Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 04
TEMA. FOLKESKOLEREFORM: De brænder for fritidspædagogikken
Pædagogerne fra klubben har allerede timer i skolen, og det fungerer fint. Alligevel er de bekymrede for, hvordan det bliver, når skolereformen træder i kraft.
Af: Steffen Hagemann
Syvstjerneklubben i Værløse har taget hul på fremtiden. Pædagogerne i klubben lægger nemlig allerede en del af deres arbejde i Syvstjerneskolen, som de deler bygning med.
I gennemsnit har pædagogerne tre TIR-timer om ugen i skolen. TIR står for Trivsel, Inklusion, Relation. Timerne kan samles i puljer, og en gang i kvartalet mødes lærere og pædagoger på de enkelte årgange og aftaler, hvordan timerne kan fordeles mest hensigtsmæssigt. Men det var ikke kun en brændende lyst til at arbejde i skolen, der fik pædagog­erne til at indlede samarbejdet med skolen, fortæller Vivian Breitner, pædagog i Syvstjerneklubben.
»Vi vidste godt, at der ville komme mindre klubtid. Vi ville gerne bibeholde vores stillinger, så der blev arbejdet for, at vi kom ind i skolen,« siger hun.
»Vi har hele tiden prøvet at være et skridt foran. Vi har prøvet at møve os ind i skolen, så hurtigt vi kunne, for selv at få lidt indflydelse på, hvad vi skal bruges til,« supplerer Katia Reinø, Vivian Breitners kollega, og roser klubbens og skolens leder for et godt samarbejde.
I dag bliver TIR-timerne brugt til ’alt muligt’, som de to pædagoger siger det. Pædagogerne kan for eksempel hjælpe til, når eleverne har gruppearbejde, de kan trække en gruppe børn ud, som har svært ved dansk, og lave en særlig diktat med dem, mens læreren har resten af klassen. Pædagog­erne tager også med på ture og kan gå ind i projekter på skolen.
Også i inklusionsarbejdet spiller pædagogerne en stor rolle.
»Jeg har en dreng, der har svært ved at indgå i det normale skolearbejde, men hvis jeg sætter mig ved siden af ham, behøver jeg ikke gøre så meget mere. Jeg skal bare være der,« siger Katia Reinø.
Klubben har også gavn af, at pædagogerne har deres gang på skolen. Når flere børn kender pædagogerne fra klubben, er det mere nærliggende for dem at bruge noget af deres fritid der.
Og for pædagogerne er det en fordel, at de får et helhedsbillede af børnene.
»Vi kan bedre støtte dem her, når vi ved, hvilke problemer de har i klassen,« siger Vivian Breitner. »Hvis de er fagligt svage, så kan vi finde noget herovre, som de er gode til. Det sociale bliver nemmere for dem, når de har succeser her, som de ikke har i skolen,« tilføjer Katia Reinø.

Bekymrede pædagoger. Lige nu har pædagoger, lærere og ledelse travlt med at forberede skolereformen. Der er nedsat temagrupper om alt fra understøttende undervisning over teamsamarbejde til lokalefordeling. Men det er endnu uklart, præcis hvordan det ender i Furesø Kommune, som Værløse ligger i. Pædagogerne er inddraget, og der bliver også lyttet til deres input. Alligevel er de bekymrede for, hvad reformen kommer til at betyde for deres arbejde.
»Vi har været i klubverdenen i mange år, og det er jo det, vi er uddannede til og har lyst til. Det er det, vi glæder os til. Jeg havde forventet at lave det her resten af mit liv. Jeg havde fundet min plads. Hvad nu? Det er en kæmpeomvæltning,« siger hun.
Begge trøster sig med, at de har en rigtig god arbejdsplads med gode kollegaer i klubben. »Men enten går man ind i arbejdet med skolereformen og tager ja-hatten på, eller også må man finde noget andet at lave. Man kan vælge at se glasset som halvt fyldt eller halvt tomt,« siger Vivian Breitner. »Det er lige meget,« svarer Katia Reinø.
»Vær du glad for, at du har et glas, og at der er noget i det!«