Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Line åbnede sit eget børnehjem. Børnene blev behandlet som skrald
Efter en barsk praktik­periode på Filippinerne etablerede Line Venø Pedersen og en medstuderende et børnehjem for gadebørn i 2014. Line kunne ikke slippe tanken om de børn, hun mødte på gaden.
Af: Mathilde Margrethe Graulund
Lines telefon ringer i efteråret 2014. Det er Camilla Bylling fra den anden side af jorden. Line Venø Pedersen er netop hjemvendt fra udlandspraktikken på Cebu på Filippinerne, men hendes medstuderende Camilla er der stadigvæk. Camilla ringer fra sit værelse på få kvadratmeter, der er fyldt op med fem drenge fra gaden. Hun har netop hentet dem på politistationen, efter at de havde været en del af et blodigt gadeslagsmål. Camilla fortæller Line, at en betjent har sagt: ’Hvis ikke du får dem væk fra gaden, så kan jeg ikke sikre dig, at de er her i morgen’.
Den episode og oplevelserne i praktikken blev startskuddet til, at de to etablerede børnehjemmet Bylling Foundation, opkaldt efter Camilla Bylling, i 2014.
»For os var der intet andet at gøre end at tage sig af de her drenge. Give dem et kram, mad og en varm seng at sove i. Da jeg tog hjem fra Cebu, kunne jeg mærke, at jeg ikke var færdig med at arbejde med de børn. Efter at Camilla havde ringet til mig, tog det fart,« fortæller Line, der siden 2014 næsten uafbrudt har været på Cebu. Hun har lige været i Danmark i et halvt år, men er nu tilbage på Bylling Foundation, hvor Børn&Unge møder hende.

Den nye hverdag. Bylling Foundation er placeret i området Banawa i Cebu City, som er en storby med bombastiske shoppingcentre, tårnhøje bygninger med store, prangende facader og hvide taxaer, så langt øjet rækker. Og så er der kontrasten – det fattige Cebu, hvor udsultede børn tigger ved lyskryds og banker på bilruderne med små, beskidte knoer, og hvor kvinderne sidder på et stykke pap i vejkanten og ammer deres nyfødte.
Banawa ligger ned ad en snoet sidevej, hvor folk går midt på gaden. Her er et åndehul fra trafikken fra den pulserende Cebu City. Børnehjemmet er en del af en klynge af huse, der bevogtes af en vagt. Børnehjemmet er et tre etagers murstenshus i god stand.
Line sidder på gulvet i skrædderstilling, gravid i 5. måned, med sin filippinske kæreste. Hun lever sig helhjertet ind i et spil kalaha mod 12-årige Joven med både klask på låret, når hun taber, og anerkendende ord, når han vinder. Line er omringet af drenge og en enkelt pige. De sidder alle sammen i stuen, som er højst 20 kvadratmeter og sparsomt indrettet. Der står en slidt cognacfarvet lædersofa i hjørnet, som tre af de mellemste drenge slænger sig i. Her er et fladskærms-TV og en PlayStation, doneret fra Danmark. Der ligger brætspil og kort oppe på hylden, og der står et skrivebord med en computer. Og en ventilator selvfølgelig. Der er 32 grader udenfor.
»Der er en rigtig lørdagsstemning her, helt afslappet,« siger Line med et overskudsagtigt smil. Hun er lige landet efter en transporttid på 32 timer fra København til Cebu.
Line kender alle de børn, hun er omringet af nu, fra sin praktiktid. Hun var i praktik på et drop-in center for børn mellem 5 og 18 år. De kom direkte fra gaden, de fleste som limsniffere. Derudover var flere af dem seksuelt misbrugte og forladt af deres familie.
Det var en hård praktiktid, som Line og syv andre studerende blev kastet ud i helt alene fra første dag.
»Vi skulle få det til at fungere mellem os studerende, for vi var alene med alle børnene og stod for alle aktiviteter på praktikstedet. Børnene var alvorligt påvirkede af stoffer, da de kom ind. Vi oplevede på et tidspunkt, at en lille pige havde taget en overdosis, så hun gik i krampe med fråde ud af munden. Det var rigtig hårdt, og selvom jeg godt vidste, at vejledningen dernede er mangelfuld, vidste jeg ikke, at den var ikkeeksisterende. De ansatte ved ikke, hvad pædagogiske kompetencer er, så det gjorde praktikken endnu sværere,« siger Line, der efter praktikopholdet klagede til VIA University College over de udfordringer, hun oplevede i praktikken.

