Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2015 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
TEMA: HENTET EFTER LUKKETID. Ekspert i forældresamarbejde. Lad være med at dømme
Pædagoger skal tage en samtale med de travle forældre om, hvad det betyder for deres barn at blive hentet sidst, mener ekspert i forældresamarbejde Lisbeth Lenchler-Hübertz.
Af: Marie Bille
Hvordan kan pædagogerne bedst fortælle forældrene, at de skal respektere åbningstiden?
»Det er aldrig specielt hensigtsmæssigt at tage sådan nogle snakke, hvor man står midt i det, så skal man snakke med forældrene om det, skal det være på et andet tidspunkt. Er det er mønster, der gentager sig, så skal forældrene indkaldes til en samtale, hvor man har tid til at tale med dem, og hvor man ikke selv er irriteret og står og tripper, fordi man skal hente sine egne børn eller noget andet.
I situationen er det vigtigt at få sagt, at der er noget, vi må tale om på et andet tidspunkt, og så i øvrigt få sendt børn og forældre godt ud af døren. Især barnet er ikke tjent med at komme ud ad døren med nogle halvsure voksne.«

Hvem skal tage snakken med forældrene?
»Det kommer helt an på relationen og på, hvor irriteret man er. Der vil være nogle pædagoger, som vil være rigtigt gode til det og sagtens selv kan tage den, og nogle vil komme til kort. Det er ikke så væsentligt, om det er en leder eller en pædagog, men det skal være en, der ikke kan løbes om hjørner med. Hvis man som pædagog tænker, at lige præcis denne her snak er jeg ikke så god til, så skal man ikke være for stolt, men tænke, at det er, hvad man har sin leder til.«

Hvordan trænger pædagogerne igennem med budskabet om, at det er vigtigt at hente sine børn til tiden, så situationen ikke gentager sig?
»Pædagogerne skal sætte sig ned med forældrene og lytte til, hvad de oplever, der er sammenhængen i det her. Man er nødt til at være nysgerrig og spørge ind til, hvad der sker. Vi har en forældregeneration, der er vokset op med, at alt er muligt. Man skal nå det hele, og det er bare et spørgsmål om prioritering. Men sådan er det ikke, for vi har kun 24 timer i døgnet. Der er valg og fravalg, og pædagogerne skal turde sige til forældrene, at deres valg betyder fravalg af noget andet, for eksempel tiden med deres børn.«

Skal pædagogerne gøre sig til dommere over, hvor meget tid forældre skal bruge med deres børn?
»Pædagoger er børnenes advokat. Men man skal ikke dømme forældrene, og man skal ikke starte med at have en forudfattet mening om, hvordan de lever deres liv, og hvad de burde gøre anderledes.
Man kan se det fra barnets perspektiv. Beskrive, hvad der sker, når man er den sidste, der bliver hentet. Pædagogerne kan fortælle forældrene, hvad de kan se hos barnet, om det er konflikter, manglende overskud, ondt i maven eller noget andet. Og så spørge forældrene, hvordan de oplever det. De samme forældre kan sikkert sagtens nå et tog, et fly eller et møde på deres arbejde. Hvorfor er det så, de ikke kan komme til tiden, når det handler om deres børn?«

Hvilke argumenter kan få forældrene til faktisk at komme til tiden – respekt for pædagogernes fritid eller konsekvenserne for børnene?
»Så vil jeg sige børnene. Forældre er langt hen ad vejen vant til, at arbejdstider er fleksible, men sådan er det jo ikke for pædagoger altid. Så argumentet om, at pædagogerne har fri, bider nok ikke så godt på. Pædagogerne skal holde fast i det, de ser hos barnet og bruge deres faglige viden om, hvad det betyder for barnet at være den, der bliver hentet sidst.«