Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 17
Man er ikke født med stil
Kropssprog, udseende og udstråling er det, vi kommunikerer med. Pædagoger og medhjælpere fik en stilmæssig aha-oplevelse på personaledag i Odder. To stylister fra Danmarks Radio jonglerede med stil og make-up og viste, hvilke signaler vi sender med vores udseende
Af: Hanne Lykke
Fordi man arbejder med børn, kan man godt klæde sig som en voksen,« siger stylist Signe Mogensen.
I dag er det ikke studieværter, der skal "dresses" op, men pædagoger, medhjælpere og tilsynsførende. De får en chance for at blive bevidste om, hvilke signaler de sender til forældre og kollegaer, med den måde de klæder sig og bruger make-up.
180 er mødt op til personaledag for det pædagogiske personale i Odder Kommune. Omkring 50 har valgt at komme forbi stylisterne Sanne Roesen og Signe Mogensen for at få gode råd og fif med hjem. Tilsyneladende er der ingen mænd, der har problemer med garderoben, for i stylist-workshoppen er det kun kvinder.

Stil i sandkassen. »I skal både være klædt på til sandkasseliv på legepladsen, en forældresamtale lidt senere på dagen og et bestyrelsesmøde om aften.«
Stylist Signe Mogensen har tilsyneladende ramt sagens kerne. Pædagogerne og især lederne rykker længere frem på stolen for at få råd om, hvordan de kan være klædt på til de forskellige arbejdssituationer, de befinder sig i.
Signe Mogensen fortsætter:
»Tøj kan bruges som et redskab, der gør, at man føler sig tilpas i en bestemt situation. De fleste direktører ved, hvor meget udseendet betyder og har altid en jakke og en ny skjorte hængende i skabet. Pædagoger kan lige så godt tage deres tøjvalg og de signaler, de sender, alvorligt og have supplerende tøj i personaleskabet. Til et møde kan tøj være med til at skabe et andet selvværd. Det kan eventuelt være at skifte joggingskoene ud fra turen på legepladsen til nogle sko med hæl på og mærke, hvordan man står bedre fast også på sine meninger, når man kommer op på sko med hæl på.«
En leder fra salen har to tørklæder med i tasken. Hun forhører sig, om hun kan friske sin garderobe op med dem.
»Kom her op,« siger stylisten.
I løbet af kort tid får hun piftet sit sorte tøj op med et af tørklæderne. »Faktisk kan tøj bruges som støttepædagog. Og husk lige, man er ikke født med en stil. Man skaber en,« siger stylist Sanne Roesen.
Der bliver nikket rundt i lokalet. De fleste af tilhørerne er meget afslappet klædt på i et par bukser og en trøje over.

Kommunikation. Signe Mogensen er klædt i et par cowboybukser, en lyseblå trøje, en lang brun jakke og et par støvler med hæl. Hun fortæller, hvor bevidst hun har valgt det tøj, hun har på i dag.
»Ord er kun syv procent af kommunikationen. Kropssprog, udseende og udstråling er det, vi kommunikerer mest med. Tøjet og make-up kan bruges til at fremhæve vores bedste jeg. Og kan være et redskab til at stive selvtilliden af med.«
Det er ikke stylistens mening at ruinere pædagogerne. Som om hun kender deres pengepung, slår hun på, at de skal købe en grundgarderobe. Eksempelvis et par sorte bukser og en sort jakke. Tilbehøret kan så skiftes ud i det uendelige - og købes på udsalg.
»Og det kan man så tage et par termobukser udover,« lyder et praktisk råd fra en af deltagerne.
Sanne Roesen overtager:
»Hvis man vil have en god afslappet snak med forældre, skal man ikke tage en postkasserød trøje på. Rød kan give konflikter. Vælg i stedet en blå farve - blå signalerer kompetence.«

Aha. Sanne Roesen fremviser en beautybox på størrelse med en værktøjskasse. For de ustylede deltagere er den næsten skræmmende.
»Man kan sagtens bruge make-up, selv om man arbejder i en institution. Det giver balance i det udtryk, man sender ud til omgivelserne. I skal vide, at det også er et valg ikke at gøre noget, inden man går ud af døren om morgenen. Og at det så er det signal, man videresender.
Sanne Roesen tager den store make-up pensel frem.
»Er der en, der vil have lagt make-up?«
Pædagog Karen Margrethe, der ellers aldrig bruger make-up, bliver den udvalgte. Sanne Roesen viser en makeup, der tager 20 minutter at lægge på og en tre minutters, hvis øjnene er løbet i vand på cyklen på vej til arbejde.
»Jeg klæder mig altid i praktisk tøj og bruger aldrig make-up. Jeg vil gerne signalere, at jeg er til en tur på legepladsen. Og det ville jeg ikke gøre i nederdel eller kjole,« siger Karen Margrethe.
Selv om Sanne Roesen har mange forskellige remedier fremme, ligner Karen Margrethe langt fra en farvelade. Tværtimod kommer der mange tilkendegivelser på, hvor flot hun er blevet efter sminkningen.
»Hvis tøj og make-up harmonerer, bliver man taget mere alvorligt og kan virke mere kompetent på sine omgivelser.«
»Vi kommer aldrig hjemmefra på mandag, lyder det fra tilhørerne, der har fået en stilmæssig aha-oplevelse.«