Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2005 Nr.: 36
Kommunalvalg - Kernehusets adoptivbarn
Frem til byrådsvalget i næste måned har en række institutioner i Århus hver adopteret en politiker, som dermed kan få et bedre kendskab til pædagogisk arbejde. Bogtrykker Claus Ørnbjerg Christensen fra Venstre er i nærkontakt med børnene i vuggestuen Kernehuset
Af: Henrik Stanek
"Valdemar, Emil, Aksel og Laura."
Claus Ørnbjerg Christensen skåler med vand mod børnene ved et af bordene hos Laverne i vuggestuen Kernehuset. Børnene løfter deres glas og drikker lidt vand.
"Plejer der at være sådan en madro? Det er nogle utrolig velopdragne børn," konkluderer Claus Ørnbjerg Christensen, lige inden Emil ved et uheld vælter sit glas, så vandet fosser ud over bordet.
Tre af stuens børn er på ferie, og to andre er endnu ikke dukket op, så der er kun syv børn på stuen. Men roen skyldes også, at en fremmed mand sidder med ved bordet.
Til daglig er Claus Ørnbjerg Christensen bogtrykker. Han er også kandidat for Venstre til det kommende byrådsvalg i Århus, og på opfordring fra BUPL i Århus har han ladet sig adoptere af Kernehuset for at få konkret indsigt i det pædagogiske arbejde og dets vilkår.
"Jeg går blandt andet til valg på børnepolitik, så daginstitutioner er ikke en ukendt verden for mig. Men det er 15 år siden, jeg selv afleverede børn i vuggestue, så jeg vil gerne se, hvordan hverdagen foregår," siger 53-årige Claus Ørnbjerg Christensen.
Han får ikke noget af det fad med frugt, der bliver budt rundt.
"Det ser lækkert ud. Bare det var mig," siger han til Laura, der spiser en æblebåd.
"Vi voksne må ikke spise frugt. Økologisk frugt er dyrt," replicerer souschef Anita Skøtt fra bordenden.
"Det kender jeg fra min kone. Hun er køkkenleder i en vuggestue og må slås med budgetterne," nikker Claus Ørnbjerg Christensen.

Kejtet politiker på knæ. Efter formiddagens mellemmåltid er det tid til gymnastik. En purk slæber puder hen foran sofaen, og snart er der en livlig trafik af børn, som sætter af på sofaen og kaster sig frygtløse ud i luften.
Claus Ørnbjerg Christensen sidder med armene over kors på en skammel i baggrunden og kigger på. Men det varer ikke længe, før han bløder op og rykker hen til puderne, hvor han sætter sig på knæ. I første omgang med hænderne godt plantet i lommerne, men da Emil hæmningsløst flyver ud fra sofaen med armene spredt ud som vinger og lander pladask lige foran byrådskandidatens knæ, hiver han hænderne op og former dem som gribehandsker.
Anita Skøtt kan godt forstå, at Claus Ørnbjerg Christensen er lidt kejtet.
"For ham er en vuggestue en helt ny
verden, men han er hyggelig, og børnene er meget interesserede i ham," siger hun.
Imens Claus Ørnbjerg Christensen tager Emil med ud i fællesrummet for at læse i en bog om biler, ærgrer Anita Skøtt sig over, at der netop denne dag mangler fem børn hos Larverne.
"Claus gik glip af, hvor hektisk det er om morgenen, når en masse forældre afleverer deres børn på én gang."
Til gengæld er hun glad for, at vuggestuen er blevet parret med en kandidat fra den politiske højrefløj.
"Nogle gange lyder det som om, borgerlige politikere ikke aner, hvad der foregår i en institution. At de sagtens kan skære ned på os, fordi de tror, vi bare passer børn. Vi er en stor økonomisk post på det kommunale budget, så selvfølgelig skal der være fokus på os. Men der er mange krav til os. Vi skal både arbejde med læreplaner og spotte børn, der har brug for særlig opmærksomhed. Hvis Claus bliver valgt, kan han forhåbentlig bringe flere nuancer ind i debatten," siger Anita Skøtt.
Det er en vigtig pointe, at adoptionen foregår i fredstid, og ikke mens politikerne svinger sparekniven, mener Kernehusets leder Mie Juhl.
"Når rebet strammer, kommer det let til at lyde som om, vi bare brokker os. Nu kan vi i ro og mag fortælle om vores visioner på en positiv måde."

