Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Farvel og tak. Kærlighed til børn har styret mit liv
Stig Broström har arbejdet med pædagogik i mere end fire årtier. Han har haft stor indflydelse på pædagogikken. Men nu er det tid til, at han går på pension.
Af: Maja Hansen
Professor Stig Broström har kæmpet på de pædagogiske frontlinjer i snart et halvt århundrede. Bølgerne er gået højt, når han har diskuteret med sine kolleger, og hans arbejde han fået stor indflydelse på den pædagogiske praksis. Nu er han blevet professor emeritus. Det, vi på godt dansk kalder pensionist.
Man kunne fristes til at tro, at en mand, der gang på gang har leveret resultater inden for pædagogikken, ville have et ego på størrelse med Rundetårn. Men det indtryk får man ikke, når man møder op på Stig Broströms lille kontor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) i Emdrup.
Et bord og stolesæt, der ville have passet fint ind i en børnehave, er placeret inden for døren. Det er dog ikke de stole, gæster sidder på. De får nemlig kontorets gode, bløde stol. Da Stig Broström har hentet friske forsyninger af kaffe, er han klar til at fortælle, hvorfor han blev så forelsket i pædagogikken, og hvorfor den kærlighed har holdt hele livet.

Tabte mit hjerte. Stig Broströms pædagogiske arbejdsliv begyndte allerede i midten af 1960’erne, hvor han blev optaget på Gladsaxe Seminarium for Fritidspædagoger. »Dengang blev man optaget på baggrund af en samtale med rektor. Karakterer betød ikke så meget, samtalen var afgørende for, om man blev optaget. Rygtet sagde, at man bare skulle sige, at man elsker børn, så ville man komme ind. Vi gjorde grin med det dengang, men kærlighed til børnene er hele omdrejningspunktet for mit arbejde med pædagogik.«
Stig Broström var oprindeligt uddannet reklamefotograf, og derfor var det et stort skift, da han valgte at arbejde med pædagogik.
»I slutningen af 1960’erne troede man på, at pædagogik kunne ændre verden. Det blev jeg optaget af og kom i forpraktik på et fritidshjem for spastisk lammede og handicappede børn. 10 minutter efter var jeg solgt. At være sammen med børn var så berigende, interessant og spændende, og jeg var vældig fascineret af det. Efter min pædagog­uddannelsen blev jeg ansat som pædagog på et fritidshjem, og jeg blev senere leder af en børnehave. Jeg tabte hurtigt mit hjerte til børnehavebørnene.«
Stig Broström tog på studieture til østeuropæiske børnehaver og kom hjem med et overflødighedshorn af inspiration og idéer. Især børnehaverne i det tidligere Østtyskland (DDR) fascinerede ham. Ud fra disse besøg skabte han idéen om den strukturerede pædagogik.
»Kært barn har mange navne. Dengang kaldte vi det dialektisk struktureret pædagogik eller marxistisk pædagogik. I dag taler man om målrettet pædagogik, og udgangspunktet er, at børn på den ene side har stort råderum og mulighed for selv at være aktivt handlende. På den anden side skal de bringes i aktiviteter, hvor de ser og oplever noget, de ikke selv kan skabe eller opfinde. Det store dilemma gennem de sidste hundrede års pædagogik er at finde balancen.«

Et pendul. Stig Broström ser pædagogikkens udvikling som et pendul, der svinger fra side til side.
»I 1970’erne svingede pendulet mod den strukturerede pædagogik, hvor vi måske havde for meget struktur. I 1990’erne svingede pendulet tilbage til en vækstorienteret, antiautoritær pædagogik. Det kaldte vi dengang for selvforvaltningspædagogik. I 2004 fik vi læreplanerne, og dermed har vi måske bevæget os tilbage til pendulets første position, hvor vi risikerer, at der bliver for meget planlægning. Men mange pædagoger har børnenes perspektiv med, når de planlægger, så jeg vil ikke sige, at det altid bliver for struktureret.
I Danmark har vi en tendens til at gå til yderligheder, men med pædagogiske læreplaner har vi måske fundet en god mellemvej.«

Bølgerne går højt. Som fortaler for struktureret pædagogik repræsenterer Stig Broström den ene side af det pædagogiske spektrum.
Ikke alle hans kolleger er enige i, at struktureret pædagogik er den bedste pædagogiske tilgang. Derfor går bølgerne nogle gange højt, når de diskuterer pædagogik. Men ikke så højt, at det har ført til uvenskaber i den pædagogiske forskerverden.
»Jeg har haft pædagogiske modstandere, men mange af mine modstandere er jeg på rigtig god fod med og har et venskabeligt forhold til. Som jeg opfatter det, har jeg ikke efterladt negative spor efter mig. Vi har diskuteret og fejdet, men altid på en kammeratlig og ordentlig måde.«
Er der nogle af dine kolleger, du har været særligt uenig med?
»Jan Kampmann og jeg er ofte blevet sat til at være uenige, især i pressen eller til pædagogiske debatter. Som Jan selv siger: Når der skal skabes gang i den, så inviterer man Stig og Jan til at diskutere, for så er man næsten sikker på, at der kommer lidt ballade. Altså konstruktiv pædagogisk ballade. Vi har nogle grundpositioner, vi kan skændes lidt om, men altid kammeratligt.«
Når man ikke er bange for at kaste sig ud i en god diskussion, kan man også komme til at fortryde en ting eller to i løbet af et langt, aktivt arbejdsliv.
»Jeg har fortrudt mange ting. 1970’erne var de store bevægelsers tid, hvor vi diskuterede pædagogik med voldsomme armbevægelser. Det blev kaldt for den store nordiske, pædagogiske retningskrig. I mit engagement – eller man kan også sige i min hidsighed – var jeg hurtig til at kritisere andre. Vi gik til den, og det var på den ene side vældig udbytterigt og bidrog til, at vi flyttede os. Men jeg har da fortrudt, at jeg ikke altid havde besindighed nok til at reflektere over det, jeg kritiserede, for det var jo også fuldt af kvalitet. Det behøver ikke at være enten/eller, men jeg fortryder, at jeg ikke var mere nænsom i min kritik.«
»Heldigvis har jeg et fint forhold i dag til alle dem, jeg kritiserede, og som kritiserede mig. Vi kan stadigvæk kritisere hinanden. Det er vigtigt, at man kridter skoene og står fast på sine pædagogiske standpunkter, men det er også vigtigt at kunne se de andres perspektiver. Det er vi selvfølgelig blevet bedre til. Men vi skal blive ved med at have klare standpunkter og diskussioner, så alt ikke bare bliver en blød grød.«

