Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 06 Børn&Unge som e-paper
Inspiration. Når små størrelser møder anderledes voksne
Børnene fra Regnbuen Børnehus har fået nye bekendtskaber fra Nordfynsværkstedet, hvor udviklingshæmmede holder til. Mød Peder Bamse, der netop er i praktik i daginstitutionen. Vi klæder børnene på til mødet med alle slags mennesker, siger pædagogerne.
Af: Mathilde Margrethe Graulund
Peder Alberg Hansen sidder helt koncentreret og fordyber sig på børsteværkstedet. Først trækker han det ene hår nænsomt igennem hullet og så det andet. Børnenes øjne følger Peders bevægelser.
Det er tredje gang, at 52-årige Peder Bamse besøger institutionen Regnbuen Børnehus i Odense. Han har fået øgenavnet ’Bamse’, fordi vennerne engang syntes, at han til forveksling lignede Bamse fra Bamses venner. Siden har navnet hængt ved. Normalt holder han til på Nordfynsværkstedet, som er et aktivitets- og samværstilbud i Otterup til udviklingshæmmede voksne. Men lige nu er han i et skræddersyet praktikforløb hos Regnbuen Børnehus, som han besøger fire dage i løbet af to måneder.
Det er pædagog Mette Mortensen fra Regnbuen Børnehus, der sammen med socialpædagog Per Jacobsen fra Nordfynsværkstedet har aftalt, at Peder Bamse og børnene fra institutionen kunne give noget unikt til hinanden.
Mette Mortensen og Per Jacobsen læste til pædagog sammen og aftalte med deres forskellige arbejdspladser at indgå et samarbejde i sommeren 2017. Nordfynsværkstedet havde en skurvogn stående på det naturskønne område ved Enebærodde, og det ville Mette Mortensen og børnene fra Regnbuen Børnehus meget gerne besøge.
»Per og jeg talte om, hvad det kunne give børnene og brugerne fra Nordfynsværkstedet at møde hinanden. Vi var enige om, at børnene fik en stor naturoplevelse, og at alle fik udvidet deres menneskesyn i mødet med nye bekendtskaber,« siger Mette Mortensen.

Ligeværdige. De 10 største børn fra Regnbuen Børnehus tog med Mette Mortensen og en anden pædagog en bus ud til Enebærodde fire gange i sommeren 2017. Børnene havde været med til at købe ind til snobrød og talte med pædagogerne om, hvordan man opfører sig, når man møder nye mennesker. Seks personer med udviklingshæmning fra Nordfynsværkstedet skulle ud fra handleplaner gøre klar til børnenes besøg i skurvognen. De havde lavet skattekort, og Peder Bamse havde lavet en lang huskeseddel, som sikrede, at han nåede det hele.
»Brugerne har altid været vant til, at pædagoger siger ’du skal gøre sådan og sådan’. Nu skulle de lige pludselig være naturvejledere for børnene. De var vant til at være der, så de var glade og stolte af at vise området frem. Nu kunne de vise, at de kunne tage ansvar,« fortæller Per Jacobsen.
Den sommer stod det klart for Per Jacobsen, at Peder Bamse var exceptionelt glad for og god til børn. Derfor kom det heller ikke bag på ham, da Peder Bamse spurgte, om ikke han måtte besøge børnene mere. Et praktikforløb blev stablet på benene. Rammerne aftalte Per Jacobsen og Mette Mortensen, som skulle følge Peder Bamse og vejlede ham. Hun skulle sørge for, at han var tryg, at han ikke var alene med børnene, og at han fik opgaver, som han kunne klare.

Umiddelbarhed. Nu er praktikforløbet ved at være afsluttet, og samværet med børnene har ikke kun været givende for Peder.
»Børnene har mødt voksne, der er lige så direkte som dem selv. Den umiddelbarhed, de har mødt, har givet dem et andet syn på voksne mennesker. De har lært, at der findes andre typer voksne end pædagoger, mor og far,« siger Mette Mortensen.
Per Bo Rasmussen, daglig leder af Regbuen Børnehus, mener også, at samarbejdet har været lærerigt.
»Jeg har lagt mærke til, at deres kommunikation og legemønstre er mere ligeværdige, end hvis en af os pædagoger er med i legen. Det er interessant at se, at de mødes på et niveau, som de er fælles om. Der er ikke nogen, der giver sig, hverken børn eller Peder Bamse. Til sidst går Peder Bamse bare over til nogle andre, nøjagtigt som et barn ville gøre. Det er så umiddelbart,« fortæller han.

