Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 01 Børn&Unge som e-paper
Arbejdsgivere skal forebygge vold i fritiden
Arbejdsrelateret vold i fritiden skal nu under lup, når arbejdspladserne arbejder med forebyggelse.
Af:
Fra 1. januar i år skal arbejdsgivere planlægge arbejdet og vejlede deres ansatte, så risikoen for vold og trusler i fritiden minimeres. Det er især faggrupper som pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, der er udsat for vold og/eller trusler uden for arbejdstiden, herunder chikane på de sociale medier, skriver FTF på sin hjemmeside.
De nye regler, som findes i en vejledning fra Arbejdstilsynet, betyder, at arbejdsgivere først skal vurdere, om der er risiko for, at medarbejderne bliver udsat for arbejdsrelateret vold i fritiden. Det kan arbejdsgiveren blandt andet gøre i forbindelse med arbejdspladsvurderingerne (APV) eller i den daglige planlægning. Vurderingen skal ske løbende. Det er ikke nok at skrive vurderingen ned og så arkivere bagerst i en skuffe.
Hvis arbejdsgiveren kommer frem til, at der er en risiko for vold uden for arbejdstiden, skal de ansatte vejledes. En del af vejledningen kan handle om konfliktnedtrappende kommunikation, den rigtige adfærd i forbindelse med trusler og vold uden for arbejdstiden, eller hvordan man håndterer trusler på de sociale medier, der ifølge FTF er et voksende problem. Her bliver grænserne mellem arbejdsliv og privatliv mere og mere udflydende, og vejledningen til de ansatte kan handle om, hvordan man skal reagere på et truende opslag på Facebook.
Forebyggelse af vold uden for arbejdstiden følger de samme principper som forebyggelse af vold inden for arbejdstiden. Fx mindsker en god konflikthåndtering på arbejdspladsen risikoen for, at borgere udøver vold mod medarbejdere, både i og uden for arbejdstiden.
Hvis en medarbejder udsættes for arbejdsrelateret vold, trusler eller chikane i fritiden, har arbejdsgiverne nu også pligt til at tilbyde den ansatte hjælp med en politianmeldelse.

Kilde: ftf.dk