Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
Radikalisering. Velfærdssystemet kan ikke løse opgaven alene
Marginaliserede unge har én ting til fælles: De har ikke noget at miste, siger Line Lerche Mørck, ekspert i marginaliserede unge og voksne. Personer med en blakket fortid kan hjælpe det etablerede system i arbejdet med de unge.
Af: Steffen Hagemann
Radikaliserede unge skaber bekymring hos mange klubfolk og gadeplans­
arbejdere over hele landet. Hver femte pædagog, der arbejder med større børn og unge, ser i deres lokalområde unge, der tilslutter sig en ekstremistisk islamistisk ideologi. Det viser en undersøgelse, som 360 pædagoger, der arbejder i klubber, på væresteder eller som gadeplansarbejdere, har deltaget i (omtalt i Børn&Unge nr. 5/2015). 22 procent af pædagogerne ser unge, der på andre måder bliver radikaliserede, blandt andet ved at tilslutte sig højreekstremisme eller bander.
Undersøgelsen viser også, at pædagogerne ikke lider af berøringsangst, når de unge bliver radikaliserede. Fire ud af fem pædagoger går i dialog med de radikaliserede unge.
Det glæder Line Lerche Mørck, at pædagogerne er klar til at tage udfordringen med radikalisering op. Hun er lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i marginaliserede unge og voksne.
»Undersøgelsen viser, at mange unge bliver hjulpet og heldigvis bliver mødt af gode gadeplansarbejdere og gode klubpædagoger,« siger Line Lerche Mørck og peger på, at mange tidligere marginaliserede unge i kølvandet på terrorangrebet i februar er trådt frem og har peget på, at der i deres liv har været en lærer, pædagog, træner eller en anden voksen, som har gjort en forskel for dem.

Vreden styrer. Men der er også unge, som ikke bliver hjulpet. De børn, unge og voksne, der er mest marginaliserede og sværest at nå, er dem, som Line Lerche Mørck især har forsket i. Uanset om det er unge i bandemiljøer, rockere, religiøse eller højreradikale, har de alle en fællesnævner.
»Vrede. De står alene og er vrede på det etablerede samfund og dem, man føler, der undertrykker én,« siger hun og henviser til palæstinensere som Omar El-Hussein, der er meget vrede på den jødiske stat. Eller religiøse, som er vrede på det danske samfund, der hele tiden taler om ytringsfrihed og nedgør dem. Og højreradikale, som er ­vrede over, at muslimerne overtager Danmark. Også de unge i banderne er vrede.
»De har en stor mistillid og vrede mod politiet og institutionerne. De har haft mange svigt i forhold til pædagoger, for de samarbejder med SSP og bliver derfor kaldt stikkerpatruljen,« siger hun. De unge, der ender i bandekriminalitet og radikalisering, har ikke kun vreden til fælles.
»De har heller ikke noget at miste. De befinder sig i ekstreme livssituationer, hvor de mangler fællesskaber. Når man er i den position, hvor man føler, at livet er håbløst, er man også i risiko for at gøre noget vanvittigt,« siger hun.
Det er derfor, at de fællesskaber, som bander og ekstrem religiøsitet kan tilbyde, bliver særligt interessante for de marginaliserede unge.

Håbet lever. Men selv derude, hvor man ikke har noget at miste, er der håb. Line Lerche Mørck forklarer, at man inden for forskning i forebyggelse taler om, at det gælder om at finde ’et åbent vindue’. Især varetægtsfængslede, der sidder i en uvis situation, hvor de ikke ved, om de bliver dømt eller ej, og er afskåret fra deres gamle fællesskaber, sidder i en sårbar position.
»Når man er sårbar, er man modtagelig for at tænke nyt og for at få hjælp på en helt anden måde. Vores forskning viser, at de også er modtagelige for at tænke: ’Nej, jeg vil ikke være kriminel, jeg vil gøre noget godt’,« siger hun.
Men det kræver, at nogen møder den unge. Det skete ikke for terroristen Omar El-Hussein, der blev løsladt fra en varetægtsfængsling uden at have arbejde eller et sted at bo. To uger efter begik han sine terrorhandlinger.
»Idealet for varetægtsfængslede er, at nogen møder dem, sår et frø og bygger bro, mens der er ’et åbent vindue’. Så har de noget at komme ud til i stedet for at blive løsladt til ikke at have en bolig, ikke at have et job, ikke at have en uddannelse, ikke at være noget,« siger Line Lerche Mørck.
Også de religiøse fællesskaber står klar til at udnytte ’det åbne vindue’. Ofte hører man historier om kriminelle, der bliver frelst af religionen, og det er der en god grund til, mener Line Lerche Mørck.
»Når du træder ud af en bande, kan du føle et tomrum, fordi du mister hele dit broderskab. Du skal have noget nyt, noget nyt at tro på og nye mennesker at være sammen med. Det får du i religiøse fællesskaber,« siger Line Lerche Mørck og fremhæver, at religiøse fælles­skaber ofte er meget mere åbne over for nye personer – også selvom de har en fortid som bandemedlemmer – end for eksempel over for vores etablerede uddannelsessystem.

