Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2001 Nr.: 35
ISS trækker i land
Samtlige spareplaner i ISS-institutionerne er nu taget af bordet. I Assens skal ISS bevise, at man kan genoprette det gode samarbejde med institutionerne, ellers opsiger kommunen kontrakten, lover borgmesteren i Assens. Men medarbejderne i Assens-institutionerne har sendt et åbent brev til borgmesteren, hvor de fastholder, at tilliden er brudt
Af: Steffen Hagemann
ISSs planer om at trække millioner ud af de 14 daginstitutioner, som de driver, for at bruge dem til udvikling og support i ISS CarePartner er nu skrinlagt. ISS havde ellers meldt ud, at de fire Assens-institutioner skulle afgive syv procent til ISS, svarende til 1,4 millioner kroner, mens de øvrige 10 institutioner skulle afgive to procent. De 10 institutioner afgiver i forvejen fem procent af driftsbudgettet til ISS.
»Der bliver ikke overført flere penge end det, der hidtil er gjort,« fastslår ISS CarePartners direktør Søren Gaardboe og understreger, at den udmelding kommer, fordi lederne har haft gode argumenter for ikke at gennemføre det bebudede budget.
Men BUPLs rejsesekretær Søren Winther er ikke tilfreds med ISS fremgangsmåde:
»Nu får de kolde fødder og fortryder. Men hvorfor skal de ødelægge vores medlemmers arbejdsmiljø i stedet for at sørge for, at de får ordentlige arbejdsforhold. Jeg synes, det er så langt ude, at vi må advare andre kommuner om at entrere med dem. Der er ingen tvivl for mig om, at systemet i ISS er så presset, at de skal have tingene til at hænge sammen, og de skal også præstere et overskud. Jeg synes bare ikke, at de skal udsætte vores medlemmer, børn og forældre for deres eksperimenter,« siger Søren Winther.
ISS kovending har i første omgang reddet kontrakten med Assens Kommune, påpeger borgmester Hans Ole Hansen (V):
»ISS har meddelt os, at de lever op til den kontrakt, som de har indgået med os. Jeg havde ellers den opfattelse, da vi skulle have møde, at det nok var det sidste møde, vi skulle have. Så derfor kom det også overraskende for mig, at Søren Gaardboe havde det med i tasken,« siger borgmester Hans Ole Hansen, der har understreget overfor ISS, at der ikke skal pilles ved den kontrakt, der er indgået.
»Så kan vi lige så godt ophøre samarbejdet.«

Tillid. Han påpeger, at det ikke er nok, at ISS har pillet budgetforslaget af bordet.
»Tilliden skal genoprettes. Den tillid, der skal være mellem forældrebestyrelser, institutionsledere og personale, det er næsten vigtigere end det andet. Vi afventer nu, om der kan opbygges et tillidsforhold igen over tid,« siger Hans Ole Hansen.
Så ISS har en prøveperiode nu?
»Det må man sige. Den nye direktør får nu en mulighed for at se, om han kan få tingene til at fungere i samarbejde med institutionerne.«
Hvor lang frist har ISS?
»Det er nok nærmere lagt over til dem. Jeg har en aftale med forældrebestyrelserne og institutionslederne, at hvis der er problemstillinger, så er min dør og telefon åben. Det er jo dem, der har fingeren på pulsen,« siger Assens borgmester, der har bedt om et møde med institutionsledere og forældrebestyrelsesformænd, når ISS har overstået sine møder med institutionerne.
Det bliver ISS CarePartners områdeleder, Axel Berger, der især skal sørge for at genoprette tilliden.
»Det bliver det jo, desværre, og det bliver nok temmelig hårdt arbejde i Assens. Vi havde svært ved at overtage det efter Jydsk Rengøring, og vi har arbejdet hårdt på at få oprettet en tillid, og nu går vi så lige to skridt tilbage. Men vi bliver nødt til at gøre det og prøve at få forældrebestyrelserne i tale. Medarbejderne er vi i tæt dialog med, der er selvfølgelig nogle krusninger, men dem er vi i tæt dialog med,« siger Axel Berger til Børn&Unge.

Mere tillid. ISS CarePartners direktør har allerede været til møde med institutionslederne i Assens. Der bad han dem komme frem med deres utilfredshed, som han så har lavet en liste på.
»Jeg fortalte så, hvad jeg ville gøre ved det. Og så spurgte jeg: Har jeg jeres tillid? For hvis jeg ikke har deres tillid, så hjælper det ikke noget. Så fik jeg en krammer af lederne, og de sagde: "Nu tror vi på det, du siger." Det var meget vigtigt for mig, hvis vi skal videre med det her,« siger Søren Gaardboe.
Børn&Unge har erfaret, at lederne sad samlet, men blev afkrævet et tillidsvotum individuelt og direkte adspurgt. De skulle således være bragt i en meget vanskelig situation, hvor det var meget svært at sige fra.
Hvad var der sket, hvis de havde sagt: "Nej, vi tror ikke på dig."?
»Det tør jeg slet ikke tænke på, for så havde vi stået i en anden situation. Men det var meget vigtigt for mig at få den tillidserklæring.«

Mistillid. Men samtidig med at Søren Gaardboe får en tillidserklæring fra lederne, påpeger personalet i de fire Assens-institutioner i et åbent brev til Assens borgmester og kulturudvalget, at man er meget frustreret over, at samarbejdet mellem kommunen og ISS fortsætter. "Medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø er truet, arbejdsglæden er forsvundet, og det påvirker den pædagogiske hverdag. Medarbejdernes tillid er brudt igen," skriver personalet i det åbne brev, der også fastslår, at medarbejderne ikke har meget tillid til Søren Gaardboe.
Medarbejderne satte trumf på ved at holde fagligt møde torsdag eftermiddag i protest mod det fortsatte samarbejde mellem ISS og Assens. Arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig.