Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Beretninger fra frontlinjen. Men i dag kom ingen til skade
Blandt de mange fortællinger om, hvordan pædagoger tackler alenetid, er nogle serveret med overskud og et glimt i øjet. Læs her om Smuksak Guldlok, woop woop-følelsen og dirigenten i symfoniorkestret.
Af:
Guldlok får sved på panden
Fastelavnsmandag, 22 femårige ankommer i tidsrummet 7.30 til 10.00. Jeg modtager børn, inddrager dem i leg og gøremål, guider dem i konflikter, flytter rundt på møbler, havemanden hjælper med ophængning af tønde. Jeg klæder mig ud på personaletoilettet på 10 minutter, mens en praktikant ser efter børnene. Pige i børnegruppen kalder mig ’Smuksak Guldlok’, jeg er iført blondineparyk, gallakjole og høje hæle. Kl. 10 sidder alle børn klar til tøndeslagning, da min kollega kommer ind ad døren. Jeg siger hej fra en svedt Smuksak Guldlok og går ud og tager et glas vand.«

Hurra for iPad
Det værste er, når en forælder kommer med et surt krav eller kommentar. Så bliver man først stresset. Og der mangler man virkelig en at læne sig op ad. PS. Hurra for iPads!«

Fik kun en sandkage
Det er meget normalt i min institution, at der kun er en på legepladsen sammen med alle børnene. Ofte er det konfliktløsning på konfliktløsning eller blot separation af børn, man flyver rundt imellem. Det er sjældent, man kan sparke bold med drengene eller nå mere end én kage, når man løber gennem sandkassen. Fordybelse i leg med børn på legepladsen er forsvundet.«

Tissetrængende dirigent
Da klokken nærmede sig 9, havde jeg ni drenge i puderum, tre børn på skødet og seks børn placeret rundt om mig. Jeg følte mig som dirigenten i et symfoniorkester – det kan lyde smukt, men når det er et helt uøvet og usikkert orkester, ville det have været rarere for dem med lidt mere ’øvetid’ i små, trygge grupper fremfor at blive blive kastet ud i premieren med børn og voksne, de ikke nødvendigvis er vant til at spille sammen med. Jeg skulle faktisk også tisse, men vidste, at hvis jeg gik, ville violinerne begynde at gokke celloerne i hovedet, og trianglen kunne finde på at gå ud af døren efter sin mor. Så jeg blev på min stol og trak først rigtigt vejret igen, da der mødte flere af mine kolleger ind kl. 9. Og så kunne jeg også få tømt blæren.«

Kort sagt!
Ingen kom til skade – ren pasning / overvågning.

Fuld fart frem mod en dejlig ros
Min morgen begynder med, at jeg henter de seks børn, der er kommet. Vi går over for at tage stole ned og åbne stuen. Jeg modtager lidt flere børn og får nogle beskeder fra for­ældre. Skulle også huske at give en besked fra dagen før, hvilket jeg ikke har nået, da jeg også var alene eftermiddagen før. Jeg modtager vores to små nye børn på 2,9 år og får en på hvert ben. Det er jo derfor, du har to ben, siger børnene. Samtidig kommer der selvfølgelig (og heldigvis) flere børn og flere forældre med beskeder. Så skal en ble skiftes, og imens bleen bliver skiftet, opstår en konflikt på stuen, og en græder. Vi klarer den og kommer videre i god leg. En vil samle puslespil, da vi slet ikke har nået at finde nogen aktiviteter frem, som vi oftest plejer, og jeg når lige at redde det store puslespil fra at falde på gulvet, da en af ’mine små skygger’ også synes godt om pusle­spillets mange farver, som vi får en god snak om. En vil farve, en vil bygge med klodser, en vil lege ’den med pengene’ (købmand), mens en driller den, som han gerne vil lege med. Snart har vi flere forskellige aktiviteter og gode lege kørende. Kl. 8.45 er alle børn kommet, og kl. 9 kommer min værdsatte kollega, og vi gør klar til at modtage et helt nyt barn kl. 9.30. Jeg går fra for at vise rundt og efterlader min kollega med 17 børn i en halv time. Får rosende ord fra den nye forælder om, at vores børn virkelig er gode til at lege sammen – og woop-woop-følelsen indfinder sig.
Og jo for resten, fik da også mødt pigen, som glædesstrålende fortæller, at hun er blevet storesøster, og drengen, der er løbet ind i dørkarmen derhjemme og har fået en rift i panden.«

Kilde: Pædagogers alenetid, BUPL, marts 2017.