Problem med mentorer. En håndsrækning, som samfundet ofte bruger til at hjælpe radikaliserede eller kriminelle unge, der vil skifte kurs, er mentorer. I ’Aarhusmodellen’, som Børn&Unge har beskrevet i nr. 5, er mentorer en fast del af det tilbud, som højreradikaliserede og religiøst radikaliserede unge får, hvis de søger hjælp til at komme videre.
I princippet er mentorer en god idé, mener Line Lerche Mørck.
»Mentorer kan være vigtige, for når man forlader radikaliserede miljøer, står man i et tomrum. Mange har ikke noget nemID, ikke nogen bolig og ikke noget arbejde, og nogle har haft misbrug. Man er meget alene, og man har brug for hjælp til at finde ud af at etablere et nyt liv, der har et indhold, så man ikke bare er helt ensom, forsumper og fortsætter sin kriminalitet,« siger Line Lerche Mørck.
Der er dog et problem med den måde, vi bruger mentorer i Danmark.
»Er du ude af Kriminalforsorgens tilbud, skal politiets exitprogrammer tage over i ­samarbejde med kommunerne. Men når politiet tager over, kan det nogle gange være sværere at skabe den gode kontakt,« siger Line Lerche Mørck og fortæller om en tidligere rocker, der var godt på vej videre i livet.
»Men det var et problem for eksrockeren, at det var den samme politimand, der ­havde efterforsket hans sag, og som nu blev hans exitkoordinator. Eksrockeren beskriver det som ’aversionsterapi’ at skulle mødes med den samme politimand og mærke hans mistænksomhed,« siger hun.

Fanger for få. Hun peger også på, at politiets og kriminalforsorgens exitprogrammer ikke opfanger ret mange. Kun fem procent af de unge, som PET har registreret som tilhørende en bande eller rockergruppering, bliver en del af et etableret exitprogram og får en mentor.
Den svenske organisation Fryshuset med hovedkvarter i Stockholm har haft 500-600 højreradikaliserede unge igennem et exitforløb. Aarhusmodellen har haft 5 igennem.
»Aarhusmodellen gør et fint stykke arbejde, men igen er det politiet, der sidder på projektet. I Sverige og Tyskland har man gode erfaringer med, at NGO’er står for det – det vil sige folk med en armslængde til politiet,« siger Line Lerche Mørck.
I Danmark er vi stolte af vores velfærdssystem, hvor professionelle løser opgaven. Det kan være en hindring for forebyggelse, da pædagoger og ­SSP-medarbejdere ikke når alle de marginaliserede unge, påpeger Line Lerche Mørck. I andre lande er der mange flere parter på banen, også personer, der har en fortid i banderne eller de religiøse miljøer.
Forskeren opfordrer derfor pædagoger, SSP og myndigheder til at blive meget bedre til at bruge de folk, der kender miljøerne indefra.
»Fryshuset i Sverige gør netop det. Det er en del af DNA’et, at også dem med en personlig historie er med. Højreradikaliserede unge på vej ud af miljøet indgår ret hurtigt i fællesskaber, hvor de også skal hjælpe andre ud,« siger Line Lerche Mørck.
Netop for personer, der er på vej ud af et ekstremt fællesskab, er det vigtigt at kunne bidrage med opgaver, hvor de kan bruge deres erfaringer og få en mening i livet, mener hun.
»Ellers befinder de sig jo i et tomrum, hvor de er de eneste, som skal ændre sig. De har ikke noget nyt at gøre – de skal bare ikke være som før. Det tomrum er svært at være i og meget frustrerende.«
Samtidig har personer med en fortid i for eksempel bander en helt anden respekt hos de unge i banderne.
»Når de kommer med ud, så lytter de unge pludselig og siger ting, som de ikke siger til en almindelig pædagog eller en SSP-medarbejder,« fortæller Line Lerche Mørck.

