Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 03
TEMA. JOB I UDLANDET: Karsten fandt lyset i Norge
Karsten Jensens lys for enden af arbejdsløshedens tunnel blev et job i det nordligste Norge. Han ser kun sin kone hver 6.-7. uge, men føler sig aldrig ensom. Lønnen er i top, og når han vender hjem, vil husgælden være betalt. Børn&Unge har besøgt Karsten Jensen i Nordnorge og hørt hans livs eventyr.
Af: Trine Vinther Larsen
Computeren er tændt. Internettet kører. Samtaleprogrammet Skype er åbnet, og i et lille webkamerafelt på computerskærmen kan pædagog Karsten Jensen nu se billedet af sig selv. Det store felt, hvor samtalepartnerens billede skal tone frem, er stadig sort.
Det er 16. december 2011, klokken er 9.45. Karsten er nybarberet, og han har nystrøget skjorte på. Sådan som det hører sig til, når man skal til jobsamtale. Også selvom samtalen foregår hjemme i ens egen stue.
Om et kvarter vil de ringe på Skype fra Birtavarre Børnehave i Kåfjord Kommune i Troms i Nordnorge, 2.500 kilometer i lige luftlinje fra Karsten og hans kone Kirstens hjem ved Vejle.
Karsten sidder klar til at fortælle et ansættelsesudvalg, hvorfor han har søgt det ledige job som afdelingsleder i børnehaven i den lille by Birtavarre.
Byen har kun 350 indbyggere og heraf 21 børn fra knap to år til seks år. Alle børnene går i Birtavarre Børnehave.
Ikke engang den menige nordmand kender Birtavarre, som ligger nordligere, end vejrudsigten på nationalt norsk tv viser. På landkortet ligger byen cirka midtvejs mellem Polarcirklen og Norges nordligste punkt Nordkap, lige der hvor Europavej 6 skærer et 30 kilometer dybt hak ind i fjord- og fjeldlandskabet for herefter at fortsætte videre rundt langs Kåfjordbugtens bredder og tilbage til den lige vej nordover.
Karsten og Kirsten passerede stedet første gang i 2002 på en af deres utallige ferier i området. Turen gennem Kåfjordbugten oplevede Karsten mest som en irriterende omvej på vejen mod Nordkap. Han havde aldrig troet, at netop det sted skulle blive hans karrierevej 10 år senere.
Men da Karsten i juni 2011 blev fyret fra sit arbejde som leder i en børnehave i Vejle Kommune, som dengang indførte områdeledelse og dermed gjorde mange ledere overflødige, kunne han ikke finde arbejde i Danmark. Efter fire måneders lediggang skulle der ske noget.
»Jeg var ved at blive sur, gnaven og bitter. Det var Kirstens idé, at jeg skulle prøve i udlandet. Vi talte også om Grønland, men i Norge var jeg stedkendt og tryg ved kulturen, og så kunne jeg rejse hjem til familien på én dag. Jeg søgte tre job i Nordnorge og blev kaldt til samtale på de to,« fortæller den i dag 52-årige Karsten.

Uld og optimisme. Jobsamtalen med Birtavarre Børnehave gav pote, og en god måned senere kunne Karsten stige på flyet fra Billund til Tromsø via Oslo. Han havde afsat en lille uge til at installere sig i sit nye hjem, før han 1. februar 2012 skulle starte i årsvikariatet i børnehaven.
Med sig havde han en 23 kilo tung kuffert med varmt tøj og sin optimistiske tro på, at det nok skulle gå.
Da han stod ud af flyet i Tromsø, blev han mødt af minusgrader og skumringslys, til trods for at klokken kun lige havde passeret 12.
»Jeg kom i tvivl. Jeg havde efterladt min kone i Danmark og havde kun medbragt underbukser, alt mit uldne tøj og en enkelt hvid skjorte, hvis jeg blev inviteret i byen. ’Er det det rigtige, det her?’, spurgte jeg mig selv. Og da bussen mod Birtavarre i tre stive timer bare kørte længere og længere ud i mørket, tænkte jeg: ’Hvornår stopper det?’,« siger Karsten.

