Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
Kagebagning skaber dialog
Det kan være svært at tale med børn om en svær følelse som dårlig samvittighed, men hvis det bliver blandet med lækre kager, kan det blive lidt lettere.
Af: Cæcilie Kallehave Jensen
Kagebagning er en hyggelig aktivitet for de fleste – og ikke mindst kagespisningen bagefter, men hvad gør man, hvis kagen smager lidt af dårlig samvittighed? Det tager Annette Sohn fat på med sin nyeste bog ’Asta Viola bliver kagetyv’. Bogen handler ikke kun om lutter lagkage, for Asta Viola er så glad for kage, at hun kommer til at tage op til flere stykker hjemme hos sin Tante Rod uden at have fået lov. Og så rammer den dårlige samvittighed, men den kan være svær at håndtere.

Hvorfor har du skrevet bogen?
»Jeg har selv en sød tand ligesom Asta Viola. Derfor var det oplagt for mig at skrive om den kageglade Asta Viola. Derudover tror jeg, at de fleste børn kender følelsen af at have gjort noget, som de ikke må, men ikke ved, hvordan de skal håndtere den efterfølgende dårlige samvittighed. Asta Viola synes i hvert fald ikke, at kagen og de nybagte boller smager helt så godt som før, da hun havde fået lov til at smage. Måske fordi hun er mæt, måske fordi hun er begyndt at få lidt dårligt samvittighed, men hvordan har man det, når man har dårligt samvittighed? Bogen slutter af med et spørgsmål om, hvorvidt børnene selv har oplevet nogen lignende, og så kan man snakke om det.«

Hvordan kan pædagoger bruge din bog?
»Den kunne give anledning til en god snak med børn om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvordan man kan reagere, hvis man kommer til at gøre noget, som man ikke må? Og må man godt gøre noget, man ikke må, hvis det ikke bliver opdaget? Det kan jo være, at børnene slet ikke har tænkt over, at Asta Viola har taget noget af kagen og skulle have dårlig samvittighed, men der kan man bruge spørgsmålene. Det kan forhåbentligt give gode snakke, som gør det til en positiv oplevelse at læse min bog og snakke om svære følelser. Bogen skal gerne skabe stunder med ro, nærvær og hygge for både børn og voksne, hvor man kan fordybe sig i dens univers. Det behøver ikke at tage lang tid, så derfor tager min bog cirka et kvarter at læse. Den er god som højtlæsning for børn, som skal øve sig i at sidde stille og lytte, men der er også tid til at snakke indimellem og kigge på tegningerne. Man kunne spørge børnene om, hvad en sød tand er, om de også har det, eller om de har prøvet at tage noget, som ikke var deres. Det kunne jo også være er stykke legetøj.«

Hvorfor handler din bog om kager?
»Der er noget hyggeligt over kager og forventningens glæde. Kagebagning kan være en rar aktivitet, som samler folk. Kager er bare godt at tage udgangspunkt i, for de fleste børn og voksne forbinder det med noget positivt. Der er også to opskrifter bag i bogen, som man kan prøve at bage, når man har læst og snakket om bogen. Og selv om bogen handler om kage, så husker Asta Violas mor jo, at de også skal spise grøntsager, så man kan også snakke om, hvad der er sundt og sundt.«

Om bogen
”Asta Viola bliver kagetyv” er en højtlæsningsbog for børn i alderen 4-7 år med kreative illustrationer, som Annette Sohn selv har tegnet. Bogen er bygget op af korte spørgsmål, som ligger op til dialog. Bogen er udgivet på forlaget Mellemgrad, og vejledende pris er 150 kroner.

Om forfatteren
Annette Sohn (f. 1968) er pædagog og arbejder til dagligt i en institution i Albertslund. Hun har arbejdet med børn i 25 år, hvor hun altid forsøger at skabe et legende børneunivers med plads til kreativitet og fantasi. Hun debuterede som børnebogsforfatter, da hun udgav ’Det fortryllede værelse’ i 2016.