Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 05
Snævre budgetter: Kendsgerninger fra en daginstitution
To pædagoger fra Århus har skrevet sig ud af deres frustrationer over, at de er for få voksne og ikke kan yde det, de gerne vil. De har beskrevet almindelige situationer med børnene, og hvad det kræver af pædagogerne, for at vise, hvad deres arbejde går ud på
Af: Vibeke Bye Jensen
Et børnehavebarn kan få fem timers opmærksomhed om ugen fra en voksen, et vuggestuebarn får det dobbelte, og så er der ikke fratrukket den tid, som pædagoger bruger på for eksempel planlægning, forberedelse og afholdelse af ferie.
Det er de kolde kendsgerninger fra en daginstitution med 40 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn i januar anno 2006. Og det kan blive meget værre. For politikerne er tilsyneladende ikke færdige med at skære i institutionernes budgetter, og nedskæringer går ofte ud over det antal voksne, der skal tage sig af børnene, fordi det er lønkronerne, der reelt kan spares på. Da politikerne sidst ville skære med 300.000 kroner om året i Børnehuset Elmehøjs budget, valgte to af pædagogerne, leder Irma Bech Christiansen og pædagog Lisbeth Goul Schwartz at gøre en aktiv indsats for at give politikerne og andre indblik i det pædagogiske arbejde i en daginstitution. De har derfor skrevet rapporten "Kendsgerninger fra en daginstitution", hvor de har beskrevet det, de synes, er deres arbejde med børn fra 0-6 år.
"Rapporten er en måde at forholde sig til endnu en besparelse og en måde at komme videre på. Og så vil vi gerne forsøge at påvirke politikerne. For det er dem, der bevilger pengene og penge er det, der skal til, for at gøre forholdene bedre," siger Irma Bech Christiansen.
Lisbeth Goul Schwartz mener, at som det er nu, burde børn kun være fem timer om dagen i daginstitutionen, for det er det, normeringen rækker til. Men ofte er børn i daginstitution syv til ti timer om dagen.
"Med de kompetencer, man forlanger, at børnene skal have med sig, og det, vi skal gøre i den sammenhæng, er der ikke ressourcer til mere end fem timer om dagen," siger hun.
I rapporten skriver Irma Bech Christiansen og Lisbeth Goul Schwartz, at de gode intentioner i servicelov og pædagogiske læreplaner står i skærende misforhold til de penge, som man er villig til at bruge på daginstitutionerne: "... Det er for dårligt, at politikerne i et velfærdssamfund ikke vil prioritere anderledes. De børn, der i dag tilbringer 7-10 timer i daginstitution, er de samme børn, som en dag skal forvalte dette samfund. Hvem skal ruste dem til livet?"
Lisbeth Goul Schwartz svarer selv på spørgsmålet.
"Det skal forældrene, og det skal vi. Men forældrene arbejder meget, og imens er børnene her i mange timer i rum, hvor der er alt for mange børn og alt for få voksne. De krav, der stilles til daginstitutioner om at være andet end pasning, har vi svært ved at opfylde. Vi ville gerne, og vi kan godt med den uddannelse, vi har, men ressourcerne står ikke mål med forventningerne," siger hun.

Det umulige valg. "Da nummer to voksen kommer her til morgen har jeg 14 børn, hvoraf den ene er et handicappet barn, og så kommer der et barn, som har været syg et par dage oven på juleferien, og som lige skal vænne sig til at komme i børnehave igen efter 14 dage derhjemme. Det er et velfungerende barn, som ingen problemer har, men det har bare brug for at blive set som alle børn, komme på skødet og snakke lidt om julegaver. Det skal der bare være plads til, men det er ikke altid, der er det. For så slipper du måske det barn, som lige har været i mange konflikter, og man har sagt, at nu laver vi to noget sammen. Du skal træffe et umuligt valg," fortæller Lisbeth Goul Schwartz.
Irma Bech Christiansen og Lisbeth Goul Schwartz har bevidst ikke skrevet om alt det, de ikke kan nå, men om alt det, de synes, at de skal nå. Og alt det, som de med deres faglighed i rygsækken ved skal gøres, fordi det vil gavne barnet og dets familie. Men de er bekymrede for, at man på længere sigt med de ressourcer, man lige nu giver daginstitutionerne, får mange problemer. Allerede nu kan de pege på vanskeligheder med børn og unge, som kunne tyde på en for dårlig forebyggende indsats. De nævner de piger, der snitter i sig selv, de unge, der involveres i vold og kriminalitet, og de unge, der forsøger selvmord. De børn og unge kommer også fra kvarterer, som Skåde Bakker uden for Århus, hvor Børnehuset Elmehøj ligger, og hvor der per definition ikke skulle være sociale problemer.
"Vi ser børn, som ikke kan tåle et afslag, tabe i spil eller ikke være i fokus, og hvis de ikke allerede i børnehaven får kompetencer til at klare sådanne små nederlag, så bliver de jo senere, når de møder større modgang, lette at vælte af pinden. Det handler simpelthen om dårligt selvværd. Og det får vi ikke proppet nok af ind i børnene, for det kræver, at vi har tid til det tætte samvær med dem, og det har vi ikke," siger Lisbeth Goul Schwartz.
De børn, der ikke har fået tid med voksne, er præget af det hele livet, mener Irma Bech Christiansen.
"Hvis børn ikke får nok selvværd, så skal de vise sig for at få opmærksomhed, og vi ved jo, at selv dårlig opmærksomhed er bedre end ingen, så mange børn gør dumme ting, bare for at de voksne skal se dem. Hvis børnene hele tiden bliver rost for det, de præsterer, får de kun bygget et ydre vakkelvornt stillads op, som let kan vælte," siger hun.
Lisbeth Goul Schwartz fortæller, at pædagogerne ofte har ekstra samtaler med forældrene om børns manglende selvværd og om, hvordan man giver børn tryghed til at udvikle sig.
"Det giver blandt andet tryghed at få sat grænser for adfærd, men mange orker ikke eller vil ikke bruge den sparsomme tid, man har sammen, på at have konflikter. Det er altså en del af det, at opdrage et barn, at der er konflikter, men mange magter det ikke. Det gør det svært for børnene at navigere sammen med andre, når de ikke har lært basale sociale regler," siger hun.

