Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 16 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Jeg vil ikke i børnehave
Det er hverken trods eller et behov for at gøre opmærksom på sig selv, hvis et barn pludselig er ulykkelig over at skulle i institution. Det er et råb om hjælp, og det skal både pædagoger og forældre høre, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Af: Kurt Balle Jensen
Det sker lige pludselig: En aften græder barnet og siger, at det ikke vil i børnehave næste dag. Hvad nu? Du er da så glad for din børnehave.
Næste dag er barnet ikke til at få afsted, men det går ellers godt i institutionen, fortæller pædagogerne: Barnet leger med de andre børn og ser ud til at trives. Næste aften og morgen gentager det hele sig. Hvad sker der? Og hvad kan pædagogerne gøre?
Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen kender situationen, som hun betegner som almindeligt forekommende – i større eller mindre grad. Hun opfordrer pædagogerne til at skelne skarpt, når et barn ikke vil i dagtilbud.
»Det handler ikke om et barn, der en dag ikke gider gå i børnehave, men hellere vil være hjemme. Alle kan have en dårlig dag. Det handler heller ikke om barnet, der i selvstændighedsperioden sætter sig på gulvet og selv vil bestemme, hvilke støvler det skal have på, og om det skal i børnehave eller ej. Nej, det handler om det barn, der er ked af det, og som måske allerede om aftenen, når det bliver puttet, græder og siger, at det ikke vil i børnehave, og som om morgenen nærmest hager sig fast i dørkarmen. Her er vi et spadestik dybere. Her er barnets adfærd et råb om hjælp og udtryk for, at noget er galt. Og så skal pædagoger og forældre sammen finde ud af, hvad det handler om. De er børnenes advokater,« siger hun.

Se med hjertet. Margrethe Brun Hansen kan godt forstå, at det kan virke underligt for pædagogerne, hvis et barn ifølge forældrene er ked af at skulle afsted, når det i institutionen øjensynligt trives godt og er glad.
»Jeg kommer til at tænke på det, Ræven siger i bogen ’Den Lille Prins’: ’Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet’. Vi kan alle se glade ud og være triste indeni. Når barnet først er i institutionen, tager det sig sammen, og i legen går barnet over i en anden virkelighed og kan virke glad og optaget. Derfor er det så vigtigt, at pædagogerne får besked og kan være særlig opmærksomme på barnet og snakke med det, hvis noget er galt. Og det er der, hvis barnet har så stor modstand mod at skulle af sted. Så er der noget smerteligt, som der skal gøres noget ved,« siger hun.
Ifølge Margrethe Brun Hansen er der groft sagt to steder, som pædagoger og forældre sammen skal rette blikket mod: Det kan skyldes noget i institutionen, eller det kan skyldes noget i hjemmet.
»I begge tilfælde kan der være tale om en stor angst, der gør ondt i det lille hjerte. Bliver jeg igen udsat for det eller det i institutionen? Er min far eller mor der ikke mere, når jeg kommer hjem? Der kan være noget meget voldsomt i spil, når et barn reagerer og ændrer adfærd.«

