Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2019 Nr.: 09 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Koloni er også teambuilding: Styrker vores pædagogiske samarbejde
Børnehuset Birkedal har taget på koloni i over 20 år, og det bliver de ved med. Når stilheden sænker sig i sovesalene, er der tid til lange faglige samtaler over aftenkaffen under åben himmel.
Af: Anne Anthon Andersen og Marie Bille
Sara og Bjørk har fundet sig til rette i overkøjen. De har rullet sig ind i Saras grønne sovepose.
»Hvornår må vi tage nattøj på,« spørger Bjørk.
»Der går lige lidt endnu,« svarer Pia Brandi Jensen fra underkøjen, hvor hun er ved at hjælpe Saga med at pakke kufferten ud og lægge tøj og ting på den lille hylde ved sengen.
Uden for vinduet lyser skoven grønt.
»Hej Pia. Jeg lægger mig til at sove,« lyder det fra en anden køje.
»Det må du gerne,« svarer Pia varmt.

I mere end 30 år har hun taget på koloni med børnehavebørn. Og det er tydeligt, at også hun har glædet sig. Storegruppen fra Børnehuset Birkedal i Værløse er lige landet i Granhytten i Hvalsø. Energien sitrer fra køjerne.

Otto og Jonas har fundet deres lommelygter frem og sender lyskegler rundt i salen.
»Det er lidt spændende, for jeg har aldrig prøvet det før. Jeg kommer nok til at savne min mor og far lidt,« siger Jonas og lader hovedet hvile på sengehesten.

Selv om det er krævende og intenst at være sammen 24/7, er kolonien den bedste investering for både børn og voksne, mener Pia Brandi Jensen.

»Her har vi meget mere tid til at være nærværende. Hjemme i børnehaven bliver vi oftere afbrudt af at skulle skrive en besked til forældrene på IPad’en, fotokopiere eller noget andet praktisk. Det giver mig ofte dårlig samvittighed over for børnene. Den slipper jeg fuldstændigt her,« siger hun.

»Her er mindre praktik og mindre skema. Om vi spiser frokost kl. 12 eller 13, er ikke så afgørende. Det gør samværet mere afslappet,« supplerer Sheila Hansen, som også er glad for, at hun igen i år er med på koloni.

»Ja, her er bare højere til loftet. Hør den latter. Den kommer helt nede fra maven. Det er jo så dejligt,« siger Pia Brandi Jensen og nikker mod to drenge, som kaster deres bamser frem og tilbage mellem hinanden i de to køjer hvinende af forventningens fryd.

Gode aftensnakke. Pædagogerne sover altid i sovesalen sammen med børnene. De synes, at der er noget helt særligt ved at få lov til at sove side om side, at vågne op sammen, at stå op og at spise morgenmad.
»Det at få lov til at børste tænder og putte børnene giver enormt meget og skaber et unikt bånd af tillid og tryghed,« mener Pia Brandi Jensen, som derfor ærgrer sig over, at der ikke længere er råd til at tage afsted med hele børnegruppen.

Når børnene er faldet til ro, er der god tid til lange pædagogiske samtaler over aftenkaffen. Her vender pædagogerne dagens oplevelser, men også overordnede problemstillinger, som der er alt for lidt tid til i dagligdagen.

»Det styrker vores samarbejde, at vi har tid til at fordybe os. Og så er der også plads til hyggesnak, som bringer os tættere sammen end dagligdagens svingdørssamtaler,« mener Pia Brandi Jensen.

På verandaen fletter en række børn ind mellem hinanden i kø til at få indianerbånd med fjer om hovedet og de indianer t-shirts, de har lavet hjemme i børnehaven.

Agnete og Agnes tripper på stedet og trykker sig ind til hinanden.
»Det bedste ved kolonien er, at jeg skal sove i overkøje, og at Agnete skal ligge lige nedenunder. Her er meget hyggeligere end i børnehaven, fordi her er køjesenge,« siger Agnes, før det bliver hendes tur til at få en fjer i håret.

»En ægte indianer har en tordenfugl. Og hvis tordenfuglen ikke kommer, dør planterne, for så får de ikke vand,« konstaterer Agnete.
»Agnes, vi fik den samme farve,« udbryder hun, før de løber afsted mod bålet.

Relationer og robusthed. Selvom savnet kan snige sig ind på børnene, lykkes det langt de fleste gange at trøste – at genvinde fodfæstet og glæden ved at være afsted. Ofte er bekymringerne for, om det nu går at være væk hjemmefra, forældrenes. Derfor tager pædagogerne en snak med forældrene om, hvor vigtig kolonien er for børnenes fællesskab, og det gør forældrene trygge.

»Vi lover altid, at hvis deres børn bliver så kede af det, at de ikke kan komme over det, ringer vi, så de kan blive hentet. Men jeg har faktisk kun oplevet det én gang i de over 30 år, jeg har været afsted,« forklarer Pia Brandi Jensen.

Selvfølgelig savner børnene deres forældre på kolonien. Men når de oplever at overkomme savnet, får de en robusthed, som er med til at styrke deres selvforståelse og selvværd, forklarer Sheila Hansen.

»Det at skulle afsted hjemmefra og sove ude er en meget stor ting. De overskrider nogle grundlæggende grænser og vokser helt ekstremt meget af det,« siger hun.