Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2013 Nr.: 22
BUPL MENER: Hvor går professionen hen?
Der er næppe tvivl om, at samfundsudviklingen i sig selv udfordrer den traditionelle fritidspædagogiske tilgang.
Af: Allan Baumann faglig sekretær
Nu nærmer årsskiftet sig, og det er en god lejlighed til at løfte næsen lidt over hverdagens ræs og overveje, hvor vi er, og hvor vi er vej på hen.
2013 har været præget af en kæmpestor forandringsproces: reformen af folkeskolen. Det har været folkeskolereform både her og der, og det har fyldt rigtig meget både for pædagogerne, som arbejder i skolen, og for vores arbejde i BUPL. Derfor kan det her ved årets afslutning været relevant at reflektere over, hvor kom vi fra, hvad vi opnåede, og hvilke konsekvenser reformen vil have for pædagogprofessionen.
Hvad har vi så opnået? Vi har fået lovfastsat en udfoldet pædagogisk opgave i skolen. Vi har med andre ord fået slået fast, at der er to hovedprofessioner i den danske folkeskole: lærerne og pædagogerne. Til gengæld kniber det gevaldigt med de økonomiske rammer, som skal sikre pædagogernes (og lærernes) tilstedeværelse. Reformen er ikke ordentligt finansieret, og resultatet er, at en række kommuner nu er særdeles kreative – i ordets negative betydning – med at omgå reformens intentioner om at skabe sammenhæng i børns liv, en rigere hverdag og bedre forudsætninger for at lære. Noget, der ikke mindst sætter fritidsinstitutionerne under pres, og det på trods af, at vi ved, at fritidstilbud med høj kvalitet både giver børnene en god hverdag og bedre karakterer i skolen.
Men ved siden af det konkrete, hvad betyder reformen så for vores professionsidentitet og forståelse? Risikerer vi at gå fra at være fritidspædagoger med et socialpædagogisk arvegods til kun at være læringsfokuserede assistenter for lærerne? Nogle ville sikkert ønske sig det sådan, og risikoen er naturligvis til stede, ikke mindst hvis økonomien forsætter med at overtrumfe folkeskolereformens gode intentioner.

Når jeg nævner det fritidspædagogiske, det socialpædagogiske samt det læringsorienterede, er det fordi, at disse tre tilgange sammen med det etiske aspekt udgør de væsentligste elementer i vores forståelse af pædagogprofessionen og af vores identitet som pædagoger. Den fritidspædagogiske tilgang har fokus på nuet, børnenes egne aktiviteter, deres leg, værkstedsorientering med videre. Den socialpædagogiske tilgang har fokus på det problemforebyggende, det inkluderende og det diagnostiske, hvor problemet definerer pædagogikken. Endelig har den læringsorienterede tilgang fokus på barnets og den unges fremtid og på forandringen, ’du er, hvad du skal blive’ sammen med en stor betoning af det didaktiske og metodiske. Spørgsmålet er, om folkeskolereformen rykker på pædagogernes forhold til disse tre tilgange?

Der er næppe tvivl om, at samfundsudviklingen i sig selv udfordrer den traditionelle fritidspædagogiske tilgang. Udviklingen generelt trækkes mod mere formålsbestemmelse og nytteorientering, selvom der også er modsatrettede tendenser. For eksempel er den pædagogiske opgave nu forankret i folkeskoleloven, hvor pædagoger anerkendes som en væsentlig faktor i forhold til folkeskolens udvikling.

At vi skal fastholde fokus på børneperspektivet, børns aktive deltagelse for eksempel gennem deres leg er i mine øjne eksistentielt for vores profession, men det er oplagt, at vi også kan arbejde mere systematisk og metodebevidst. Ligesom vi skal fastholde og udvikle vores teoretiske viden, skal vi også udvikle vores metodiske beredskab, så vi har et stort reservoir at vælge fra, når vi skal udøve det professionelle skøn i form af den rigtige pædagogiske indsats på det rigtige tidspunkt.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke bliver løbet eller lade os løbe over ende i folkeskolereformen. Vi skal fastholde os selv, og vi skal finde den rigtige balance mellem de forskellige elementer, som udgør vores identitet.