Bare vi kunne have gjort noget mere. I Børnehuset Elmehøj er der altså ikke børn med sociale problemer, og Lisbeth Goul Schwartz mener, at der er alt for meget fokus på negativ social arv, for man glemmer alle de ganske almindelige børn, som også har vanskeligheder.
"Det er ikke kun børn med en social arv i bagagen, der begår selvmord, snitter sig selv, mobber eller får anoreksi, men det er der så meget fokus på, mens vi lukker øjnene for alt det andet. Er grunden mon, at skal man gøre noget for alle de almindelige børn, så koster det virkelig kassen. Jeg bliver ked af det, når vi sender et barn i skole, og jeg må tænke: "Bare vi kunne have nået at gøre noget mere". Det kan for eksempel være det barn, som driller de andre, eller som spiller fransk klovn. Vi ved, at det handler om manglende selvværd og vi ved, at vi kunne gøre noget ved det, hvis vi havde flere ressourcer," siger hun.
Lisbeth Goul Schwartz synes, det er svært at glemme det, der går galt, når man arbejder med mennesker.
"Jeg kan og vil ikke sige, at det var bare ærgerligt, at der ikke var tid til at arbejde mere med de børns selvværd, når jeg ser dem senere og hører, at de har problemer i skolen. Det er ikke sådan, at jeg får depressioner af det, men jeg har det med mig, og det er måske en af grundene til, at jeg har været med til at skrive den her rapport," siger hun.
Rapporten kan købes for 50 kroner ved henvendelse til Børnehuset Elmehøj på tlf. 8627 7507.


Indsats tager tid

"Et barn savner sin mor, græder og har svært ved at få dagen til at fungere med kammeraterne og de krav, der stilles. Pædagogen hører og ser barnets gråd, spørger til årsagen, sætter ord på barnets følelser, taler med barnet om følelsen og giver desuden fysisk kontakt ved at tage barnet op på skødet. Pædagogen bliver sammen med barnet, er bevidst om nødvendigheden af, at barnet har voksenkontakt et stykke tid. Pædagogen holder øje med barnet og er opmærksom på, om der senere er behov for støtte. Denne indsats krævede den pågældende dag 1 1/2 times samvær med barnet. Som barn har man krav på denne omsorg. Som forældre har man krav på, at der er tid til at give denne omsorg. Som pædagog har man krav på at have tid til at give den."
Ovenstående er et af fire eksempler, som Lisbeth Goul Schwartz og Irma Bech Christiansen har valgt ud til rapporten.
De andre tre eksempler handler om:
Et barn, der driller og har svært ved at komme med i legene, en forældre, der bliver alvorligt syg, og et barn, der ikke giver udtryk for sine ønsker og behov.
Desuden har de lavet en liste med 19 situationer, der kræver en indsats fra pædagogerne.
En indsats, der tager tid. Det er blandt andet: Barnets udvikling, barnet, der bider, barnet med mange timer i institutionen, barnet med taleproblemer, barnet, der altid vil være i centrum, det for tidligt fødte barn, barnet, der bliver sent renligt, barnet, hvis forældre skal skilles, forældre, der er usikre på opdragelse, og forældre i krise.


En dag i Børnehuset

I rapporten har pædagogerne Irma Bech Christiansen og Lisbeth Goul Schwartz beskrevet en morgen, to formiddage og en eftermiddag i Børnehuset. Vi bringer her et eksempel på en formiddag i den ene børnegavegruppe med 20 børn hvoraf de to er handicappede. Hvert barn med handicap udløser minimum 15 pædagogtimer per barn per uge:
Et af børnene med handicap skal til svømning sammen med en voksne kl. 8.15. En anden voksen laver specialpædagogik i forhold til det andet barn med handicap og to legekammerater. Den tredje voksne er nu alene med stuens øvrige 16 børn. Børnene har det samme behov for voksenstøtte i forhold til udvikling og udfordringer, omsorg og nærvær som de andre dage, men...
Øvrige arbejdsopgaver, der foregår om formiddagen:
Forberedelse til forældresamtaler
Møde med/henvendelse til eksterne samarbejdspartnere
Skriftligt arbejde (henvisninger til PPR, renskrive referater etc.)
Lave Kuno Beller (udviklingsbeskrivelse af børn, tager cirka tre timer)
Lave Individuel Specialpædagogisk Forudsætningsanalyse (en beskrivelse af barnet med handicap samt en handleplan for barnet, tager cirka otte timer)
Forberedelse af pædagogisk tilsyn (den pædagogiske konsulent kommer og ser institutionen og holder møde med personalet. Hvert år har sit fokuspunkt, som personalet skal fortælle om, hvordan de har arbejdet med. Det kan for eksempel være overgange fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole)