Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Lær af os. Madkasse lærer børnene forholdsord
Børnene i den integrerede institution Østen for Solen på Amager har haft fat i en særlig madkasse - en måltidskuffert fuld af legeredskaber, der skal lære de mindste børn om forholdsord.
Af: Mikkel Prytz
Det ville vi
Idéen bag madkassen er at udvikle børns sprog i det daglige arbejde med mad og måltider. Måltidet er et godt afsæt for pædagogisk arbejde: Alle er samlet, og de voksne har mulighed for at bruge værtsrollen pædagogisk. Det er oplagt at øve børnenes udvikling af sprog i forbindelse med måltidet, eksempelvis ved at bruge forholdsord til at tale om maden. Forholdsordene er vigtige for børnene at kunne mestre i deres hverdag, for ellers kan de hurtigt misforstå hinanden og blive uvenner. Vi ville gerne finde en måde at arbejde med forholdsord og mad på, og som er nem og overskuelig for den enkelte medarbejder i hverdagen.

Sådan gjorde vi
Madkassen er en del af et større projekt, som har til formål at arbejde med mad og måltider for at udvikle børnenes sprog. Kufferten er blevet til i en arbejdsgruppe med sprogansvarlige pædagoger fra seks institutioner på Amager. Vi brainstormede over, hvad vi gør, når vi arbejder med børnenes sprog, og så kom idéen til madkassen frem. Kufferten er fuld af laminerede ark med billeder af brød, pålæg, pynt osv. Vi tog kufferten frem en halv time før frokost sammen med en lille gruppe børn, og så lavede vi fjollemadder og indøvede over/under, foran/bagved og andre forholdsord på en sjov måde.

Det lærte vi
Vi har fået større fokus på forholdsord, og hvordan vi kan indøve dem i hverdagen som supplement til de aktiviteter, vi i forvejen tilbyder for at sprogvurdere børnene. Det har været inspirerende at arbejde med at lege læringen ind i dagligdagen. Når børnene bagefter leger sammen, kan vi høre, at de har fået forholdsordene bedre på plads, så de ikke så nemt bliver uvenner over, om klodsen skal ’ovenpå’ eller ’nedenunder’ de andre. Vi har også lært, at det fortrinsvis er børn fra 2-4 år, der har gavn af madkassen. De større børn kan allerede forholdsordene, men synes stadig, kassen er sjov.

Vores råd til andre
● Lad kufferten stå fremme, så børnene selv kan lege med materialet.
● Samarbejd med køkkenpersonalet, så kufferten passer til maden i institutionen.
● Leg med madkassen inden frokost, så børnene kan forbinde leg med måltid.

Om projektet
’Madkassen’ indeholder udover de laminerede ark også bestik, kopper og tallerkener i plastik, en inspirationsmappe og et sæt til at gro karse. Den er blevet til i samarbejde med sprogvejlederen på Amager, Københavns Madhus, som har fokus på at forandre spisekulturen og bringe økologi, sundhed, madkvalitet og madglæde ind i de offentlige køkkener, samt Københavns Kommune. Udover kufferten, der skal træne forholdsord, består projektet også af en kuffert med fokus på smag og andre sanser samt en kuffert med fokus på ­årstidens frugter og deres anvendelsesmuligheder.