Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 20 Børn&Unge som e-paper
Far er en ukendt donor. Nybyggere i familieland
Tusindvis af danske børn er blevet til ved hjælp af en ukendt sæddonor. Da Pia Olsen fødte Karla, fandtes der ingen litteratur om emnet. Men det gør der nu.
Af: Ingrid Pedersen
Pia Olsen savnede litteratur, da hun fik datteren Karla ved hjælp af en ukendt donor, men bøger om mor, barn og donor fandtes ikke. Der var heller ingen hjælp at hente i udenlandsk litteratur, for Danmark var et af foregangslandende, når det handlede om, at give singlekvinder adgang til at blive gravide ved hjælp af en ukendt sæddonor. Nu har hun skrevet bogen ’Karla ønsker sig en far’.

Hvordan fik du ideen til at skrive selv?
»Da Karla var et par år, begynde hun at stille spørgsmål om det, fordi de andre børn i vuggestuen havde en far. Jeg tog på mig at svare, for det er et grundvilkår for hende, at hun er blevet til ved hjælp af en donor. Hun har en anden tilblivelseshistorie end de fleste andre børn. Hun ved, hvordan det er foregået, og hun ved, at der ikke er en far et eller andet sted. Hun skal ikke have falske forhåbninger om, at der en dag dukker en far op. Den første bog skrev jeg, da hun gik i vuggestue, fordi pædagogen spurgte: ’Hvordan håndterer vi det her?’ Jeg blev lidt overrasket, for det er jo ikke noget, man ikke skal snakke om, eller pædagogerne skal være forlegne over. Jeg så det som min opgave at hjælpe pædagogerne og folk i sundhedssystemet, der kommer i kontakt med familier som vores, med at gøre det nemt at snakke om.«

Hvad siger Karla selv?
»Hun siger, at hun er blevet til ved hjælp af en donor. Børn er jo vidunderlige, så det synes de som regel ikke, der er noget mærkeligt ved. Der findes jo masser af forskellige familieformer, og 40 procent af par bliver skilt, så det er ikke usædvanligt, at man ikke bor i en traditionel mor, far og børn-familie. Men det er den slags familier, der skildres i børnelitteraturen. Jeg synes ikke, der var børnebøger, Karla kunne spejle sig i.«

Men hun ønsker sig alligevel en far?
»Hun ønsker sig en far på samme måde, som hun ønsker sig en hundehvalp, en pony og meget andet. Nu er hun blevet syv år, og hun ved, at andre børn har en far. Men bøgerne handler ikke kun om, at hun ikke har en far. Det bliver nævnt, men de handler om et almindeligt familieliv og hverdagshistorier. Vi bager kager, besøger venner og morfar og mormor. På den måde skildrer bøgerne noget, alle børn kender fra deres familier. Den første bog blev kaldt en smal bog, men det er den ikke. Der er stor interesse, og den er på vej i tredje oplag. Vi har testet den nye bog i den dejlige børnehave, som Karla gik i, til hun begyndte i skolen. De var glade for den, fordi den giver god grobund for snakke om familier og om, hvem man ikke har i sit liv.«

Om bogen
’Karla ønsker sig en far’ af Pia Olsen og Karla Elena Olsen, illustration Ina Korneliussen
Bogen er den tredje børnebog i serien om den nu syvårige Karla, som hendes mor fik ved hjælp af en donor i 2008. Pia Olsen har desuden skrevet to voksenbøger om at blive mor ved hjælp af en donor.
Pris: 169 kr., udgivet på forlaget Citat 2015.

Om forfatteren
Pia Olsen er journalist, forfatter, foredragsholder og driver sin egen yogaskole. Hun valgte som 39-årig at blive gravid med en ukendt donor og oplevede, at der hverken fandtes voksen eller børnebøger om denne nye, efterhånden meget udbredte familietype.