Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2006 Nr.: 31
Nedskæringer; Børnene sparer man da ikke på!
I tidsrummet mellem klokken 15.00 og 17.00 på BUPL's kampagnedag den 12. september blev der på Kultorvet i København uddelt 4000 protest-postkort, som skal sendes til tatsministeren. Flere end hver anden forbipasserende tog imod et postkort. Børn&Unge standsede dem, der underskrev kortene, og dem, der gik forbi
Af: Trine Vinther Larsen
Klokken 15.01
Pia Mortensen, arbejdsløs, mor til to:

"Hvor mange postkort må jeg sende? Og må jeg godt tage nogle med ned i børnehaven," spørger Pia Mortensen, da hun har lagt sit protest-postkort til Anders Fogh Rasmussen i BUPL's kampagne-postkasse på Kultorvet i København.
Hun vil hellere end gerne protestere imod de nedskæringer, som hun hver dag oplever konsekvenserne af, når hun afleverer sine to børn i børnehaven i Nansensgade i København.
"Hele tiden er der nye vikarer, og børnehaven har også måttet afskedige pædagoger," siger hun om sin motivation for at skrive under på BUPL's protest-postkort.
Hun er arbejdsløs, men har ofte brug for at kunne gøre brug af daginstitutionens weekend-åbning.
"Men nu ser det ud til, at man også vil tage det fra mig," siger Pia Mortensen, der aldrig nogensinde kunne drømme om at stemme på Venstre ved næste valg.

Klokken 16.06
Sidsel Jönsson, 24 år, studerer grafisk design:

Sidsel Jönsson bryder sig ikke om stats-minister Anders Fogh Rasmussen (V). Hun er helt pinlig over den politik, regeringen fører, siger hun. Og derfor vil hun gerne protestere. Hun har også mindre følelsesladede argumenter.
"Vi har så mange penge i Danmark, så hvorfor ikke bruge dem på det vigtigste: Råstoffet. Man sparer da ikke på børnene eller på uddannelsessystemet," siger Sidsel Jönsson, der også er påvirket af de konsekvenser regeringens politik har haft for hendes venner.
"Jeg har venner, der læser til pædagog, og som det her går ud over, og jeg har også venner fra den fri ungdomsuddannelse, som ikke har kunnet få lov at fuldføre deres uddannelser, fordi de er blevet lukket ned af regeringen," siger hun.

Klokken 16.22
Kirsten-Marie Kolding, 63 år, førtidspensionist:

Hun kom til verden i en lille Nørrebro-lejlighed, og som datter af en rengøringskone og en alkoholikerfar, ville Kirsten-Marie Kolding traditionelt set stemme mere rødt, end hun gør. Men måske stemmer hun på Venstre, fordi det liberale parti prædiker, at hver enkelt har ansvar for sig selv. I hvert fald stemmer den ideologi overens med, at Kirsten-Marie Kolding selv sørgede for at få sig en uddannelse og siden et arbejde, først i bankverden og så i forsikringsbranchen, og nu bor hun i hus i Hornbæk og læser kunsthistorie på universitetet.
"Jeg går ind for, at man i videst mulig omfang skal tage ansvar for sit eget liv," siger hun, men poster alligevel et protest-postkort til Anders Fogh Rasmussen.
"For mig handler det her ikke om partifarve, men om, at man skal huske at holde, hvad man lover," siger Kirsten-Marie Kolding.

Klokken 16.40
Signe Vincentsen, 25 år, og Anita Bursøe-Larsen, 26 år, begge er pædagoger på barsel:

De to pædagoger på barselsorlov går med hver deres barnevogn gennem byen. Signe Vincentsen har konsekvenserne af nedskæringerne på daginstitutionsområdet helt inde på livet. Hendes datter skal snart starte i vuggestue, ligesom hun selv skal tilbage på arbejdet i en anden vuggestue.
"Forældrene har selv bleer og mad med til børnene, og i institutionen er der mange ting, som godt kunne trænge til en kærlig hånd. Møblerne er meget slidte, og legetøjet er mindst ti eller tyve år gammelt," siger hun.
Anita Bursøe-Larsen oplever, at de i specialinstitutionen, hvor hun arbejder, har lidt flere midler at gøre godt med, men også her er de ramt af stramme budgetter.
"Der er mange udfordringer i sådan en institution, og man skal forny sig som pædagog, men uddannelsesbudgettet er på 6000 kroner om året og rækker kun til, at en enkelt medarbejder kan komme afsted i få dage," siger hun.
Begge savner de bedre løn og arbejdsvilkår.
"Hele tiden er der flere opgaver, vi pædagoger skal udføre, men vi får hverken pengene eller tiden til det. Vi skal bare løbe stærkere og slider os selv ned for en lille løn," siger Anita Bursøe-Larsen, der stemte på Venstre en gang, da hun var "ung" og "ikke vidste bedre", som hun siger.

Klokken 16.59
Sidste cyklist, der afviser underskriftsindsamlerne, stoppes af Børn&Unge.
Hvorfor ville du ikke skrive under?
"Jamen, jeg har sendt det postkort, jeg kunne klippe ud af annoncen i min avis," siger manden.

Læs hvad andre forbipasserende sagde på www.bupl.dk