Sov på gaden. Ved siden af de timer, Line tilbragte på praktikstedet på Cebu, udførte hun frivilligt arbejde. Hun kunne bare ikke slippe gadebørnene.
»I vores fritid lavede vi ikke andet end at være på gaden og bruge tid sammen med børnene. Det, som vi så på drop-in centeret, var kun en brøkdel af det, der foregik. Vi var ude og se, hvor familierne sov, og hvad det var for nogle gadehjørner, de valgte fremfor andre. Jeg fik en viden om helheden i, hvad det vil sige at være gadebarn,« fortæller Line, der også prøvede at overnatte på gaden sammen med nogle af gadedrengene og Camilla.
Siden Line og Camilla valgte at etablere børnehjemmet på Filippinerne, har det taget meget tid og energi, men de er godt på vej. I dag er det kun Line, der sidder på lederposten i Bylling Foundation. Camilla er af personlige årsager ikke tilknyttet børnehjemmet lige nu. Line har de seneste fire år kæmpet for at finde sponsorer til børnehjemmet, så det kan køre rundt, og det er lykkedes. De faste medarbejdere får løn, men Line selv får stadig ikke fast løn. Hun har kæmpet og kæmper stadig hårdt for gadebørnene, som bliver spyttet efter og sparket til på gaden. De bliver behandlet som skrald, fortæller Line.
»Hernede er gadebørnene ikke noget værd. Almindelige mennesker går på vej til deres arbejde forbi de her udsultede børn, der ligger på kantstenene. Det er uhyggeligt, og det gjorde ondt i mit pædagoghjerte fra starten af, at ingen tog sig af børnene,« siger Line.

Skaber et hjem. I Bylling Foundation bor der 10 drenge og en enkelt pige. De er mellem 3 og 17 år. Alle har oplevet svigt. Nogle er kommet her som søskendeflok forladt af deres forældre. Andre har kontakt til forældre, men hvor moren for eksempel er i fængsel, og faren er så påvirket af stoffer, at han ikke kan tage vare på sig selv. Alle børnene har boet på gaden.
En af de drenge, der bor på Bylling Foundation, er Joven på 12 år. Han voksede op med en far, der var stofafhængig, og ældre brødre, der røg ind og ud af fængslet i forsøg på at stjæle mad til familien. Som seksårig blev Joven introduceret til limsnifning, som han blev afhængig af. Der var hverken omsorg, nærvær eller basale nødvendigheder som mad at komme efter hjemme hos familien, så han blev hængende på gaden.
Hverdagen som tigger og limsniffer var skyld i, at Joven nær mistede livet, da han legede på vejen og blev ramt af en åben bus. Personalet i Bylling Foundation tog sig af ham, bragte ham til hospitalet, finansierede medicinen og sørgede for, at Joven overlevede. Det er vigtigt for Line, at børnene fungerer optimalt, både fysisk og psykisk. Derfor sørger de for alt til børnene, lige fra skolegang til psykologbesøg, kost og logi.
»Vores måde at være på overfor børnene er meget utraditionel på Filippinerne. Vi implementerer den danske pædagogik og giver danske værdier videre til børnene. Det er på grund af vores forhold til børnene,
at vi er nået så langt med dem,« fortæller Line, der snart har ledet Bylling Foundation i fire år.
Det er vigtigt for Line, at børnehjemmet ikke kun bliver brugt som et tilflugtssted for børnene, men at det er deres hjem. Et hjem, hvor børnene kan tale om deres følelser, men også lukke døren, når de har brug for at være alene.
»Drop-in centre, hvor de danske studerende kommer i praktik, kalder man et center. Det er Bylling Foundation ikke, vi er et hjem, børnenes hjem. Grunden til, at vi ikke har 40-50 børn boende, er, at de så ikke kan blive hjulpet på samme måde, som vi gør. De kunne få mad og tag over hovedet, men ikke omsorg og hjælpemidler til at komme videre i deres liv, der er fyldt med traumer. Vi ser det enkelte individ her,« siger Line.

