Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
FORSKNING. I kan gøre meget mere for de udsatte børn
Danmark er på mange måder en god rollemodel, når det handler om velfærd og værdier, siger den amerikanske Nobelprismodtager i økonomi James Heckman. Men i forsøget på at styrke udsatte børn bør vi fokusere langt mere på forældrene og på samspillet mellem hjem og daginstitution, siger han.
Af: Helle Bjerre Christensen
Den amerikanske økonom og Nobelprismodtager James Heckman er interesseret i Danmark. I vores livsstil, i vores værdier og i det danske velfærdssamfunds princip om børnepasning til alle samt gratis uddannelse og adgang til sundhedsydelser.
For ham har Danmark længe stået som et samfund, der bedre end de fleste har formået at udligne økonomisk ulighed. På mange måder et foregangsland.
Og når han er på café under sine besøg i Aarhus, nyder han at observere, hvordan forældre og børn omgås og hygger sig med hinanden.
»Danmark virker som et rigtig fredeligt og familieorienteret samfund. Og meget rigt i den forstand, at I har en god selvforståelse, kultur og livsværdier. Jeres livsstil er ekstremt opmuntrende og udvikler menneskeligt potentiale,« siger han.
James Heckman taler med Børn&Unge i telefon fra sit kontor på universitetet i Chicago, hvor han arbejder som centerleder og professor. En af hans mange øvrige kasketter er formand for Trygfondens Børneforskningscenters Advisory Board ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Det bringer ham til Danmark et par gange om året, og her har han udviklet et tæt samarbejde med Rasmus Landersø, seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed. Sammen arbejder de på en række forskningsprojekter om udsatte børn og deres familier, og derfor er den danske forsker også med på linjen denne sene eftermiddag – hvilket vil sige Chicagotid – for i København, hvor Rasmus Landersø befinder sig, er det på grund af en tidsforskel på seks timer snart nat.

Her halter det. Professor Heckmans interesse for social mobilitet og udsatte familier går mange år tilbage. I sin forskning har den 73-årige økonom inddraget den danske velfærdsmodel, der i USA bliver trukket frem som et forbillede.
»Den danske velfærdsstat ses af mange politikere her i USA som Paradisets Have og som noget nær det ideelle. Ikke kun demokraten Bernie Sanders, men også republikanere, guvernører og medlemmer af Kongressen har nærstuderet det danske system. Derfor er det interessant for amerikanerne at finde ud af, hvad der foregår i Danmark,« siger James Heckman.
Og derfor er det kommet bag på den amerikanske Nobelprismodtager, at vores samfund i hvert fald på ét punkt ikke har vist sig bedre end det amerikanske: Til at motivere ufaglærtes og lavtuddannedes børn til at tage en videregående uddannelse.
Heckman og Landersø sammenlignede sidste år den sociale mobilitet i USA og Danmark og forventede, at den skattefinansierede danske model med ’gratis’ uddannelse ville sikre, at flere børn af ufaglærte i Danmark ville få en uddannelse end børn af ufaglærte i USA, hvor muligheden for uddannelse afhænger af legater, lån og opsparing.
Men de nåede frem til, at danske børn af ufaglærte forældre i lige så høj grad som amerikanske børn af ufaglærte springer den videregående uddannelse over. Og det på trods af, at de danske børn, der klarede sig dårligst, når de fik testet deres kognitive evner, trods alt klarede sig bedre i testen end de amerikanske børn, der lå i bunden.
Betydningen af den familiemæssige baggrund er blevet undervurderet, mener forskerparret.
»I det mindste set ud fra et økonomisk synspunkt er det ikke en nyhed, at folk med kort uddannelse og dermed også ofte en lav indkomst betaler relativt mere for den gratis uddannelse og SU i Danmark, fordi de bruger uddannelsesmulighederne mindst. Vi kan have alverdens gratis uddannelser, men hvis det kun er nogle børn, der har evnerne til at melde sig til disse uddannelser og gennemføre dem, så gør de måske ikke så meget godt i forhold til social mobilitet,« siger Rasmus Landersø og tilføjer:
»Det bør give anledning til en substantiel debat om, at vi i Danmark nok er i stand til at redistribuere indkomst, men at vi ikke kan redistribuere evner. Evner er noget, vi bliver nødt til at udvikle fra en tidlig alder. Og resultaterne rejser virkelig nogle spørgsmål om, vi gør i Danmark, og hvor det i virkeligheden er.«