Noget at byde på. Stig Broströms lille kontor er godt fyldt op. Børnekunst og billeder af børnebørnene pryder den ene væg. Den modsatte væg er dækket fra gulv til loft med bøger om pædagogik, som han har samlet gennem sin karriere. Nogle af dem er så falmede i ryggen, at det begynder at blive svært at genkende dem. De har været vidner til et langt og travlt arbejdsliv.
Som professor emeritus får Stig Broström mindre travlt, og han kan derfor lægge noget af sit arbejde på hylden. Men han kommer ikke til at kede sig af den grund.
»Jeg løber, sejler kajak og nyder fritiden sammen med min kone, børn og børnebørn, venner og bekendte. Jeg fotograferer også stadigvæk. Jeg er nok en gammel reklamefotograf, som aldrig har lagt kameraet på hylden, men i stedet for reklamefotografi tager jeg nu socialrealistiske fotos og naturfotos. Desuden læser jeg romaner, går på kunstudstillinger og studerer så ofte, som det kan lade sig gøre. Jeg arbejder også stadigvæk på et par pædagogiske projekter. Så dagene kan sagtens blive fyldt ud.«
Selvom Stig Broström skruer ned for arbejdsmængden nu, håber han at kunne blive ved med at bidrage til det pædagogiske felt.
»Jeg kan se gode rollemodeller, som er fagligt aktive langt oppe i 80’erne. Så hvis helbredet holder, og man har noget at sige, og nogen gider høre på det, er der ingen grund til at lægge arbejdet helt på hylden. Det er jo en integreret del af mit liv, og jeg kan ikke lade være med at tænke på pædagogik. Det trænger sig på, hvis jeg har radio og tv tændt, for der er dagligt pædagogiske historier i medierne. Jeg lægger også mærke til pædagogikken, hvis jeg går forbi nogle børn, som er på tur med deres pædagoger.«

Greatest hits. Efter at have været en del af den pædagogiske forskningsscene i så mange år kan Stig Broström se tilbage på sit arbejdsliv og fundere over, hvad han er mest stolt af. Hans ’greatest hits’.
»Hvert projekt, jeg har været med til, har været interessant og berigende for mig. Det, jeg selv har sat mest pris på, er, når jeg i samspil med pædagoger og børn har udviklet den eksisterende pædagogik. Det har også betydet noget for børnene og pædagogerne.«
»I 1970’erne arbejdede jeg sammen med Børnehave 6 i Helsingør om udviklingen af den strukturerede pædagogik. Det var i stort omfang med til at forme min pædagogiske bevidsthed og vel også min karriere – et ord, jeg ikke bryder mig om. Og det havde stor betydning for mig. Efterfølgende projekter har også haft stor betydning, især projekter, der har involveret børn. Det betyder meget for mig at have børn som informanter, fordi de er eksperter på deres eget liv. Børn skal have indflydelse, men forskningsmæssigt skal børns stemmer også lyde. Jeg synes, det er en succes at få børn til at være medforskere ved at lade dem interviewe deres klassekammerater, så vi ikke bare forsker på børn, men også forsker sammen med børn.«
I det lille kontor er den store viser på uret nået hele vejen rundt. Det er blevet tid til at tale om noget, som Stig Broström ikke bryder sig meget om at snakke om: Hvilken indflydelse han har haft på pædagogikkens udvikling.
»Det, jeg hører andre sige, er, at mit arbejde sammen med mine kolleger og pædagogerne har haft en indflydelse. Når man læser pædagogikhistorie i de nordiske lande og internationalt, mærker man også, at den danske stemme, min og andres, har betydet noget. Vores stemme er bare en blandt mange, men vi har haft indflydelse.«
Stig Broström taler hellere om pædagogernes indflydelse end om sin egen.
»Det er sikkert udmærket, at jeg og så mange andre har beskæftiget os med pædagogik, men det afgørende for pædagogikken er, om pædagogen selv har noget at byde på og er i stand til at give kærlighed til børnene. Kærlighed til børnene er hele omdrejningspunktet.«
Også for din karriere?
»Også for min karriere, hvis man kan holde ud at tale om sådan en.«

Om Stig Broström
Stig Broström er uddannet pædagog, cand.pæd. og har en ph.d. i småbørnspædagogik. Han er professor emeritus ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet. Her har han ledet forskningsenheden Barndom, Læring og Didaktik. Han har også været med til at udforme masteruddannelsen i dagtilbuds- og indskolingsdidaktik. Han har forfattet mange bøger og artikler om især daginstitutionspædagogik og skolestart. Han er skaber af den strukturerede pædagogik, der var den mest benyttede pædagogik i danske daginstitutioner op igennem 1970’erne og 1980’erne. Den handlede om, at pædagogerne skulle udføre aktiviteter med børnene, der gav dem kompetencer, de kunne bruge videre i livet.