Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2012 Nr.: 03
Pionererne i Svendborg
I daginstitutionen Skovlinden i Svendborg har 14 af de 71 børn adfærdsvanskeligheder. Her er inklusion meget mere end et modeord. Pædagogerne lærer børnene at fungere sammen til trods for forskelle, og det har de så stor succes med, at børneforskere kommer på besøg for at blive klogere.
Af: Gitte Rebsdorf
Bang, siger det, da Albert med fuld fart støder ind i en af de andre biler efter at have givet den gas ned ad langsiden. Trods sine kun fire år kan Albert blive voldsom som lige nu, hvor han har knaldet sin bil ind i en af de andre børns. Det skaber tumult i gruppen, og så lyder der et skrig fra den fireårige dreng. Han har ikke slået sig, men kommer bare med et højt skrig, så de andre børn bliver forskrækket og trækker væk.
Albert tumler ud på gulvet, men pædagog Birthe Lavrsen, der har holdt øje med episoden, træder til og hjælper ham videre i legen. Med sit lyse hår og blå cowboybukser adskiller han sig ikke fra de andre fire børn i gruppen. Men han har nogle problemer, fortæller pædagogen.
»Han er blevet svigtet i sin tidlige barndom og er anbragt i en plejefamilie. Hans baggrund påvirker hans adfærd, så han indimellem bliver meget voldsom og styrende. Når der opstår vanskelige situationer, skriger han ofte. Det gør de andre børn bange,« forklarer Birthe Lavrsen.

Plads til alle. I den integrerede institution Skovlinden i Svendborg er der ikke noget med ’dem og os’. Her er inklusion i højeste gear. Det ligger lederen af Skovlinden, Anette Risager meget på sinde
»Hvis nogen spørger, hvem der er specialbørn, og hvem der ikke er, kan de i princippet ikke få det at vide. Så ville der jo allerede være en form for udskillelse i gang, og hvis jeg gik med på det, havde jeg brudt mit eget princip om inklusion. Der skal være plads til alle, og alle kan bidrage med noget« siger hun.
Den 47-årige leder blev ansat for fem år siden til at stå i spidsen for en sammenlægning af tre institutioner i Svendborg Kommune. Den ene havde en afdeling med plads til specialbørn. Ressourserne fra de dyre specialpladser fulgte med, så det var ikke et spareprojekt. Men i stedet for at udskille specialbørnene i en særlig gruppe, sådan som det var tænkt fra kommunens side, gjorde Anette Risager fra starten det klart, at sådan ville hun ikke arbejde. Alle børn skulle være sammen, og den idé syntes kommunen også godt om.

Legeværkstedet. Anette Risager kom selv fra en specialinstitution, og arbejdet der havde lært hende, at det ikke er godt at adskille børn med vanskeligheder fra andre børn.
»Det gode ved specialinstitutioner er, at børnene har nogle at spejle sig i. Det har de brug for. Men de har også brug for at være sammen med normale børn, ellers bliver de marginaliseret og får sværere og sværere ved at begå sig i almindelige sammenhænge,« siger hun.
I begyndelsen var lederen selv lidt rystet over sit eget vovemod, men idéerne har vist sig at holde og har nu udmøntet sig i konkrete metoder til at arbejde med inklusion.
En af måderne at få børnene til at lege og fungere sammen på tværs af forskelle og ligheder er såkaldte legeværksteder. Det er værksteder, hvor pædagogerne iscenesætter og styrer en leg sammen med en mindre gruppe børn. Inde hos Albert og de fire andre børn er legeværkstedet i fuld gang med hjælp fra en pædagog og en medhjælper.

