Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 04 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Vi er fremtidens pædagoger
Mød Rana, Zeynep og Tristan, der alle er indvandrere og pædagogstuderende på Campus Carlsberg. De er klar til at indtage pædagogfaget, men er bekymrede for, om omverdenen kan lægge fordommene fra sig.
Af: Signe Skelbæk
Tristan Dupuis
Læser på 3. semester. Født i Frankrig. 39 år

Hvorfor vil du være pædagog?
»Jeg vil være pædagog, fordi jeg er uddannet som tegneserietegner fra Belgien, og jeg oplever, at børn er rigtig glade for at tegne og udtrykke sig gennem at tegne og fortælle. Jeg vil gerne arbejde med tegneserier og børn og måske uddanne mig til kunstinstruktør senere.«

Hvad kan du bidrage med i pædagogfaget?
»Jeg vil bidrage med at give børn mulighed for at udtrykke sig gennem medier og tegneserier. Jeg tror, at tegneserier kan få børn til at udtrykke, hvordan de forstår verden, og hvordan de har det indeni. Jeg vil hjælpe børn med at lære at udtrykke sig på deres egen personlige måde.«

Er du bekymret for, om din baggrund får betydning for dine jobmuligheder?
»Det er svært at sige. Jeg kan se, at samfundet har brug for os, så jeg er ret positivt indstillet. Jeg tror, at det er godt at have professionelle pædagoger, som vi jo er, med al den viden, vi har fra vores uddannelse. Vi mangler bare, at samfundet sætter pris vores arbejde. Det er nødvendigt at have gode pædagoger til at hjælpe børn med at blive gode internationale verdensborgere. Vi har brug for internationale pædagoger for at skabe internationale børn i en international verden.«

Zeynep Kilic
Læser på 2. semester. Født i Tyrkiet. 33 år

Hvorfor vil du være pædagog?
»Jeg vil være pædagog, fordi jeg føler, at jeg har kompetencerne til at give de kommende samfundsborgere noget godt. Jeg har så meget i mig, som jeg gerne vil videregive til børnene.«

Hvad kan du bidrage med i pædagogfaget?
»Mit personlige jeg, mit gode humør, min erfaring og viden og min kærlighed til de små børn. Man er enten født til at være pædagog, eller også er man ikke. Man kan ikke bare blive pædagog. Jeg kommer fra en anden kultur, og min baggrund har en meget bred værdi. Jeg tror, jeg kan gøre forskel, fordi jeg har en stor forståelse for børn med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg forstår dem.«

Er du bekymret for, om din baggrund får betydning for dine jobmuligheder?
»Jeg er bekymret for, om jeg kan blive fravalgt på grund af mit navn eller min kultur. Den frygt ligger så dybt i alle os, som har en anden etnicitet end dansk, men det er også den eneste bekymring, jeg har.

Rana Muayad
Læser på 1. semester. Født i Irak. 21 år

Hvorfor vil du være pædagog?
»Jeg vil gerne være pædagog, fordi jeg godt kan lide at arbejde med børn. Jeg interesserer mig meget for børns udvikling og vil gerne være en del af at se dem vokse og pludselig at kunne kravle, gå og tale.«

Hvad kan du bidrage med i pædagogfaget?
»Jeg kan bidrage med min omsorg. Jeg tror, det er en fordel, at jeg selv er tosproget. Med det håber jeg, at jeg måske kan gøre en forskel for tosprogede børn.«

Er du bekymret for, om din baggrund får betydning for dine jobmuligheder?
»Jeg er ikke så bekymret. Så længe jeg kan tale sproget, så skulle der ikke være noget problem for mig i at arbejde som pædagog. Men selvfølgelig er der nogle steder, hvor man kan opleve racisme, og hvor min baggrund måske kan stå i vejen for min uddannelse eller et job, men det kommer ikke til at stoppe mig.«