Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Verdens krige er blevet vores hverdag
Vi samler kræfterne for at sprede den viden, vi tilsammen har om, hvordan man bedst modtager flygtningebørnene.
Af: Lasse Bjerg Jørgensen hovedkasserer og medlem af BUPLs forretningsudvalg
Tilstrømningen af flygtninge er ikke længere bare noget, vi jævnligt støder på i medierne. Nej, nu er så mange mennesker flygtet fra krig og elendighed, at de fleste kommuner i Danmark modtager flygtninge. Det betyder, at også rigtig mange daginstitutioner, skoler og fritidstilbud modtager flygtningebørn.
For pædagogerne er krige og konflikter rundtomkring i verden og flygtningebørnenes oplevelser dermed blevet en nærværende hverdagskost.
Det er en alvorlig opgave, som pædagogerne står over for, da mange af børnene jo ikke ’kun’ har oplevet flugten, som for de fleste formentlig har været skræmmende nok i sig selv. En del af dem har oplevet krig, død, grusomheder og ødelæggelser, før familien måtte flygte ud af landet. Man må desværre se i øjnene, at konflikterne i for eksempel Afghanistan og Syrien nu har varet så længe, at mange af børnene ikke kender til andet end at leve i en konstant tilstand af frygt og kaos.
For pædagogerne, der skal arbejder med børnene i Danmark, kræver det en helt særlig opmærksomhed på at håndtere de traumer, som børnene kan have. Det er ofte hele familiens traume, de skal tage hånd om. Pædagoger er rustet til opgaven, men det særlige fokus, som flygtningebørnene har behov for, skal drøftes grundigt igennem både på kommunalt plan og i den enkelte institution.
I BUPL er vi opmærksomme på de store udfordringer, som institutionerne står med, og vi har blandt andet indledt et samarbejde med organisationer som Red barnet, der har et særligt kendskab til børnenes situation. Vi samler kræfterne for at sprede den viden, vi tilsammen har om, hvordan man bedst modtager flygtningebørnene. For at missionen skal lykkes, er det afgørende vigtigt, at de børn og de unge, der kommer hertil, bliver mødt med viden, varme og imødekommenhed. Og det er pædagoger jo eksperter i.
Men desværre foregår arbejdet i en oppisket politisk atmosfære, som man inderligt håber, at flygtningebørnene ikke hører om. Det kan næppe være sundt for et barn med ar på krop og sjæl at lægge ører til aggressive og bange danskeres frustrationer, for eksempel på Facebook. Den forråelse, der er sket i debatten om indvandrere og flygtninge i Danmark, bidrager ikke til, at opgaven bliver nemmere. For uanset hvad man mener om antallet af flygtninge, deres økonomi, smykker, traditioner og religion, ja, så er det altså børn, vi taler om her. Og alle børn har krav på tryghed, omsorg og udvikling. Hvis vi ikke giver flygtningebørnene en god start på livet og gør alt, hvad vi kan for at hele deres sår, kan det få store konsekvenser. Sociale problemer i kølvandet på traumerne eller problemer med identitetsforståelse kan betyde, at disse børn kommer til at stå uden for samfundet. Derfor er det hamrende vigtigt, at vi tager ekstra godt imod disse børn, både som samfund, faggruppe og individer.
Pædagoger er rustet til at påtage sig opgaven, og det bør være en væsentlig samfundsmæssig opgave at bakke op om dette arbejde.