Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 16 Børn&Unge som e-paper
LEDER. Bare det var valgår hvert år
Alligevel er det en bittersød sejr. For børn og pædagoger har fortjent, at området prioriteres hvert eneste år.
Af: Elisa Bergmann
Hvor vil du sætte dit kryds ved kommunalvalget den 21. november? Med forhandlingerne om kommunernes budgetter for næste år er valgkampen skudt i gang. Ingen politikere vil være uvenner med borgerne, og de viser sig fra deres bedste side og er mere end villige til at finde gode, brede forlig, der kan tilfredsstille de fleste. 
I BUPL observerer vi den tendens tydeligt. Efter flere magre år er der nu endelig udsigt til, at de fleste kommuner gør det, vi har råbt på i flere år – nemlig investerer i de tidlige børneår. Og det er godt, for pædagoger kan nu opleve at få flere kolleger. Kolleger, der er hårdt brug for, og med tanke på de 4.000 pædagoger, der mangler, hvis vi skal nå op på en forsvarlig minimumsstandard. 
Alligevel er det en bittersød sejr. For børn og pædagoger har fortjent, at området prioriteres hvert eneste år. Alle børn har ret til et godt børneliv med dygtige pædagoger, der ser og handler på børnenes behov. Samtidig er en ny, faglig og ambitiøs læreplan på vej, så et lille velment nøk i den rigtige retning er fint, men slet ikke nok. For hvad nu, når valget er overstået? Ser vi så frem til tre ørkesløse år, der forstærker den uhyggelige tendens, at et postnummer faktuelt er med til at afgøre et barns livschancer?
Forstå mig ret. I BUPL tager vi hatten af for de kommuner og politikere, der gør sig umage med at prioritere børneområdet. Men vi lader os ikke spise af med midlertidige kødben og lidt millioner hist og pist. BUPL er børnenes vagthund. Og vi holder fast i, at der er behov for en national investeringsstrategi, der sikrer varige midler til god kvalitet med anstændige normeringer og en høj pædagogandel. 
Du kan hjælpe til 21. november ved at sætte din stemme på et parti, der ikke kun prioriterer børnene i valgår, men hvert eneste år.