Noget i institutionen. Er det noget hos os, det handler om? Ifølge børnehaveleder Inge Hansen sætter de i Dr. Louises Børnehus i Thisted (Læs: ’Vi kan godt forstå, at det hele er lidt øv’) et detektivarbejde i gang, når de hører om et barn, der har været ked af at skulle i børnehave. Og det skal man, hvis man vil finde ud af, om barnets modstand skyldes noget i institutionen, mener Margrethe Brun Hansen.
»Det kan være en forandring af dagligdagen i institutionen, for eksempel at bedstevennen er syg og væk længe. Det kan udløse modstand mod at komme i institutionen, men det kan også skyldes en for barnet alvorlig episode. Pædagogerne kan jo ikke se alt. Der kan være sket noget, som sætter sig fast i barnet, så det i en periode ikke vil i institution. Måske er der lige i forbifarten kommet en bemærkning fra et andet barn: Du er ulækker. Sikke noget grimt tøj, du har på – og så bliver der måske lige sparket til en togskinne. Eller der har været en meget elegant afvisning fra en pigegruppe, som pædagogerne ikke opdager. Det er umuligt at være overalt, og så kræver det noget detektivarbejde at finde årsagen,« siger Margrethe Brun Hansen.
Hun opfordrer til, at man tager snakken med børnegruppen.
»Her er det godt at få andre på banen ved at spørge, om de selv har oplevet at være ked af at skulle i institution: Trine var ked af at skulle i børnehave i dag, kender I det? Så kan man snakke sig ind på, hvad det er, der gør ondt, og Trine får måske mod til selv at komme frem med det, der aktuelt har gjort hende ked af det.«
Samtalen er vigtigt, også med det barn, der var ulykkelig over at skulle afsted, mener børnepsykologen. Barnet skal opleve, at følelserne tages alvorligt, og kommer der så et ’de andre er dumme’, kan det lede frem til en snak om, hvad det konkret handler om. Hvem er dum og hvorfor?

Noget i hjemmet. Pædagoger kan være en gave til forældre, når noget halter i familielivet. De kan være med til, at der løsnes op, fordi de kan videregive observationer af barnet, og de kan snakke med forældrene og med barnet.
»Ja, det er en ren guldgrube, hvis der er en god kommunikation mellem pædagoger og forældre. Det skal helst være sådan, at man fra institutionen kan spørge: Er der et eller andet galt derhjemme, for jeres barn hænger altså lidt? Så kan det være, at der kommer noget frem, og pædagogerne kan fortælle forældrene, at datteren eller sønnen altså er ret påvirket,« siger Margrethe Brun Hansen.
Selvom pædagogerne ikke mærker noget på barnet, kan de også spørge ind til det, hvis de ved, at barnet har haft modstand mod at komme i institutionen, og de ikke kan finde en årsag.
»Så får de måske at vide, at moren er noget fraværende, fordi mormoren er syg. Og det giver pædagogen mulighed for at snakke med barnet. Det kan også være, at der er problemer i ægteskabet, og også her kan barnet reagere ved ikke at ville i institution. Barnet er jo ’på arbejde’ i sådanne situationer og vil gerne gøre forældrene glade, og det er måske ligefrem bange for, at forældrene går fra hinanden, mens det er i institution. Det er helt normalt, at der kommer en reaktion, når forholdene ikke er, som de plejer at være, og den reaktion kan sagtens være modstand mod at skulle i institution. Det er vigtigt for pædagogerne at vide,« siger Margrethe Brun Hansen.
Hun mener, at pædagogerne skal gøre deres til, at det bliver naturligt for forældrene at informere dem, når noget i hjemmet kan have skabt reaktionen fra barnet.
»Det kan man gøre med et: ’Hvor er det godt, du siger det, så kan vi lige være ekstra opmærksomme på dit barn’. På den måde oplever forældrene, at der ikke er skygge af fordømmelse, men at pædagogerne tværtimod gerne vil hjælpe,« siger Margrethe Brun Hansen.

Sådan kan I tackle situationen

● Føl ikke skyld, når forældre siger, at deres barn ikke vil i institution. Heller ikke, hvis de antyder, at der må være noget galt med institutionen.

● Tillæg aldrig børn motiver, de ikke har. Børn vil gerne samarbejde. Hvis de pludselig er ulykkelige over at skulle i institution, skyldes det ikke et behov for opmærksomhed, eller at de vil drille forældrene. Der er en årsag, og det skal I gøre forældrene klart, så I sammen kan finde den.

● Tag en indledende samtale med forældrene, når deres barn starter i institution: I skal vide, at det kan gå godt i måneder, men pludselig kan det ske, at jeres barn meget ulykkeligt og bestemt erklærer, at det ikke vil afsted. Så skal I fortælle os det, for så er der en årsag, og den skal vi finde. Sammen.


Kilde: Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog.