Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 08
For pengenes skyld
Politikerne vil vide, hvad de får for pengene. Derfor er dokumentation og evaluering stormet frem på daginstitutionsområdet. Nogle forskere og eksperter mener, at det er dyrekøbt viden.
Af: Vibeke Bye Jensen
En international evalueringsbølge er som en tsunami skyllet ind over Danmark og Norden inden for de seneste 10 år. Årsagen er, at politikkerne vil vide, hvad de får for de mange penge, der investeres i offentlig velfærd. De vil også vide, hvordan de får mest mulig kvalitet for pengene.
Professor Katrin Hjort fra Syddansk Universitet har tidligere undersøgt kommunale evalueringsprocedurer for BUPL's forskningsmidler. Hun mener, at eva­lueringerne blandt andet har vundet indpas i den offentlige sektor som følge af New Public Management, der stammer fra den private sektor og nu er havnet på gulvet blandt almindelige mennesker.
"To modeller ligger til grund for evalueringerne. Den ene kommer af den neoliberale tankegang, hvor velfærdsydelser klarer sig bedst på markedspræmisser, privat drevet og privat finansieret. Det har der aldrig været politisk opbakning til i de nordiske lande, for vi har jo været så glade for vores offentlige sektor. Den anden model kommer fra konkurrencestaten, hvor investeringer i velfærd gerne skal give et økonomisk output. Og den model er vi påvirket af," siger hun.
De lovmæssige evalueringer i forhold til de pædagogiske læreplaner stritter indtil videre i alle retninger, mener Katrin Hjort. Det er ikke lykkedes kommunerne at skabe standardiserede evalueringer, som gør det muligt at sammenligne indsatserne, sådan som de er forpligtet til ifølge dagtilbudsloven.
"Der har været så mange protester fra de fagprofessionelles side, at man ikke bare har kunnet gøre det. Derfor bygger mange af de systemer, der cirkulerer, på nogle af de idéer, som har ligget i den pædagogiske faglighed som fortællinger, Marte Meo og billeddokumentation. Dem bruger man til evalueringer, men på andre måder, end de oprindeligt har været tænkt. Derfor virker de løsrevne og er ofte ikke til at bruge," siger hun.

Alle bliver målt og vejet. Steen Nepper Larsen, lektor på DPU, Aarhus Universitet, er enig i, at den store udbredelse af en eva­lueringskultur i de pædagogiske institutioner handler om at få 'value for money'. Eva­lueringerne er desuden styrings-, kontrol- og tjekinstrumenter, som måler effekter. Evalueringer tilskynder de professionelle og brugerne, som kan være alt og alle lige fra børn til universitetskandidater, til at have et refleksivt forhold til alt, hvad der sker i praksis. Steen Nepper Larsen synes ikke, at det udelukkende er positivt.
"Offentligt ansattes arbejdskraft og aflønning skal være pengene værd. Derfor kan pædagoger ikke bare sige, at børn skal lege, eller at de har godt af at komme på ture. Der skal tal på bordet," siger han.
Det værste ved evalueringer er ifølge Steen Nepper Larsen, at de er parret med kontrol- og mistillidsprocedurer.
"Mennesker i den offentlige sektor ved, at de bliver kigget på udefra og bedømt. Men samtidig skal de bedømme sig selv og dem, de har med at gøre, og brugerne skal bedømme de ansatte. Alle bliver bedømt, vejet og målt. Men var der ikke det store eksterne blik, ville man have tillid til, at systemerne kunne styre og iagttage sig selv. Desværre bygger vores offentlige sektor ikke på tillid til dens egne professionelle udøvere," siger han.
Hver lille børnehave er beskrevet i hoved og røv, mener Steen Nepper Larsen. For en børnehave er ikke bare en børnehave. Nej, det er netop den børnehave med en helt speciel måde at gøre tingene på. Det er et tegn på en overordnet markedstænkning, at man får alle institutioner til at profilere sig, og de bliver en service, som 'kunderne' kan vurdere og købe.
"Man er ikke interesseret i at vide, om børnene er glade, med mindre man kan lave en kalkyle over, hvor meget glade de er. På den måde ødelægger man de offentlige institutioner og underminerer deres raison d'être (grund til at være til, red.)," siger han.


