Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 02 Børn&Unge som e-paper
Delebørn har brug for pædagoger
Vi hører om de dramatiske skilsmisser og konflikterne om børnene i pressen. Men de fleste skilsmissebørn ­lever gode børneliv på tværs af to familier. Alligevel har de brug for pædagoger, der er opmærksomme på dem og på, hvordan de trives, viser en ny ph.d-afhandling.
Af: Vibeke Bye Jensen
Hun har været skilsmissebarn, siden hun var to år, og hun skifter hjem hver fredag. Men det er i orden, for hun vil gerne bo hos både sin far og sin mor og deres nye familier. De supplerer hinanden og giver hende muligheder for at gøre forskellige ting. Særligt er hun glad for den nye papbror, som er kommet ind i fars familie sammen med hans nye kone. Hun ser ham som familie, selvom der ikke er biologiske bånd imellem dem.
De fleste skilsmisse- og delebørn klarer deres livsvilkår så godt, at man ikke skal se dem som stakler. Det mener cand.pæd., ph.d. Anja Marschall, som for nylig har forsvaret sin ph.d.-afhandling ’Kan børn deles? Børns perspektiver på hverdagsliv på tværs af to hjem’.
»Man skal se på det, de gør, hvordan de gør det, deres udfordringer og dilemmaer, men også de nye muligheder. Børnene taler selv om de ekstra familier, de får, som noget særligt, de aldrig vil være foruden. Det handler meget mere om relationer end om biologi, hvis man spørger børnene,« fortæller hun.
Hvis forældrene kan samarbejde, ser skiftene fra den ene familie til den anden ikke ud til at være et problem for delebørnene. Og børnene sætter ikke spørgsmålstegn ved deres situation, mest fordi den ikke er til diskussion, viser Anja Marschalls samtaler med 10 delebørn mellem 8 og 12 år.
»Som barn fungerer man i mange arenaer i dag: daginstitution, skole, fritidsjob og fritidsaktiviteter, så skiftet mellem to familier er blot én overgang blandt andre. Alligevel er skiftet mellem to hjem en særlig overgang, fordi der til den er knyttet stærke følelsesmæssige bånd. I familier, der samarbejder, ser disse skift ud til at foregå helt udramatisk, så barnet om fredagen kører hjem til far i stedet for hjem til mor efter skole og omvendt næste fredag. Mange forældre er blevet opmærksomme på, at barnet har de ting, det har behov for begge steder, så det ikke skal pakke hele sit liv ned hver fredag og flytte det til et andet hjem. Det gør skiftet nemmere for børnene,« siger hun.

Ingen ’voksne’ børn. Anja Marschall har kun snakket med familier, hvor der er et samarbejde mellem forældrene, og hvor der er fine aftaler og god praksis. Det er familier og børn, som forskningen ellers ikke har fokus på.
»Oftest ser vi kun bekymringsbørn for at konstatere og genbekræfte, at de har det svært,« siger hun.
Anja Marschalls pointe er, at delebørn ikke alle er bekymringsbørn, men at de også bidrager til, at deres anderledes dagligliv skal blive godt. Og at det er det gode og hårde arbejde, vi skal have fokus på, mener hun.
Som for eksempel pigen, der bor en uge ad gangen hos henholdsvis mor og far.
Selvom hendes familieforhold kan se uoverskuelige ud, mener Anja Marschall ikke, at man automatisk skal være bekymret for ­pigen. Hun udtrykker selv, at de to familier supplerer hinanden, og at det ville være ­kedeligt, hvis det var det samme begge steder.
»Hvis man ser negativt på det, kan man vel kalde hende tilpasningsdygtig, men jeg tror mere, at hun på linje med de andre børn i undersøgelsen, vælger at se det, hun gør, som et bidrag til, at hendes liv fungerer. Jeg har ikke set ’voksne’ børn eller andet, som kan kategoriseres som bekymrende, i hvert fald ikke i de familier, jeg har undersøgt. Og børnene synes heller ikke, at deres liv bør være genstand for bekymring,« siger hun.

Usynligt ’helle’. En tredjedel af alle danske børn er skilsmissebørn, og mange af dem er delebørn. Og selvom skilsmissen ikke ser ud til at volde dem vanskeligheder, skal fagpersoner som pædagoger alligevel forholde sig til, hvordan de kan støtte børnene bedst muligt, mener Anja Marschall.
»Undgå at gøre delebørnenes anderledes måde at leve på til et tabu, og vær pivåbne for at snakke om savn, omsorg for den forælder, der måske er ked af det, dårlig samvittighed over for den forælder, man ikke bor hos lige nu, forskellige regler, papsøskende, papmødre og papfædre. Inddrag barnets erfaringer i lege og aktiviteter, og gør det på en naturlig måde. Børnene vil ikke ynkes. De vil opfattes som helt almindelige børn, der lever lidt anderledes end andre børn,« siger hun.
Børnene ser selv det at være delebarn som en livspræmis, som de ikke kan ændre og derfor ikke omtaler som problematisk. Men de har brug for alle gode voksne – også pædagogerne – til at hjælpe dem med at få det til at fungere.
»Pædagogerne skal træde ind i privatsfæren og blive et tydeligt ’helle’ for delebørnene. Lige nu er pædagogerne et lidt usynligt ’helle’ for børnene. De kan med fordel tage den rolle aktivt på sig og være mere insisterende på at formidle barnets perspektiv. Ikke for at gå ind i konflikterne i forbindelse med skilsmissen, men for at have styr på, hvordan barnet har det i sit nye liv efter skilsmissen. Børnene ­siger selv, at de savner, at andre voksne, blandt andre pædagoger og lærere, forholder sig til deres hverdag. De vil gerne spørges om, hvordan det går,« siger hun.