Den store ulykke. Det meste af rummet er omdannet til en by i legeformat. På gulvet er der lagt veje af papir, så børnene kan bevæge sig rundt i de forskellige dele af byen. Den har sit eget hospital, helikopter, færge og mekanikerværksted, og et grønt stykke stof viser, at der også er en ø. Et blåt stykke stof udgør vandet. Børnene har fra start fået hver deres rolle. Albert styrer helikopteren. To andre børn agerer mekanikere, der både kan reparere færge, biler og helikopter, når de går i stykker. Men så sker der en stor ulykke. En bil er styrtet i vandet, og mange må på hospitalet.
»Der var en ulv, der spise min fod, mens jeg var nede i vandet,« siger en af drengene, mens han leger patient og får en indsprøjtning.
»Spiste ulven din fod, mens du var nede i vandet?« spørger pædagogen.
»Ja, det var en vandulv, der spiste min fod,« siger drengen.
Der er også brug for helikopteren til den store ulykke. Og der er brug for at skifte roller i legen, så Birthe Lavrsen bryder ind og spørger.
»Albert, må Jesper låne din helikopter?«
Albert leger videre, men svarer så;
»Ja, lige om lidt, når jeg er færdig. Så nu må du godt låne den,« siger Albert og rækker helikopteren videre.
»Det var flot Albert,« roser pædagogen.
Han kigger efter noget andet at lege med og går over til et andet barn, som leger med en bil.
»Må jeg låne den?« spørger han.
»Nej, for jeg bruger den nu,« siger det andet barn.
Birthe Lavrsen følger hver en bevægelse og er parat til at gribe ind. Hun ved, at det er en svær situation for Albert. Men så sker der noget, pædagogen slet ikke forventer. Albert går hen til et andet barn, der leger læge og stiller sig ved siden af ham.
»Skal vi to så ikke lege læge,« spørger han.
»Jo,« siger det andet barn.
Pædagogen gør næsten et hop på stedet og udbryder.
»Det var flot. Det var da rigtig, rigtig flot
Albert. Jeg kunne se på dig, at du tænkte dig rigtig godt om.«
Han kan lide at blive rost og lyser op i et smil, der nærmest breder sig til hele rummet.

Uden for værkstedet. Fidusen ved metoden er, at den ikke kun virker i legeværkstedet. Når børnene senere leger mere frit, vil Albert huske det, han har lært i legeværk­stedet. Det viser erfaringerne af fem års arbejde.
»Vi har kunnet hjælpe alle de børn, der er kommet her. De bliver henvist til os, fordi de ikke kan rummes i de institutioner, de kommer fra. I den tid, jeg har været her, har vi kun haft tre børn, vi ikke har kunnet hjælpe. Og for dem er der desværre ingen steder, vi ken sende dem hen,« siger Anette Risager.
De fleste af de børn, som har brug for specialhjælp, er børn med adfærdsvanskelig­heder. Børn med egentlige handicap som Downs Syndrom bliver der færre og færre af, fortæller lederen.
»Det er svært at sige, hvorfor børn får adfærdsvanskeligheder. Det kan være medfødt, men det kan også skyldes noget socialt eller familiemæssigt. Albert er et barn, som på mange måder har skullet klare verdenen selv. Han har et stort behov for at bestemme og styre. Det er hans måde at overleve på. Men det gør det svært for ham at indgå i sociale sammenhænge med andre børn,« fortæller Anette Risager.
Derfor forsøger pædagogerne altid at forstå eller oversætte barnets opførsel, fortæller lederen.
»Barnet fortæller noget med sin opførsel. Nogle børn er så fyldt af vrede på grund af det, de har oplevet, at de er nødt til at slå andre børn for at have nogen, de kan dele deres følelse med. Disse børn vil gerne ind i fællesskabet, men de opfører sig sådan, at det ikke bliver muligt,« siger Anette Risager, mens hun viser rundt i den integrerede institution.