Velkommen til Norge. Bussen satte Karsten af ved indkørslen til Birtavarre bymidte, som består af et byggemarked, en husflidsforening, kirken og Coop-butikken, der får lidt konkurrence fra Joker-butikken ved benzinstationen.
Karsten havde hjemmefra betinget sig, at der stod et hus klar til ham. Hans udlejere, som bor i huset overfor, var de første til at byde ham hjerteligt velkommen med aftensmad.
»Jeg nærmest blæste over på den anden side af vejen, da Birtavarre den aften blev ramt af den værste storm i mands minde og frostgrader på minus 15,« fortæller Karsten.
Var vejret koldt, var menneskene i Birtavarre til gengæld varme. Alle i byen vidste udmærket, hvem han var, hvor han boede, og hvad han skulle arbejde med i det lille lokalsamfund. Og de ville hjælpe ham godt i gang.
»Da jeg købte brænde, gik der ikke mere end et kvarter, før der var bragt dobbelt så meget brænde op til min dør, som jeg havde betalt for,« fortæller Karsten.
Hjemme i Danmark var han formand for Dansk Knivforening, og i et nordnorsk samfund, hvor den oprindelige befolkning stammer fra fiskere, fåreavlere og samiske rensdyrdrivere, åbnede Karstens knivmagerhobby døre hos naboerne. Han meldte sig ind i husflidsforeningen, hvor en stor del af byens aldrende befolkning kommer for at strikke, filte, snedkerere og lave forskellige brugs- og kunstgenstande.
»Snart kom jeg i gang med at holde kurser i knivmageri. En ældre dame, som bor nede ad vejen, kom en dag forbi og spurgte, om ikke jeg ville færdiggøre hendes afdøde mands træskærearbejder for hende,« fortæller Karsten, som bruger cirka 40 timer på én kniv. Den første vinter i Norge fik han lavet 12 knive med skede i læder og skaft af poleret birkeknudetræ.
»Det er en god beskæftigelse, når tiden bliver lang,« siger han.

Computeren er livlinjen. Karsten har ellers ikke noget problem med den lange, mørke vinter i Nordnorge, hvor solen knap kommer op over fjeldene i perioden fra 19. november til 12. februar. Han befinder sig godt med sine egne tanker, som han siger, og har ikke brug for et fjernsyn, som kværner i baggrunden. Han er glad for stilheden, og bruger lørdagene på fisketure langs fjorden eller på vandringer på isfjeldskæden, som knejser 1.500 meter i vejret og fylder det meste af udsigten fra hans køkkenvindue. Computeren er hans livline ud i verden og hjem til Kirsten og deres to voksne døtre på 21 og 25 år. »Det er ikke altid, Kirsten og jeg kan få billede på, når vi skyper, men det er rart i det mindste at høre hendes stemme fortælle, hvordan dagen er gået« siger Karsten, der formår at være sammen med hustruen med cirka seks-syv ugers mellemrum. Arbejdsgiveren har stor forståelse for, at han har familie i Danmark, og at han vil holde ferie i forbindelse med jul, påske og andre helligdage.
»Det er min humørpille, at jeg altid ved, hvornår jeg skal hjem næste gang, eller hvornår Kirsten kommer herop,« siger han.

Lønnen betaler husgæld. Den første måned, før Karsten havde fået internettet op at køre, var hans mobilregning på 2.500 kroner, men ellers er det en god forretning for en pædagog at finde arbejde i Norge.
Som en af to afdelingsledere i børnehaven tjener Karsten månedligt 36.500 norske kroner, der er mere værd end danske kroner. Han betaler kun omkring 25 procent i skat.
Selvom afstanden til huset i Vejle er små 2.500 kilometer, betragtes Karsten som pendler. Hver gang han rejser hjem på besøg, får han 1,50 kroner pr. kilometer i fradrag minus en årlig egenandel på 13.200 kroner. Han får også et fradrag på huslejen, som er 3.800 kroner om måneden, plus et fradrag på 190 kroner pr. dag for dobbelt husførelse.
Det løber op. Og da byen – bortset fra campingpladsens grill i sommermånederne og kaffebordet, hvor de gamle mødes i Brugsen – ikke har forlystelsessteder som biograf, caféer og restauranter at bruge penge på, og der er 70 kilometer til større indkøbssteder, formår Karsten at sende 60 procent af sin månedsløn hjem til Danmark.
»Jeg har selvfølgelig ekstra udgifter forbundet med at have to husholdninger, men lønnen her betyder faktisk, at Kirsten og jeg kan afdrage så meget på huset i Danmark, at vi er gældfri om få år,« siger Karsten.
Han får foruden sin løn også et årligt fradrag på 15.000 kroner alene for at bosætte sig i det tyndt befolkede Nordnorge.
»Staten gør meget for at lokke folk hertil. Og er man for eksempel en almindelig børne­familie, er der til trods for de dyre dagligvarepriser også noget at komme efter. Har man studiegæld, eftergiver den norske stat 25.000 kroner af gælden for hvert år, man bor heroppe. Har man børn, får man fordoblet børnepengene,« fortæller Karsten.

