Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 07
Flere undervisningstimer reddede Betinas uddannelse
Betina Mørk var ved at opgive sin drøm om at blive pædagog, fordi hun ikke følte, at hun fik nok undervisning på pædagoguddannelsen i Aalborg. I stedet skiftede hun til skolen i Randers, og det ændrede alt.
Af: Thomas Bruun og Daniel Winther Pedersen
Betina Mørk er ved at skrive en opgave på pædagoguddannelsen i Randers. En opgave, som hun har skrevet én gang før på samme uddannelse. I august skiftede Betina nemlig uddannelsessted, fordi hun var kørt død på Aalborgs pædagoguddannelse.
»Jeg var tæt på helt at stoppe med at læse til pædagog. I Aalborg er der ikke særligt mange undervisningstimer, og i de timer fokuserer man på teori. For mig tæller praksis mere, og jeg savnede, at der var mere undervisning i det,« siger Betina Mørk.
I stedet skiftede Bettina Mørk skole til Randers, hvor skoledagen normalt strækker sig fra 8:10 til 16:00 – i modsætning til Aalborg, hvor hun kun var i skole om formiddagen.
Netop den øgede mængde klasseundervisning har betydet meget for Betina.
»I klassen siger én, at hun forstår det på en måde. En anden siger, at han forstår det på en anden måde. En tredje har forstået det helt anderledes. Så man får et bedre billede af, hvordan undervisningsmaterialet kan forstås. Man er meget låst, hvis man bare læser derhjemme alene,« siger Betina Mørk.

Anne Krogh, uddannelseschef for pædagoguddannelsen i Aalborg, mener dog ikke, at man kan bedømme en uddannelse efter, hvor mange undervisningstimer der er på skemaet.
»Der er forskellige veje hen til det endelige mål. Vi har valgt, at studiet her skal være mere projektorienteret og have mindre klassisk undervisning. Det er et pædagogisk valg,« siger Anne Krogh.