Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
Facebook-etikette. Et ømtåleligt spørgsmål
Man kan komme i professionelle situationer sammen, der gør begge parters private viden om hinanden fra Facebook ubekvem, siger Mads Kæmsgaard Eberholst, ekspert i de sociale medier.
Af: Thomas Davidsen
Undersøgelser viser på, at omkring halvdelen af ledere i Danmark vælger at takke nej til en anmodning om venskab med en medarbejder, mens den anden halvdel vælger at sige ja.
Studielektor på RUC med speciale i de sociale medier Mads Kæmsgaard Eberholst anbefaler generelt ikke, at ledere og medarbejder bliver venner på Facebook. Men han mener, at man bør stikke en finger i jorden i hvert enkelt tilfælde.
»Det kan være et ømtåleligt spørgsmål, specielt på mindre arbejdspladser, hvor der ofte er en gråzone mellem venskab og professionel kollega. Man går tæt op og ned ad hinanden hele ugen, og pædagoger snakker jo ofte meget tæt og privat. Der kan det virke kunstigt at undgå venskab på Facebook
Man bør ikke skabe en ’vi stoler ikke på hinanden’atmosfære blot på grund af de sociale medier, hvis der ikke er grund til det,« siger Mads Kæmsgaard Eberholst og understreger, at der i sig selv ikke er noget galt med de sociale medier. Det er blot nye universer, hvor man skal kende færdselsreglerne.
»Man skal passe på ikke at gøre problemerne større, end de er, og samtidig have respekt nok for de sociale medier til grundigt at overveje de klik, som blander de private og de arbejdsmæssige rum sammen. Mange har fortrudt et klik, for man kan nemt komme til at stå i professionelle situationer sammen, hvor begge parters private viden om hinanden pludselig bliver ubekvem,« siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Du sætter spor. De sociale medier er blevet personlige nyhedskanaler, hvor man kan vælge at være omhyggelig med sine private indstillinger for dem, der kan kigge med på ens private opdateringer. Men som Mads Kærsgaard Eberholst påpeger:
»Mindst hver tredje, der har en profil på et socialt netværk, lægger billeder på nettet af andre end sig selv. Derfor risikerer man at dukke op hvor som helst og når som helst, uanset hvor privat man sætter sine indstillinger.
Det er blevet meget svært helt at styre det digitale spor, man efterlader sig. Derfor er det bedste i første omgang at blive bevidst om, at det findes, og at det har en betydning. For tag ikke fejl – forældre, der skal have deres barn i institution, googler og ’facebooker’ pædagogerne’, siger Mads Kærsgaard Eberholst.

3 gode råd
● Facebook er et offentligt medie, hvor kommentarer og billeder let spredes via dine venner og venners venner.
● Undgå brok og sladder. Det kan sætte dig i et dårligt lys over for arbejdsgivere (nuværende og kommende) og kolleger.
● På Facebook skal du kun skrive den kritik, som du ikke ville have noget problem med at sige i Tv-avisen.
Kilde: FOA-bladet, Pernille Tranberg, ekspert i digital identitet.

FTF har udgivet guiden og idékataloget ’Undgå chikane på sociale medier’. Her kan du læse om, hvordan man kan forebygge og håndtere, at medarbejdere bliver chikaneret på sociale medier. Guiden og idékataloget kan hentes på ftf.dk/chikane