Brug for pædagoger. I det tyndt befolkede Nordnorge er det svært at få en uddannelse, der er højere end folkeskoleniveau. Bor man i Birtavarre og ikke ønsker at arbejde i miner, på oliefelter eller med fiskeri og landbrug, skal man til Tromsø, der ligger 165 km sydpå, for at uddanne sig. Og de, der rejser fra byen, vender sjældent tilbage. Derfor mangler der i dag en hel generation af 40-50 årige i byen. Folk på Karstens alder.
Især mangler der uddannede pædagoger og skolelærere til at tage sig af de børn, som skal passes og i skole, og der mangler sundhedspersonale til at tage sig af byens gamle.
»Det er det samme overalt i Nordnorge. De er sultne efter frisk blod og faguddannet arbejdskraft. I børnehaverne har mange ikke den teoretiske pædagoguddannelse, det kræver at blive pædagogisk leder eller førskolelærer, og derfor er mange ansatte ufaglærte eller endda børnenes bedstemødre,« siger Karsten.
Med sin pædagoguddannelse fra Kolding Pædagogseminarium, sine 18 års leder­erfaring og et diplom i systemisk ledelse har han følt sig værdsat fra begyndelsen.
»Sådan noget som anerkendende pædagogik er nyt heroppe, og danskernes uddannelse har generelt ry for at være på forkant, god og solid,« siger Karsten, der allerede fra første arbejdsdag i børnehaven fik lov til at vise sit værd.
Børn spiser sne om vinteren, og en dreng havde ved et uheld slugt en istap, som satte sig på tværs i halsen på ham. Et dask i ryggen hjalp ikke, så Karsten hev drengen hen over knæet og tog brandmandshåndtag på ham – det med at trykke på maven. Så kom istappen ud.
»Hvis ellers nogen havde været i tvivl, så vidste alle den dag, at der var startet en dansk pædagog i børnehaven. Dagen efter kom der chokolade fra forældrene, og forvaltnings­chefen sendte en e-mail med ordene: ’Det tegner jo godt’,« fortæller Karsten.

Sweatre og turgalskab. Karsten har kun positive ord om de dage, som har fulgt den første. Han kan savne et højere niveau af uddannelse i de nordnorske institutioner, men pædagogikken fejler ikke noget, og den adskiller sig ikke synderligt fra den danske, mener han.
»Men ser man på arbejdsvilkårene, har man mere tid til nærvær med det enkelte barn heroppe. Normeringerne er gode, og børnene kan nærmest umuligt komme i konflikt med hinanden, fordi her er så god plads både inde og ude,« siger Karsten.
Udenfor har legepladsen i Birtavarre Børnehave på grund af mørketiden lygte­pæle, der kan oplyse et dansk fodboldstadium. Gyngestativ og rutsjebane står urørt fra midt oktober til maj, når sneen har lagt sig over kælkebakken, og børnene frygtløse kaster sig ud over kanten på alt, hvad der kan glide eller køre – nylonmåtter, kælke, numsebræt og gravemaskiner. Eller de ruller bare selv.
Indenfor er børnehaven indrettet med to garderober. En kun til sweatre, uldundertøj, hjemmestrikkede vanter, sokker og huer. I den anden garderobe hænger ekstra flyverdragter, jakker og fodtøj. Det tager gerne en halv time at få tøjet på, men til gengæld er der ingen, som ikke vil ud.
»I Danmark kan det være svært at få børnene til at gå 500 meter ned ad en flad landevej, men heroppe er de turgale. De går gladeligt de første 1.000 meter op ad fjeldet,« fortæller Karsten, der som pædagogisk leder har fire timers ledelsesarbejde med at få vagtplan og budget til at hænge sammen, mens resten af hans ugentlige 37,5 timer går med børnene.
I den lille institution med 8 vuggestuebørn og 14 børnehavebørn har han dog også oplevet dage helt uden børn.
»Hvis far lige er hjemme fra boreplatformen i tre måneder eller fra fiskeri på Barentshavet, så ser vi ikke børnene. Det samme gælder sommerferien, hvor jeg næsten hver dag i juli kunne ringe til min kollega og sige: ’Der kommer ingen børn, bliv hjemme, og jeg tager på fisketur’,« fortæller Karsten, som kalder ’stress’ et ukendt fænomen i Nordnorge.
»Stress får man ikke her. Til gengæld skal man være lidt robust heroppe om vinteren, og vi har et sygefravær på 20 procent. Især om vinteren bliver mange tungsindige,«
siger han.

Next stop Mallorca. Karsten lider ikke selv af vintertungsind. Han bliver lige begejstret, hver gang han oplever at se nordlys, mens han ryger en smøg på verandaen. Og hver søndag klokken 12 tager han et billede ud over fjeldet for at vise sig selv og omverdenen, som følger ham på Facebook, at selv på dage uden solopgang, er der altid lys i mørket.
Sådan har han også oplevet hele rejsen fra at gå arbejdsløs hjemme i Vejle til at finde og få jobbet som afdelingsleder i Birtavarre. Han er glad for, at han tog af sted. Og han er ikke mæt endnu. Hans vikariat er netop blevet forlænget januar med, og han vil gerne blive længere.
»Jeg har allerede mange nye kompetencer på CV’et. I hvert fald har jeg skudt den med, at vi ældre pædagoger ikke er omstillingsparate, godt i sænk. Og så har jeg sat mig for heroppe at lære mindst 300 samiske gloser. Det er da en spidskompetence, som ingen andre danske pædagoger har,« siger Karsten.
Han griner lidt ad det selv, og hans kone siger også om ham, at han har Danmarks største lager af unyttig paratviden. I Norge er der blevet fyldt godt op på det lager, men Karsten mener, at det i hvert fald er noget, han engang kan underholde børnebørnene med.
Han har besluttet, at hvis der kommer børne­børn, så rejser han hjem. Ellers er planen og aftalen med Kirsten, at han kan tage et par år mere i Norge, men gerne et sted, hvor det er hurtigere at stige på et direkte fly hjem.
»Hvis jeg bliver, har vi råd til, at jeg kan gå ledig en periode, inden jeg kan gå på efterløn. Men jeg vil højst blive her i fem år, for herefter skal man blive norsk statsborger. Selvom jeg har polarfeber, er jeg dansk og skal blive gammel i Danmark. Om fem år har jeg måske også fået nok af Norge for en tid. I hvert fald vil jeg overveje at tage med Kirsten på ferie til Mallorca. Jeg er ikke soldyrker, men det skylder jeg hende vist, og det kunne måske være rart til en afveksling,« siger Karsten Jensen.

Nye spor. Fra 1. februar 2013 skifter Karsten Jensen vikariatet i Birtavarre ud med en fast stilling som pædagogisk leder i en børnehave i Målselv Kommune. Det ligger 120 kilometer sydvest for Birtavarre. Det var i Målslev, Karsten og konen Kirsten holdt deres første ferie i Norge.
’Jeg havner et sted, hvor vi har holdt ferier siden 1999. Jeg kender tre familier i området, og der er 30 km til nærmeste lufthavn’, skriver Karsten i en e-mail til Børn&Unge. Jobsamtalen til det nye job foregik selvfølgelig via Skype.

Om at arbejde i Norge:
Løn og skat: Lønnen for danske pædagoger er god i Norge. Ikke mindst jo længere mod nord, du bosætter dig. Det udløser nemlig særlige skattefradrag. Du får pendlertilskud, hvis du har ægtefælle og ekstra husholdning hjemme i Danmark. Indkomstskatten er cirka 25 procent. Lønnen forhandles lokalt, men i Stavanger, som er en af de kommuner, der netop nu mangler 100 pædagoger og pædagogiske ledere i børnehaverne, forsøger man at lokke pædagoguddannet arbejdskraft til kommunen med højere løn. En pædagogisk leder med 16 års anciennitet er således netop steget i løn til op mod en halv million norske kroner årligt. En nyansat i samme stilling vil fra december 2012 få knap 400.000 kroner.
Arbejdsforhold: Arbejdstiden er 37,5 timer, og pædagoger er som i Sverige medlem af et fælles lærer- og førskolelærerforbund (se ’Utdanningsforbundet.no’). Du skal have godkendt din uddannelse, kunne gøre dig forståelig på norsk og have en ren straffeattest og en børneattest.
Søg job: Som dansk uddannet pædagog kan du søge job som pædagogisk leder og få både ledelsesansvar og pædagogtimer med børnene. Ifølge Utdanningsforbundet vil der i 2018 mangle 14.000 faguddannede lærere og pædagoger i Norge. Ledige job kan findes på ’jobsafari.no’ – den norske pendant til jobindex. Søg på stillingsbetegnelserne ’pedagogisk leder’, ’førskolelærer’, ’fagarbejder i barnehage’, ’Daglig leder/styrer’. Stillingen ’barnehageassistent’ svarer til en dansk pædagogisk assistent.
Mere information: Du kan læse alt om at bo, arbejde og søge job i Norge på hjemmesiden ’norden.org’, der for alle nordiske lande linker til oplysninger om alt fra toldregler, skatteforhold, folkeregistrering, bolig og pension til medbragt bil og kæledyr.
Flere vil til Norge: Tal fra det norske Undervisningsministerium viser en lille’ eksplosion’ i antallet af danske pædagoger, som får godkendt deres uddannelse til at arbejde i Norge. I 2009 skete det for 3 pædagoger. I 2012 skete det for 20. Det tager seks til otte uger at få sin danske uddannelse godkendt. Utdanningsdirektoratet behandler ansøgningerne (udir.no), og ’Norwegian Agency for Quality Assurance in Education’ (nokut.no)sikrer, at pædagoguddannelsen matcher kravene.