Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 21
BUPL MENER: Depression kan komme snigende – uforudset og uforvarende
Der er behov for, at psykiske lidelser som depression bliver anerkendt som en arbejdsskade. Det er en forældet tankegang, at det kun er et brækket ben, der gør ondt.
Af: Lasse Bjerg Jørgensen hovedkasserer
Da jeg læste de gode – men også barske artikler – om arbejdsrelateret depression, kom jeg til at tænke på mit eget arbejdsliv. Har jeg selv prøvet det? Gudskelov nej, og dog. For en del år siden, da jeg arbejdede i en integreret institution, døde et meget nært familiemedlem til et af børnene, i en meget ung alder. Jeg var institutionens repræsentant ved begravelsen, hvor jeg oplevede, at familien var glad for, at der var en til stede med et større overskud end dem. En, der ikke sørgede så kraftigt som dem, og som kunne tale med barnet uden at være så påvirket, som et familiemedlem er.Begravelsen blev smuk, men desværre for mig var det fredag eftermiddag og jeg havde ikke aftalt med mine kolleger, at jeg skulle mødes med dem bagefter. Dette anbefales jo ellers af alle sorg- og kriseeksperter, fordi det giver mulighed for at tale episoderne igennem med andre, der forstår ens situation. Jeg tog bare hjem alene, og da jeg stod i køkkenet, blev jeg ramt af en uendelig tom, men alligevel dyb, trist følelse afledt af oplevelserne ved begravelsen. Selvom det ikke endte i en depression, sad følelsen i kroppen i lang tid. Den største hjælp var at komme på arbejde om mandagen og tale situationen igennem med kollegerne.
Jeg fortæller historien for at vise, at pædagoger giver meget af sig selv for at løse opgaven med børnene. Det tætte samarbejde med andre pædagoger og dialogen med forældre kan slide så meget på psyken, at en depression desværre kan komme snigende. Uforudset og uforvarende.
Dette må vi have i baghovedet, når vi organiserer os og aftaler os frem til vilkårene på den enkelte arbejdsplads. Gudskelov er pædagoger gode til at hjælpe hinanden i forhold til ovenstående eksempel og andre eksempler – blandt andet gennem sorg- og krisehandleplaner, der efterhånden er udarbejdet på de fleste pædagogiske arbejdspladser. Der mangler dog et afsnit om, hvordan man tackler det interne samarbejdsklima mellem ledelsen og medarbejderne.
En anden hjørnesten er at bevare pædagogernes og ledernes indflydelse på eget arbejde både i dagligdagen og i MED-systemet. Vi ved, at fornemmelsen af at blive uretfærdig behandlet er en stor årsag til arbejdsrelateret stress. Den følelse kan nemt opstå, når forandringerne bliver ved med at skylle ind over området, og når kravene til, hvad man skal løse, er uoverstigelige, og der bare ikke er tid til at tale ordentligt med hinanden i hverdagen. Vi har brug for klare spilleregler og realistiske mål fra ledelsens side.
Endelig er der behov for, at psykiske lidelser som for eksempel ­depression bliver anerkendt som en arbejdsskade. Det er en forældet tankegang, at det kun er et brækket ben, der gør ondt. Det har Ankestyrelsen desværre ikke opdaget endnu.
Min indledende historie viser, at pædagoger evner at hjælpe hinanden, når oplevelser tærer på psyken. Den evne må vi systematisere, så det bliver vores største styrke i professionen, at vi skal investere så meget af os selv, til gavn for andre mennesker.