Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2011 Nr.: 22
'Når børn leger, øver de sig i at blive gode til at lege'
Leg er i løbet af de seneste århundreder blevet til et instrument. På Fröbels tid til dannelse, i dag til læring. Men børn har mest brug for at øve sig i at lege, mener lektor Flemming Mouritsen.
Af: Vibeke Bye Jensen
Omkring Reformationen og i Renæssancen blev barndom og leg gjort til et pædagogisk projekt, hvor legen skulle tæmmes og blev idylliseret. Den dobbelthed findes stadig i den nutidige pædagogiske debat. Det ene øjeblik er børnene udisciplinerede og dæmoniske og skal styres og kontrolleres. I det næste skal de redde verden med deres kreativitet og legende tilgang.
Siden voksne indså, at der var læringspotentiale i legen, gjorde de den til instrument for noget andet, mener lektor ved Syddansk Universitet, Flemming Mouritsen.
"På Fröbels tid var det dannelse, og han fandt på at gøre legen til en pædagogisk aktivitet. I dag handler legen om at udvikle børns kompetencer og er blevet et instrument for læring. Men det er forkert, for børn leger ikke for at lære. De leger for at lege. Legen har ikke nogen nytteværdi, det er ikke resultatet, der er vigtigt, det er i højere grad processen, der betyder noget. Når børn leger, øver de sig i at blive gode til at lege," siger han.

Se, hvad børn kan. Fra 1990'erne og til nu har læringen været det vigtigste i forhold til legen, og der har på det seneste nærmest været udbrudt panik, fordi man havde fået en opfattelse af, at pædagogerne ikke rigtig var med på det, mener Flemming Mouritsen.
"Der var hele diskussionen om hippiepædagogik, hvor man ville lave skoleskemaer helt ned i vuggestuen. Vi tager det jo som en naturlov, at børn bliver skolificeret fra en meget ung alder. Når vi adskiller børnene fra alle de sociale processer i samfundet og institutionaliserer barndommen, mener voksne, at de må lave mål for, hvad børn skal lære, mens de er i institutionerne," siger han.
I stedet skulle vi se daginstitutionerne som arenaer eller mødesteder for børn og voksne, hvor man kan gøre noget sammen. Og hvor de voksne kommer med nogle kompetencer, og børnene kommer med andre kompetencer, mener Flemming Mouritsen.
"Vi kan godt diskutere, hvad børn og voksne skal lave sammen i institutionerne, men vi vil gøre os selv en tjeneste, hvis vi så på børnene. I 1980'erne var der en retning mod at se på, hvad børn faktisk gør, og hvad de kan, og på, hvad legen er for en størrelse. I dag har vi stirret os blinde på, hvad børn ikke kan, og hvad der så skal gøres med dem," siger han.

Øvelse gør mester. Flemming Mouritsen mener, at det handler om at få genetableret en respekt for legen og for, hvad børn kan.
"Det er jo kolossalt, hvad treårs børn kan. De kan deltage i alle mulige sociale sammenhænge, de har et sprog, som de ikke bare kan meddele sig med, men som gør, at de kan deltage aktivt. Den kunnen ligger lysår foran og er meget mere kompleks og kreativ end det, vi udsætter dem for i læreplaner og systemer. Børn lærer sig i deres første år at kunne indgå i lege. De har ikke brug for eksakte færdigheder for at lege. De har brug for at blive gode til at lege," siger han.
Pædagogerne skal være kvalificerede legemakkere, som er engagerede og bidrager med noget. Og så skal der være nok af dem, mener Flemming Mouritsen, som griner lidt ad debatten om fri leg.
"Fri leg handler ikke om, at det er leg på børnenes egne præmisser. Det handler om delagtighed og deltagelse. Det er det afgørende grundlag i legekulturen, at man lærer af at være med og ved at gøre. Det er en eminent form for praksislæring. Man øver sig i at lege, mens man rent faktisk gør det," siger han.

Flemming Mouritsen, Lektor på Syddansk Universitet på institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier. Har tidligere undervist på pædagoguddannelsen og har især forsket i legekultur.