Forskellige rum. Huset er indrettet, så hvert rum har sin egen funktion eller aktivitet. Der er et rum, hvor det er muligt at male og være kreativ, og der er et stillerum, hvor børnene kan gå hen og sætte sig, hvis de har brug for ro.
»Det er blevet et meget populært rum hos vores børn. De ved, at de skal være stille, når de er her, og det overholder de. Vi har meget klare grænser i huset. Det tror jeg, at børn profiterer af. Når vi spiser, ved alle, at det foregår ved bordet. Og jeg fornemmer at forældrene også værdsætter vores holdninger,« siger hun.
Anette Risager og de 17 medarbejdere er wpå mange måder med til at betræde ny jord. Inklusion er blevet moderne, og de fleste kommuner praktiserer det. Men arbejdet i Svendborg udmærker sig i den grad, at flere forskere er begyndt at vise det interesse.
»Vi har i flere omgange haft besøg af forskere, der vil se, hvad vi arbejder med. Det er vi selvfølgelig glade for,« siger Anette Risager.

Grønt lys fra forældre. Forældrene har også taget godt imod de nye idéer. Det er usædvanligt. For når specialbørn skal inkluderes i en almindelig børnehave eller vuggestue, er der risiko for, at børnene med de specielle behov tager mange af ressourcerne fra normalområdet.
Men sådan er det ikke i Skovlinden, mener en forælder.
»Her er flere voksne, fordi der er specialbørn, så jeg synes faktisk, at det tilfører flere ressourcer til mine børn. Også fordi de ser, at det er i orden at være anderledes. Det gør dem mere rummelige, og det tror jeg, at de kan profitere af senere i livet,« siger Marie Nysted, der har en søn og datter i Skovlinden.
Hendes ældste søn forlod børnehaven i år for at starte i 0-klasse, så hun har fulgt udviklingen igennem flere år. Hun husker særligt en dreng, som gennemgik en fantastisk udvikling
»Da jeg så ham første gang, tænkte jeg, at han da måtte være fejlplaceret. Han var meget begrænset i sin fysiske formåen og havde ikke noget sprog. Men da han forlod stedet i år sammen med min søn, var det en helt anden dreng. Han kunne klare sig i det store fællesskab med de andre børn. Det var meget dejligt at se,« siger Marie Nysted.

Anonyme børn. De børn, som medvirker i artiklen, er anonyme og deres navne er ændret.

Fakta om Skovlinden
Skovlinden, der liggger i Svendborg på Fyn, er en integreret institution med plads til 14 vuggestuebørn og 57 børnehavebørn. 14 af disse pladser er forbeholdt børn med særlige behov. Hver specialplads udløser 15 ekstra pædagogtimer. Institutionen er fyldt op, og der er 17 ansatte og 1 leder.

Sådan gør de i Svendborg
I Skovlinden i Svendborg forstår man inklusion bogstaveligt. De børn, der har særlige vanskeligheder, indgår i fællesskabet på lige fod med de andre børn. Andre steder er det meget anvendt at oprette en gruppe for børnene med de særlige behov, så de alligvel bliver udskilt. Men det har man afvist i Svendborg.
Lederen og personalet har selv udviklet en metode, så alle børn kan fungere sammen.
Metoden er udviklet ved blandt andet at gå ned i børnehøjde og observere, hvad der sker i samspillet mellem børnene. Når det er afdækket, hjælper pædagogerne børnene med at finde redskaber, så de kan fungere sammen. En udstrakt arm foran kroppen kan for eksempel være et redskab/signal over for et barn, der er fysisk voldsom over for de andre børn.
Pædagogerne træner børnenes færdigheder i at fungere sammen i såkaldte legeværksteder af cirka en times varighed. Deltagerne er, som i alt andet, både udsatte børn og ikke udsatte børn. Legen i legeværkstederne er nøje planlagt og iscenesat af de voksne. Under legen bliver børnenes vanskeligheder tydelige, og pædagogerne går så ind og korrigerer deres adfærd. Når børnene senere kommer ud i en fri leg, har det vist sig, at de husker det, de har lært.
Leder og personale holder hver sjette uge et planlægningsmøde, hvor de forbereder, hvilke børn de skal have særligt fokus på, og hvilke indsatser, der er behov for. Alle blandt personalet er med og giver hinanden sparring.