Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 01
Reformens mørke bagside. Pædagoger rammes hårdt
Ny sygedagpengereform rammer de mange pædagoger, der hvert år langtidssygemeldes. De bliver skubbet længere væk fra arbejdsmarkedet, advarer BUPL.
Af: Trine Vinther Larsen
Pædagoger, som kæmper med en rygskade, skulderlidelser eller en langvarig depression, rammes hårdt økonomisk. Det er BUPL's vurdering og kommentar til den aftale om en sygedagpengereform, som regeringen før jul indgik med de borgerlige partier i Folketinget.
BUPL er en af flere fagforeninger, som har kritiseret reformen. Kritikken går især på, at reformen mere end halverer perioden, man kan være på sygedagpenge – fra 12 til 5 måneder.
»Aftalen rammer de mange pædagoger, der kæmper med skulderlidelser, ryglidelser, stress og depression. Det er jo ikke dem alle, der når at blive raske inden for fem måneder. De ryger ned på en lavere ydelse og skubbes længere væk fra arbejdsmarkedet,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, der er hovedkasserer i BUPL og formand for a-kassen.

Tallet bliver højere. Regeringen spår, at 14.700 personer bliver ramt af de nye regler og får en ydelse, der svarer til kontanthjælpen, efter kun fem måneder på sygedagpenge. Lasse Bjerg ­Jørgensen frygter, at tallet kan blive endnu højere.
»Det så vi med dagpengereformen, hvor regeringen i høj grad havde fejlvurderet, hvor mange der ville blive skubbet ud af systemet,« siger han.
Lasse Bjerg Jørgensen er også bange for, at arbejdsgiverne vil være mindre tilbøjelige til at fastholde og hjælpe en syg medarbejder, når sygedagpengeperioden forkortes.
»Det bliver jo dyrere for arbejdsgiveren, fordi refusionen også bliver mindre. Vi ved fra vores egne undersøgelser, at refusionen er afgørende for, hvornår den sygemeldte bliver afskediget,« siger han.

Også en rose. Men der lyder også positive toner fra BUPL til, at den såkaldte ’varighedsbegrænsning’ ophæves. Det betyder, at mennesker med livstruende sygdom kan beholde deres sygedagpenge. BUPL finder det også positivt, at aftalen lægger op til en hurtigere jobafklaring end i dag.
»Men prisen er alt for høj. Hvis en pædagog er sygemeldt med en skulderlidelse, fordi hun har grebet et barn, som faldt ned fra legepladsredskaberne, bliver pædagogen altså ikke hurtigere rask af at ryge ned på en lavere ydelse,« fastslår Lasse Bjerg Jørgensen.

Det betyder aftalen for dig, hvis du er syg
● Kan du efter fem måneders sygdom ikke få forlænget dine sygedagpenge, skal du have et jobafklaringsforløb og en lavere ydelse. Ydelsen er på kontanthjælpsniveau. Før fik du sygedagpenge under jobafklaringen.
● Har du en livstruende sygdom, for eksempel kræft, kan du fortsætte på fulde sygedagpenge uden tidsbegrænsning.
● Du vil hurtigt blive indkaldt til opfølgningssamtaler.
● Er dit forløb ukompliceret, vil indsatsen rette sig mod hurtigt at få dig i arbejde.
● Sagsbehandlingen bliver enklere og mere digitaliseret.