Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2009 Nr.: 27
Dygtige institutioner skal belønnes
Kommunerne bør honorere daginstitutioner, der yder en særlig pædagogisk indsats, mener KL. BUPL er skeptisk over for idéen.
Af: Johan Rasmussen
Hvis en daginstitution er god til at rumme vanskelige børn, skal den belønnes med flere midler. Det mener, formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Jørn Sørensen, der også er borgmester i Holbæk. Han mener, at systemet i dag fungerer på den måde, at bevillingerne følger de daginstitutioner og skoler, der er bedst til at beskrive problemerne - frem for dem, som er gode til at løse dem. Og det er et system, han ønsker at gøre op med.
"Vi skal honorere de daginstitutioner, som er gode til at løse problemerne. Hvis en børnehave har fået ekstra bevillinger, fordi institutionen har vanskelige børn, skal bevillingerne ikke tages fra dem, fordi pædagogerne gør et godt stykke arbejde og ikke længere har de samme problemer," siger Jørn Sørensen.
Kort sagt skal der være en økonomisk gulerod for at yde en god pædagogisk indsats. Det skal gøre daginstitutioner og skoler mere rummelige.
"Vi vil gerne have rummelige institutioner, og vil skal give bevillinger til dem, som kan rumme de vanskelige børn," siger Jørn Sørensen.
Formand for BUPL, Henning Pedersen, mener, at det bliver svært at lave et system, som belønner gode resultater i pædagogiske institutioner.
"Det er svært at stille måleredskaber op for det pædagogiske arbejde, og det er svært at bevise, hvem der gør det godt. Vi vil ikke afvise tankerne, men vi skal se et mere konkret forslag, før vi kan forholde os til det," siger Henning Pedersen.