Vær proaktive. 46 procent af alle par bliver skilt, så risikoen for, at man har skilsmissebørn i sin gruppe er ret høj. Anja Marschall holder kurser for pædagoger om skilsmisse- og delebørn. Hun ved, at pædagoger mangler redskaber til at ’træde over dørtærsklen til hjemmet’ uden at have følelsen af at blande sig unødigt.
Pædagoger skal melde sig proaktivt på banen og insistere på at få indsigt i, hvordan det går derhjemme, hvis de fornemmer på barnet, at der er uro i familien, mener Anja Marschall.
»Pædagogen skal henvende sig til forældrene og sige, at hun fornemmer, at noget er galt, og at hun ved, hvordan man tager hånd om børn i kriser og svære situationer. Svarer forældrene, at hun ikke skal snage, skal hun sige, at hun er nødt til at blande sig, når hun ser et barn, der ikke trives eller som vækker bekymring. Pædagogerne skal være børnenes hjælpere og formidle børnenes behov, hvis det kniber for forældrene at få øje på dem midt i deres egen krise,« siger hun.
Men en skilsmisse behøver ikke automatisk at være synonym med problemer, understreger forskeren.
»Pædagoger siger ofte, at ’han ser ud, som om han trives, men kan vi nu regne med det, for han er jo skilsmissebarn’. Men de ved jo, hvordan et barn reagerer, hvis det ikke trives, så de skal stole på deres faglighed,« siger hun.
Når det gælder forældrene, skal pædagogerne hverken agere mæglere eller terapeuter, men sørge for at sende dem til eksperter, der kan hjælpe dem, mener Anja Marschall. Hun ville ønske, at kommunerne gav skilsmisseforældre et tilbud om rådgivning, så de får vendt tvivlsspørgsmål og etableret et ordentligt fundament for at kunne samarbejde om børnene.

Om undersøgelsen
’Kan børn deles? Børns perspek­tiver på hverdagsliv på tværs af to hjem’ af cand.pæd., ph.d. Anja Marschall. Hun er ansat i Frie Børnehaver og Fritidshjem som pædagogisk rådgiver, særligt i formidling af forskning og viden til praksis.
Anja Marschall har snakket med 10 børn på 8-12 år. De bor alle i familier, hvor der er samarbejde og gode aftaler. Materialet er fremkommet ved, at hun har tegnet såkaldte livskort sammen med børnene for at vise, hvordan de gebærder sig i de to hjem, og hvem der befinder sig der.
Desuden har børnene indtalt deres betragtninger i hverdagen på en mp3-afspiller. Og forældrene er interviewet.

7 råd om skilsmisse- og delebørn
1. Vær centrale aktører i børnenes liv. I er et bindeled, når børnene bor to steder. I kan gøre underværker, hvis I påtager jer rollen aktivt.
2. Insistér på at få besked om, hvordan familien har etableret sig efter en skilsmisse. Formålet er at hjælpe barnet med at gebærde sig i det nye og anderledes liv.
3. Bland jer for at formidle barnets perspektiv og for at invitere forældrene til et sam­arbejde om barnet. Og insistér på, at forældrene søger hjælp til deres personlige problemer et andet sted.
4. Tabuisér ikke skilsmisse- og delebørn. Tal om deres udfordringer og muligheder, som man taler om mange andre ting i børnegruppen. Tænk over at have to huse, når man leger med dukke- eller legehus, så delebørns liv bliver almindeliggjort og naturligt.
5. Spørg, spørg og spørg til barnets hverdagsliv. Få barnet til at fortælle om hverdags­livet. Det giver kodeord til, hvordan barnet har det lige nu, og hvordan man bedst kan støtte. Det kan være en god idé sammen med barnet at tegne familien og de relationer, der er i barnets liv. På den måde får man barnet til at sætte ord på, hvor der eventuelt er vanskeligheder.
6. Hold forældrene fast på, at de aftaler, der er lavet for eksempel omkring afhentning, overholdes. Det gør ikke noget, at man er skrap og siger, at man ved noget om barnet, fx hvad en brudt aftale kan betyde. Og man skal insistere på, at man gør det for barnets skyld og ikke for at blande sig.
7. Lav en politik, der handler om, hvad man gør, og hvad man kan tilbyde skilsmissebørn og familier, både i institutionen og i kommunen.

Kilde: Anja Marschall