At tage ansvar. Dannelse og tolerance er nøgleord i børnenes og Peder Bamses udvikling, efter at de har mødt hinanden. Børnene har lært, hvordan man skal hilse pænt ved at give et godt håndtryk, når man ses første gang. Men det er ikke kun på det basale niveau, at børnene har lært noget. Pædagogerne fortæller, at både børnene og Peder Bamse tager mere ansvar, efter at de har tilbragt tid sammen.
»Børnene tager ansvar og tysser på Peder Bamse, når han larmer midt i en samling, eller når han begynder at spise, før man må. Peder Bamse tager naturligt mere ansvar for hver gang, han kommer her. Han korrigerer børnene og beder dem om at vente, til det er deres tur. Det er tydeligt, at der sker en udvikling. I starten var han badet i sved i børnehaven, fordi han var nervøs og havde svært ved at få tid til alle børn,« siger Mette Mortensen.
Sådan er det ikke længere. Nu sidder Peder Bamse med overskud til at fortælle en røverhistorie fra barndommen, og han har øjne og ører på alle børnene i Regnbuen Børnehus.
Der skal være samling før frokost, så hvert barn tager sin personlige måtte, som de sætter sig på. Børnene har lavet en måtte til Peder Bamse, som er overmalet med alverdens tuschfarver. Til samlingen ser de billeder fra deres ture til Enebærodde. Drengen Ciamend sidder tæt op ad Peder Bamse og krammer hans ene arm. Peder Bamse beder børnene om at sidde helt stille, når de ser billederne.
»Hvad var det sjoveste på Enebærodde,« spørger Mette Mortensen børnene.
»Det hele,« råber Lauge og Malte i kor.

Angsten overvundet. Efter at brugerne fra Nordfynsværkstedet havde mødt børnene og pædagogerne på Enebærodde på deres eget ’territorium’, blev Peder Bamse tryg ved situationen. Han har diagnosen angst og har derfor tit svært ved at springe ud i nye ting.
»Det er et kæmpe skridt, at han har fået tillid til børnene og pædagogerne hernede. Det er stort, at han er så glad for at være her. Normalt kan han ikke tage en bus, fordi angsten tager over. Han har virkelig brudt nogle grænser for at komme herud,« siger Per Jacobsen.
Når Peder Bamse har besøgt Regnbuen fortæller han stolt i timevis historier fra dagen til de andre brugere på Nordfynsværkstedet. Han har fortalt dem, at det er vigtigt, at man har sutsko og gummistøvler med. Og at han synes, at de på Nordfynsværkstedet også skal indføre en regel med fem minutters stilhed, når de spiser frokost.
Han har lært meget og er fyldt op med indtryk, så det kommer til at føles mærkeligt, når han har sidste dag i næste uge, siger han.
»Jeg kommer til at savne at være her. Jeg synes, det har været hyggeligt at være sammen med jer,« siger Peder Bamse til børnene i samlingen.

Vi lærer også. Det er ikke kun børn og brugere, der har fået noget ud af det tværfaglige samarbejde. Pædagogerne fra Regnbuen Børnehus har også lært noget af Peder Bamses måde at agere og lege med børnene på.
»Peder Bamse er ikke så hæmmet af den daglige drift, som pædagoger er. Han er umiddelbar og prøver at lytte mere til børnene. Det kunne vi lære meget af,« siger Mette Mortensen.
Regnbuen Børnehus har før besøgt plejehjem og forsøgt at udvide børnenes horisont, så de møder forskellige typer af mennesker. Det, mener leder Per Bo Rasmussen, er en del af pædagogernes job.
»Det er vores rolle at klæde dem så godt på til virkeligheden som muligt. Jo mere vi kan steppe op på den front, jo bedre. Det giver noget til robustheden at vise børn, at der findes mennesker, som er anderledes end dem selv. Og klæde dem på til det så tidligt som muligt. Det her projekt er rigtig godt givet ud, både for Peder Bamse og børnene,« siger han.
Samlingen er ved at være slut, og uret viser snart frokosttid. Børnene slutter af med en sang om Peder Bamse.
»Peder Bamse gik, Peder Bamse gik op og ned ad strøget. Peder Bamse fik, Peder Bamse fik en fugleklat i øjet,« synger de og peger på øjet.
Peder Bamse danser med, men peger oven på hovedet i stedet for på øjet. Børnene griner ad ham. De sætter sig til at spise frokost, og Peder Bamse begynder på en ny røverhistorie fra dengang, han var barn. Han er i sit es. Mette Mortensen spørger ham, om det er dejligt at arbejde i Regnbuen Børnehus.
»Selvom børnene kan lege vildt og tit bruger mig som klatretræ, synes jeg, det er dejligt at være sammen med dem. Og jeg synes heller ikke, at larmen har irriteret mig. Når du siger, jeg skal holde pause, synes jeg ikke, det er nødvendigt. Jeg hygger mig her,« siger Peder Bamse og fortsætter med at fortælle om sine barndomsminder.