Dansk pædagogik. Man kan mærke, at Bylling Foundation er et hjem, fra det sekund man træder ind. Der er en løssluppen stemning, hvor børnene både kan stikke til hinanden med kække kommentarer og joke med personalet. Når man træder ind ad døren, hilser drengene først med et nik og akavede småfnis i krogene, inden Line siger:
»Hey boys, say hello properly.«
Og så får man både highfives, krammere og faste håndtryk. Drengene kan nogle gange opfatte den 27-årige Line som en irriterende storesøster. Hun påpeger reglerne, hvis de skal ud af huset, og hun kan til tider løfte pegefingeren og kigge med bestemte øjne, når drengene ikke lige lystrer. Men hun er også den omsorgsfulde figur, som drengene løber hen til, når de har brug for en god snak, et knus eller føler et behov for at kysse hende på armen.
De fleste af drengene er teenagere, men der er også to små på tre og fire år, Niño og Aye. De er ikke biologiske søskende, men leger sammen de fleste af døgnets vågne timer og både krammer og diskuterer, som var de søskende.
Børnehjemmet bugner ikke af legetøj. Men lige om lidt ankommer en container fra Danmark med legetøj, møbler og undervisningsmateriale, sponsoreret af folk fra Danmark.
»Det er virkelig dejligt, fordi vi ikke har råd til selv at finansiere så meget udover de faste udgifter. Men for os kommer det heller ikke an på, hvad og hvor meget vi har af materielle ting. Det handler om det, vi gør for børnene,« siger Line, der det seneste halve år har været i Danmark for at samle sponsoreret habengut til børnehjemmet. Derudover har hun arbejdet på institution i Herning.
På Bylling Foundation er der foruden Line ansat to housemoms, der laver mad og følger børnene i skole, og en housedad, der holder vagt om natten. Derudover er der tilknyttet en socialrådgiver, en lærer og ’caretakers’, der fungerer som børnenes ’legeonkler’ ved at lave forskellige aktiviteter med dem.
Børnehjemmet har også frivillige danskere på besøg i mindst to måneder ad gangen, og det er ofte uddannede pædagoger.
Line selv er ansvarlig for personalekontakt, børnenes læreplaner og økonomien. Lines lillesøster har påtaget sig Lines opgaver, imens hun var i Danmark. Der er nemlig altid en dansker til stede, så den danske pædagogik er og bliver ved med at være en del af børnehjemmet.
For børnene på Bylling Foundation går dagene ikke kun med børnehave eller skoletid. De tager på tur om lørdagen, og søndag er familiedag, hvor børnene kan besøge deres familier på gaden eller i slumområderne, hvis de har lyst. Det betyder meget for Line, at børnene holder kontakten med deres familier.
»Vi tager tit med, fordi børnene kan have brug for vores støtte, når de ikke ved, hvad de kommer ud til,« siger Line.

En varm stank. Børn&Unge tager med tre af børnene og tre af de ansatte med til Pier 3, der er et havneområde i Colon på Cebu, hvor flere af børnene er vokset op. 17-årige Christ tager med. Han bor på Bylling Foundation, men er opvokset i Pier 3. Line bliver hjemme, da de bakterier, der florerer i luften i Pier 3 ikke er for gravide. Da vi stiger ud af taxaen, trænger et utal af lugte ind i næsen. Den røgede duft fra de små gadekøkkener mænger sig med lugten af affald og urin. Der er 32 grader i skyggen, og solen står på sit højeste, så lugtene rammer vores ansigter som varmen fra en brandvarm ovn, man åbner med sit nysgerrige ansigt lidt for tæt på.
Vi står for enden af en gade med ’huse’ på begge sider. Huse i gåseøjne, fordi det ikke er andet end træplader, presenninger og lagner fra losseren. Der er børn overalt. De løber rundt på bare fødder, møgbeskidte fra top til tå med misfarvede og hullede T-shirts og sorte fortænder.
Børnene ser ud til at lege med hinanden uden rigtig at have en leg. Vi møder Christs far, som tydeligt er påvirket af stoffer med sine blanke øjne, store pupiller og stenede blik. Far og søn hilser ikke på hinanden. De har ikke noget forhold.
Vi går længere ned ad vejen og møder en lille dreng, der leger med en ødelagt rulleskøjte. Han ruller rundt på én fod og prøver at holde balancen. Christ fører os ind til venstre igennem en meget smal gang, hvor der bor familier på hver side. Herinde bliver lugtene skruet 20 procent op, for den gade, vi står i, er også beboernes toilet.
Vi går op ad en vakkelvorn træstige, og efter et par trin ser vi Christs gamle hjem. Det er ikke større end otte kvadratmeter. Der står en slidt reol med lidt tøj, og så hænger der vasketøj i en snor tværs over det lave loft. ’Køkkenet’ er et hjemmelavet kogeblus, hvor der står to store gryder med afbrændt ris i bunden. Her bor nu en far med syv børn.
Det er vilkårene, som børnene fra Bylling Foundation er vokset op i. Nu lever de i et hus med tag over hovedet, har en seng hver med nye madrasser og får varm mad hver dag. Når man står i Christs gamle hjem, virker stuen med den slidte sofa på børnehjemmet som et fem stjernet paradis af et hjem.
Det kan virke håbløst, når man ikke kan tage alle børn med hjem og give dem omsorg, siger Line.
»Vi kan ikke redde alle gadebørn hernede, men vi gør virkelig et forsøg, og det vil vi blive ved med,« siger Line Venø Pedersen. Til september flytter hun permanent til Filippinerne med sin kæreste og deres på det tidspunkt nyfødte søn.