Ikke bare tidsfordriv. Mie Juhl ville helst have haft en politiker fra det nuværende byråd, så hun kunne konfrontere vedkommende med tidligere udtalelser om kommunens pasningstilbud. Men det har sine fordele, at Claus Ørnbjerg Christensen "kun" er kandidat.
"Han er ikke en dreven politiker, der glider af på det, vi siger. Han er heller ikke så rabiat som nogle af de unge. Jeg læste for nylig om en ung kandidat fra de konservative, som foreslår at fjerne kommunens gæld ved at skære fem procent af driftsudgifterne i tre år. Han ved åbenbart ikke, at vi i en institution som vores reelt kun har 200.000 kroner til drift om året," siger en hovedrystende Mie Juhl.
I Kernehuset får Claus Ørnbjerg Christensen et blik ind i en ganske almindelig vuggestue, fremhæver hun.
"Vi har kun få tosprogede børn, og ingen af vores børn kommer fra familier med problemer, så vi er ikke så hårdt pressede som mange andre institutioner. Alligevel skal vi sikre børnene en rolig hverdag uden for mange forstyrrelser og med tid til fordybelse. Det er ikke bare tidsfordriv, når vi sidder i sandkassen. Vi er meget opmærksomme på, hvad der sker mellem børnene. Om der opstår relationer, som vi skal bygge videre på," siger Mie Juhl.
Hun skæver op mod sandkassen, hvor børn ødelægger sandtårne lige så hurtigt, som Claus Ørnbjerg Christensen bygger dem.
"Det kræver energi at være nærværende, og jeg vil vædde på, at Claus er træt, når han går herfra," konstaterer Mie Juhl.

Mere end millioner. Op til besøget har Claus Ørnbjerg læst vuggestuens virksomhedsplan, som han er meget imponeret over.
"Alt er beskrevet, så jeg vidste meget om vuggestuen, inden jeg kom. Mange private virksomheder vil misunde den virksomhedsplan," siger han anerkendende.
Omvendt fremhæver Mie Juhl Venstres familiepolitik, som Claus Ørnbjerg har været med til at skrive. Der står blandt andet, at forældre skal have mest mulig indflydelse i institutionernes bestyrelser.
"Det kunne jeg selv have skrevet. Men jeg vil gerne diskutere med Claus, hvad forældrene skal have indflydelse på. Det fortæller Venstre ikke noget om," siger hun.
Inden valget skal Claus Ørnbjerg Christensen på besøg i Kernehuset mindst en gang mere for at møde børnenes forældre. Både han og Mie Juhl regner med at fortsætte samarbejdet, hvis han bliver valgt.

Adoptionsprojektet i Århus
I alt 23 byrådskandidater fra otte partier har sagt ja til at lade sig adoptere af lige så mange daginstitutioner, SFO'er og klubber i Århus.
Adoptionen er sat i værk af BUPL Århus, så institutionerne kan præsentere deres visioner. Omvendt kan politikerne prøve deres politiske holdninger af i mødet med virkeligheden og få konkret indsigt i det pædagogiske arbejde og dets vilkår.
Den enkelte institution og kandidat aftaler selv, om kandidaten skal deltage i forældremøder, personalemøder, bestyrelsesmøder eller besøge pædagoger og børn i åbningstiden.
"I stedet for at diskutere de nedskæringer, det nuværende byråd har vedtaget, vil vi gerne have institutioner og politikere til at se fremad og have fokus på visionerne. Derfor inviterede vi i første omgang den øverste nyopstillede kandidat fra hvert parti," fortæller Lars Møller, der er ansat til at lede projektet.