at støtte pædagogerne dette forebyggende arbejde. Både af hensyn til børnene og de unge, og af hensyn til den fremtidige samfundsøkonomi. Og det plejer at være et fremragende politisk incitament til at handle.