Motor i forskningen. I Danmark kommer næsten alle børn i et dagtilbud, hvilket giver pædagogerne en vigtig rolle i at stimulere, støtte og udvikle ikke mindst udsatte børn. Men der skal altså mere fokus på hjemmets rolle, understreger begge forskere.
»Alt, hvad der foregår i børnehaven, kan enten blive understøttet eller undermineret af, hvad der foregår eller ikke foregår derhjemme,« siger James Heckman og fortsætter:
»Da Rasmus og jeg begyndte at sammenligne social mobilitet i USA og Danmark, var vi overraskede over, hvor vigtig en rolle den familiemæssige baggrund spiller selv i Danmark. Forældrene er stadigvæk meget betydningsfulde, og deres valg af nabolag, legekammerater, skole og daginstitution kan have en stor indflydelse. Hele kernen ligger i at forstå familiens struktur og betydning.«
Begreber som ’menneskeligt potentiale’, ’evner’ og ’familie’ er motoren i den amerikanske Nobelprismodtagers forskning. For ikke blot de evner, vi er udstyret med fra fødslen, men også vores chance for at udvikle evnerne som små, har stor betydning for vores muligheder som voksne. Og det har en væsentlig indflydelse på samfundsøkonomien.
I 2013 dokumenterede Heckman i et forskningsprojekt fra North Carolina, at en tidlig pædagogisk indsats af høj kvalitet overfor socialt udsatte børn og deres forældre kan give et økonomisk afkast på helt op til 13 procent.
Det gavner samfundsøkonomien, når børnene klarer sig bedre i skolen, har bedre helbred, udvikler en bedre intelligens og får en bedre uddannelse, fordi slutproduktet er en mere produktiv og veluddannet arbejdsstyrke.
Og med den overraskende ringe sociale mobilitet i uddannelsessystemet i Danmark bliver det kun endnu mere aktuelt at styrke børns evner.
»Jeg er interesseret i udviklingen af de menneskelige egenskaber, der er en vigtig del af den moderne økonomi. De fleste baserer deres indkomst på deres evner. Og evner spiller en stor rolle i forståelsen af, hvor forskelligt livet falder ud for forskellige mennesker,« fortæller James Heckman.

Penge og kvalitet. I dagtilbudsreformen, som er ved at finde sin form, er der afsat 580 millioner kroner over de næste fire år til en styrket indsats. Sociale normeringer skal sikre flere pædagoger i 100 vuggestuer og børnehaver i de mest udsatte områder, og der skal mere fokus på læring og trivsel.
Men seniorforsker Rasmus Landersø pointerer, at en sådan indsats ikke nødvendigvis vil nå frem til de familier, der har mest brug for den.
»Penge er ikke lig kvalitet. Det kræver, at de ekstra beløb medfører bedre læringsmiljøer og muligheder for, at børn uagtet baggrund kan udvikle sig. Samtidig er det også afgørende, hvordan pengene bliver fordelt – om de går til ’alle’ børn eller primært til udsatte grupper, eller om de reelt set har helt andre modtagere end børnene,« siger Rasmus Landersø.
De to forskere efterlyser et større opgør med det danske princip om en ens tilgang til alle.
»I bestræbelserne på at behandle alle ens risikerer man at ende med at give dem, der i forvejen var de stærkeste, mere, fordi de er bedst i stand til at udnytte hjælpen. Det er i vid udstrækning et politisk spørgsmål, om man vil gå væk fra den universelle måde, vi gør tingene på i Danmark,« siger Rasmus Landersø.
Ved vi overhovedet nok om, hvad det vil sige at være udsat?
»Nej, det mener jeg ikke. Når vi taler om udsatte, har vi ikke så gode måleredskaber, som vi kunne ønske os. At forstå værdien af miljøet i hjemmet og at forstå værdien af at understøtte kontakten mellem barn og forældre, så de kan knytte bånd, er stadigvæk forskningsmæssigt meget uudforsket. Det burde være politisk højt prioriteret,« siger James Heckman.
Pædagoger vil gerne styrke dialogen med forældrene, men føler sig jo ofte presset af lave normeringer. Hvordan tackler de det dilemma?
»Ressourcer og kvalitet går selvfølgelig i et vist omfang hånd i hånd. Du kan ikke bare udtømme alle ressourcer og forvente, at tingene glider glat. Men vi bliver nødt til at indse, at selv med de ressourcer, vi nu har, kan vi godt fremme kvaliteten,« siger James Heckman og understreger, at det heller ikke bare handler om at sende penge efter lærere, pædagoger og forældre.
»I virkeligheden handler det om at forstå, hvad det vil sige at være udsat, og hvordan man effektivt kan ramme udsatheden og kompensere for den. Hvis du skærer helt ind til benet, er de programmer, der altid viser sig mest effektive, dem, der er målrettet forældre og forældrenes understøttelse af deres børn.«

Rollemodeller. Med respekt for den særlige faglighed, som pædagoger besidder, mener James Heckman, at almindelige borgere kan supplere indsatsen for udsatte familier ved at optræde som rollemodeller og støttepersoner.
»Rundtom i verden – i Irland, Colombia og Jamaica for eksempel – er der programmer, hvor almindelige kvinder tager hjem til moderen og lærer hende, hvordan hun skal interagere med sit barn og tilbyder elementære forældreråd. De lærer moderen at lege med barnet, for eksempel at male i malebog sammen. Det er rigtig effektivt og ikke særlig udgiftstungt at opsøge en familie en time om måneden eller hver anden uge. Hvis de kan gøre det i Colombia, hvor der er jungle og indtil for nylig guerillakampe, så kan man også gøre det Danmark.«
James Heckmans indtryk af Danmark som et velfærdsforbillede er blevet tilføjet en ny skepsis, men har samtidig skærpet hans interesse for den danske model.
»Mange amerikanske fortalere for tidlig indsats i barndommen er blevet oprevet over at høre, hvor stor en rolle familiebaggrunden stadigvæk spiller i forhold til social mobilitet i Danmark. De er virkelig foruroligede. For de håber at kunne udvikle sig hen i retningen af der, hvor Danmark befinder sig med universelle ydelser til alle. Og jeg har sagt til dem: Baseret på mit arbejde med Rasmus, er det ikke sikkert, at vi har lyst til at gå den vej i USA. Med hensyn til spørgsmålet om social mobilitet må vi nok tænke lidt dybere og anderledes over, hvordan vi opnår det mål. For mig er det ikke en fordømmelse af Danmark. Jeg bliver bare mere og mere interesseret i, hvad der foregår.«

Heckmans berømte kurve
Det er lettest at styrke og stimulere de såkaldte bløde evner og sociale færdigheder hos helt små børn. For det er som små, at vi er mest modtagelige og påvirkelige. Med Heckmankurven har den amerikanske økonom James Heckman dokumenteret, at samfundet får det bedste økonomiske afkast ved at investere i en tidlig indsats over for de 0-5-årige børn. Det er med andre ord både mere effektivt og billigere for samfundet at forebygge. Intelligens og sociale evner, der udvikles tidligt i et barns liv, er afgørende for, hvordan vi klarer os som voksne. Og ved at styrke børns evner til at kunne samarbejde, være opmærksomme og vise udholdenhed får de en bedre chance for at opnå succes i livet i form af bl.a. bedre uddannelse, sundhed og beskæftigelse. Omvendt er teenagegraviditeter, kriminalitet, dårligt helbred og frafald på ungdomsuddannelser ifølge James Heckman blevet forbundet med manglen på netop disse evner. Hans budskab er: Evner avler evner. Og motivation avler motivation.
Kilde: heckmanequation.org

Om forskerne
Nobelpristageren James Heckman er professor i økonomi og jura. Han underviser på Chicago University i USA, hvor han er stifter og leder af Center for Economics of Human Development. Hans forskning om betydningen af en tidlig indsats og de økono­miske gevinster betegnes som banebrydende.
Rasmus Landersø er seniorforsker ved Rockwool Fonden. Han har været tiknyttet James Heckman på universitetet i Chicago. Hans forskning koncentrerer sig om social mobilitet, relationen mellem skole og familie, kriminalitet, afsoning og rehabilitering.

Om Heckmans forskning
I et projekt fra 2012 sammenligner James Heckman førskoleprogrammer fra North Carolina, der på forsøgsbasis i 1970’erne havde tilbudt ekstra støtte til en gruppe afroamerikanske børn fra udsatte familier. Der blev også sat ind på at styrke børnenes kognitive og socioemotionelle evner. Gruppen af børn, der havde fået ekstra støtte, blev fulgt, frem til de var 35 år, og konklusionen var klar: De børn, der havde modtaget ekstra støtte og pasningstilbud af højere kvalitet, klarede sig markant bedre både i skolen og som voksne end børnene fra kontrolgruppen.
Kilde: heckmanequation.org