Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 07 Børn&Unge som e-paper
TEMA: Bankrådgivning gav kroner til legepladsen
Børneinstitutionen Wagnerhus i Holstebro indgik aftale med lokal bank, som gav 500 kroner til legepladsen, hver gang forældrene bookede et rådgivningsmøde i banken.
Af: Mikkel Prytz
Hvad gør man, når man vil forbedre institutionens legeplads, men ikke kan finde midlerne i det almindelige budget? Den problemstilling står mange institutioner over for, og Børneinstitutionen Wagnerhus i Holstebro fik en idé lidt ud over det sædvanlige.
Den integrerede institution indgik en aftale med den lokale Spar Nord-afdeling: Hver gang en forælder bookede et rådgivningsmøde i banken, donerede Spar Nord 500 kroner til institutionens legeplads.
»Det var bestyrelsen, der tog initiativ til aftalen, og resten af forældrene tog godt imod idéen. Jeg har i hvert fald kun fået positive tilbagemeldinger,« fortæller Jacob Birk-Nielsen, leder af Børneinstitutionen Wagnerhus.
»Vi er generelt positive over for at indgå aftaler med sponsorer, når blot det drejer sig om firmaer, som harmonerer med de værdier, vi står for som institution,« tilføjer Jacob Birk-Nielsen.
Aftalen med Spar Nord resulterede ikke i en ny legeplads. Banken fik ny ledelse, og da kun få forældre havde booket rådgivningsmøder, gjorde institutionen ikke mere ud af at forhandle aftalen på plads med den nye ledelse.
»Det var ellers en god idé, og vi kunne godt finde på at gøre noget lignende igen,« siger Jacob Birk-Nielsen.
»Hvis vi indgår sådan en aftale en anden gang, vil vi dog gå efter et konkret mål, eksempelvis et nyt gyngestativ, i stedet for bare at samle penge ind til legepladsen. På den måde ved vi, hvilket beløb vi sigter efter med sponsoratet,« tilføjer lederen.