Frygt for ny kriminalitet. Indvendingen om, at nogle af de tidligere bandekriminelle har begået ny kriminalitet, selvom velfærdssystemet har vist dem tillid og ansat dem til at hjælpe andre ud af banderne, giver hun ikke meget for.
»Det er typisk dansk, at bruge eksemplerne som argument for, at vi ikke skal arbejde på den måde. Hvad med alle de politimænd og pædagoger, der er blevet dømt for noget kriminelt? Man kan ikke generalisere ud fra en person, til at det ikke virker,« siger hun.
Alligevel er det en indvending, som afholder mange forvaltninger fra at ansætte folk med en radikaliseret baggrund til at hjælpe andre ud af radikalisering, mener Line Lerche Mørck.
»Den enkelte pædagog eller gadeplansarbejder synes, det er meget interessant at samarbejde på tværs.
Men jeg tror, ledelsen frygter, at det går galt, og at vedkommende ryger tilbage. De orker ikke alt det arbejde, det vil give, hvis det går galt. Så er det nemmere at ansætte dem med de lange uddannelser – de er pæne, danske, hvide og har ikke pletter på straffeattesten,« siger hun.

Professionelle kan også blive kriminelle
5 fatale fejltrin
Personer med en fortid i radikaliserede miljøer kan være gode til at hjælpe andre fra samme miljøer. Det ser man især i udlandet. Men de danske kommunale forvaltninger er ofte bange for at bruge personer med en blakket fortid. De frygter, at de falder i igen. Men at have en klassisk velfærdsuddannelse og være fastansat er ingen garanti for lovlydighed, mener Line Lerche Mørck. Her er fem eksempler, der underbygger hendes påstand.
2008: En pædagog fra Svendborg bliver idømt ni års fængsel for besiddelse og handel med 6,3 kilo narkotika.
2009: En vicepolitikommissær fra Københavns Vestegn fik i Østre Landsret stadfæstet sin dom på 40 dages fængsel for vold. Politimanden er dømt for at slå en yngre mand flere gange i ansigtet i Glostrup efter en julefrokost.
2013: En mentor i Hørsholm blev idømt et år og tre måneders fængsel for besiddelse af en skarpladt pistol og 19,9 gram kokain. Pædagogen, der også havde en universitetsuddannelse i pædagogisk psykologi, arbejdede i et projekt, der hjælper unge med sociale og psykiske problemer i gang med en uddannelse eller et arbejde.
2014: En politimand fra København bliver ved Østre Landsret idømt 60 dages fængsel for at true et vidne, misbruge sin stilling og være i besiddelse af kokain. Med den plet på straffeattesten bliver politimanden også smidt ud af politiet.
2014: En politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi bliver ved Vestre Landsret idømt et år og tre måneders fængsel for voldtægt, da han flere gange tvang en prostitueret til sex.

3 hurtige pointer
1. Radikaliserede unge er vrede, har mistillid til systemet, mangler fællesskab og har ikke noget at miste.
2. Mentorer er en god idé, men det er et problem, at exitprogrammerne styres af politiet og Kriminalforsorgen.
3. Vi er alt for dårlige til at bruge personer, der selv har en fortid i de radikaliserede miljøer, til at hjælpe andre ud af radikalisering.
Kilde: Line Lerche Mørck, lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet.

Vidste du at
21 % af klubpædagogerne oplever i deres lokalområde unge, der tilslutter sig en ekstrem islamistisk ideologi.
22 % af klubpædagogerne oplever andre former for radikalisering, herunder højreradikalisering og anden religiøs ekstremisme, enten i deres egen klub eller i deres lokalområde.
Kilde: Undersøgelse foretaget af BUPL blandt 360 pædagoger ansat i klubber, væresteder og som gadeplansarbejdere. Undersøgelsen blev besvaret i ugen efter terrorangrebet i København.