Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 08
Svært at levere et godt stykke arbejde
Det er frustrerende at skulle hjælpe børn med særlige behov i en almindelig daginstitution, fastslår en erfaren pædagog. Der mangler ressourcer og ekspertise.
Af: Gitte Rebsdorf
Specialpædagog Christel Hovgaard er normalt ikke i tvivl om, hvordan hun skal gribe sit arbejde an. Hun er en erfaren pædagog, der gennem mange år har oparbejdet en særlig viden om børn med tale- og hørehandicap på specialinstitutionen Børnehaven Jægerhytten, som tidligere hørte under Københavns Amt.
Men hun arbejder ikke længere i specialbørnehaven Jægerhytten. Den blev nedlagt, efter at Albertslund Kommune overtog den fra amtet som følge af strukturreformen. I stedet har kommunen etableret Jægerhytten som almindelig børnehave på stedet. Institutionen rummer fem børn med forskellige handicap lige fra Downs Syndrom til autisme. De fem børn skal nu inkluderes i børnehuset.
Børn med autisme er ikke Christel Hovgaards speciale. Men alligevel er hun blevet kontaktpædagog for en treårig dreng med netop den lidelse.
" Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg giver ham den rigtige hjælp, og derfor har jeg kontaktet PPR for at få bistand fra en psykolog. De har så henvist til en anden psykolog, som kender til børn med autisme", forklarer hun.
At skulle lede efter ekspertbistand er uvant for den 52-årige pædagog. Da hun arbejdede i specialinstitution, var ekspertisen knyttet til institutionen. Sådan er det ikke længere. Nu er den spredt på mange forskellige institutioner. Og det er en ulempe, mener Christel Hovgaard.
"Jeg ved, at jeg inden for mit felt kan levere et godt stykke arbejde. Men jeg kan ikke bruge min ekspertise på samme måde længere," siger hun.

På en grøn bakketop. Albertslund Kommune gør ligesom så mange andre kommuner landet over. De inkluderer i stigende grad børn med særlige behov i almindelige daginstitutioner og nedlægger specialinstitutioner.
I Jægerhytten, hvor Christel Hovgaard arbejder, har det været nødvendigt at skille børnene ad og aktivere specialbørnene i et rum for sig. Den formiddag, hvor Børn&Unge er på besøg, er de samlet om et bord, mens de andre børn leger udenfor.
Christel har lagt en pude pakket ind i grønt stof på midten af bordet. Den skal gøre det ud for en bakke. Der er også en figur formet som en jæger. Samt en tøjhare. To af børnene bliver så udnævnt til at være henholdsvis jæger og hare, og Christel går i gang med at synge på en grøn bakketop akkompagneret af børnene, som spiller tromme og fløjte. Fløjten hyler højt og skingert ud i rummet. Drengen, som spiller på den, har et talehandicap.
Børnene i den lille gruppe har hvert deres eget handicap og har derfor også forskellige behov. Det er svært at have ekspertise til det hele.
"Det kræver en stærk psyke at arbejde med disse børn. Nogle af dem er udadreagerende og kan finde på at bide, sparke og spytte. Det er ikke alle, der kan klare det, og vi mangler den nødvendige hjælp til at tackle det," fortæller hun.
Christel Hovgaard mener, at der mangler supervision og en synlig ledelse, som kan rådgive i sådanne situationer.
"Da jeg arbejdede i en specialinstitution, havde jeg tid til at forberede mig, jeg kunne trække på ekspertise inden for det felt, jeg arbejdede i, og jeg havde kolleger, som var specialiserede ligesom mig selv. Det mangler jeg alt sammen nu," siger hun.
Hensigten med at inkludere specialbørn i normalmiljøet er at undgå marginalisering. Håbet er, at handicappede børn i højere grad end tidligere kan deltage i samfundet på lige fod med andre. Det er en fin tanke, men der er store mangler ved den måde, inklusion foregår på, mener den erfarne pædagog.
"Det er svært at få til at fungere. Som det er nu, giver det anledning til stor frustration. Inklusion kræver ressourcer, og de følger ikke altid med," siger hun
Den afskallede maling på rækværket ind til institutionen vidner da også om, at Albertslund ligesom så mange andre kommuner er presset på økonomien.

Afvist af de andre. Spørgsmålet er også, i hvor høj grad specialbørn kan profitere af at være i et normalmiljø. Christel Hovgaard kan se, at muligheden er til stede, men den strander ofte på, at der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer.
Hun husker en episode, hvor et barn fra specialgruppen ville lege med et barn fra normalgruppen. Barnet blev afvist, men fandt heldigvis et andet barn med handicap at lege med.
"De lærer selvfølgelig at tackle, at de bliver afvist. Og det er godt, for det vil de formentlig også opleve senere i livet", siger hun.
I Jægerhytten er de fleste børn med særlige behov dog adskilt fra resten af børnene om formiddagen, hvor de har deres egne aktiviteter. Men når børnene er blandet om eftermiddagen, kræver de et særligt fokus, fortæller Christel Hovgaard.
"Hvis jeg beder den dreng, som jeg er kontaktpædagog for, om at gå ud og tage tøj på, kan han finde på at stoppe op undervejs, og så kommer han ikke videre. Det sker typisk, fordi han falder over et eller andet, han synes er interessant. Det fordyber han sig i, og så glemmer han, hvad han skal. Derfor skal han have hjælp til at komme helt hen til sin plads."