Hjælper til udvikling. Ikke alle er kritisk indstillet over for evalueringer. Maj-Britt Høybye Hansen, områdechef på Danmarks Evalueringsinstitut - EVA, er i sagens natur en af dem. Hun mener, at evalueringer skaffer nødvendig viden om de pædagogiske institutioners kvalitet og profil.
"Vi lever i et samfund, hvor der efterspørges viden og resultater. Hvad virker, hvad virker ikke, og hvordan virker det? Samtidig vil jeg som borger gerne vide, om den institution, jeg vælger, er god til sit arbejde," siger hun.
Lovgiverne vil også gerne kende virkningerne af deres tiltag og effekterne af udviklingsprojekter. Derfor er de blandt andet blevet evalueret af EVA. Maj-Britt Høybye Hansen kender kritikken af, at den viden, der produceres i de mange udviklingsprojekter, ikke bliver brugt til noget, men det er netop EVA's opgave at gøre resultater og viden fra udviklingsprojekter tilgængelig.
På det mere individuelle plan er flere og flere pædagoger blevet optaget af at reflektere over, hvad der virker i deres arbejde, mener Maj-Britt Høybye Hansen,
"Jeg tror, at det er blevet en naturlig del af hverdagen," siger hun.
Maj-Britt Høybye Hansen ved godt, at andre ser evalueringer som en kontrolfunktion, men hun ser mere evalueringer som en udviklingsfaktor. Og som sådan mener hun, at de er vigtige og brugbare.
"Hvis man vil gøre mere for udsatte børn, og man laver forskellige indsatsforsøg eller udviklingsprojekter, er det vigtigt at evaluere, om de tiltag virker i praksis," siger hun.

Magten væk fra pædagogerne. Evalueringsbølgen ramte pædagogerne med indførelsen af læreplanerne i 2004, mener Jan Kampmann, professor på Roskilde Universitet og forsker i barndom, ungdom og familieliv. Indtil da stod det pædagogerne frit for at definere deres arbejdsindhold som den eneste gruppe på arbejdsmarkedet.
"Men i takt med, at andre, der ikke er til stede i institutionernes dagligdag, overtager definitionsmagten, må de sikre sig, at der bliver arbejdet med retningslinjerne. Som en konsekvens af læreplanerne kommer der følgekrav i form af dokumentation og evalueringer," siger han.
Da de pædagogiske læreplaner blev indført, mente mange, at læreplanerne og den øgede dokumentation ville være med til at højne pædagogernes status.
"Nu er der en knap så entydig opbakning blandt pædagoger til det synspunkt, fordi de har opdaget, at så meget løft i status gav det heller ikke. De kan i hvert fald ikke se det på den løn, de får, og heller ikke i respekten, for der skæres jo hele tiden ned," siger han.

Dyrt og tidsrøvende. Rasmus Willig er lektor i socialvidenskab og har skrevet bogen 'Umyndiggørelse' om den kritik og umyndiggørelse af pædagoger, der efter hans mening fører til stress, sygdom og udbrændthed. Rasmus Willig synes, at evalueringskulturen har taget overhånd, og han er især meget kritisk i forhold til de mange penge, der puttes i evalueringsindustrien. Evalueringssystemerne koster ofte mere end selve den ydelse, de er sat til at vurdere. Der ville så blive råd til flere pædagoger, hvis man holdt op med at bruge så mange ressourcer på evalueringer.
"Det er et klassisk paradoks, fordi man har en god intention, der fører til en utilsigtet konsekvens, nemlig at man får mere og dyrt bureaukrati ud af det," siger han.
Men det er endnu værre, at evalueringerne også har ført til kritik og mistillid i forhold til de offentligt ansatte, mener Rasmus Willig.
"Hvis man ser på alt det, der går under betegnelsen evalueringer, akkrediteringer, procedurer og standarder, så er det en ret simpel model for kritik. For hver gang man svarer 6 i stedet for 10, så er man potentielt 4 dårlig. Man kan altid blive bedre i den type skemaer. Og så snart man har besvaret et skema, er der nye på vej," siger han.

Tilbage til pædagogerne. Niels Glavind fra Bureau 2000 har gennem mere end 20 år beskæftiget sig med analyser og kvalitetsudvikling på daginstitutionsområdet, og han har netop udgivet bogen 'Hvordan går det egentlig på gul stue?', der handler om, hvordan pædagoger kan bruge evalueringer til noget fornuftigt. Han mener ikke, at det er et problem, at pædagogerne skal evaluere. Problemet er, at de skal evaluere meget, der ikke handler om deres pædagogiske praksis.
"Der har været en generel tendens til, at man skal have professionel ledelse, og det betyder, at forvaltningschefer og andre djøf'ere bestemmer, hvad der skal evalueres. De har brug for at legitimere deres arbejde og dokumentere, at der sker noget på området. Pædagogerne skal generobre evalueringerne og bruge dem til at udvikle kvaliteten i faget," siger han.
I Danmark har man afstået fra at lave en fælles rammeplan.
"Det betyder, at pædagogerne skal opfinde den dybe tallerken igen og igen og hver for sig. Det gør det svært for dem at vide, hvad de skal evaluere, og hvilke redskaber de skal bruge. I stedet får man en halv evaluering, der mere er kommunal benchmarking, som ikke er forbundet med hverdagen. Og det er ikke smart," siger Niels Glavin.