Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 09
Legitimt og professionelt. Følelser er tilladt på jobbet
Det er en udbredt holdning, at personlige følelser ikke hører hjemme på jobbet. I en ny bog diskuterer otte forfattere betydningen af de professionelles følelser.
Af: Vibeke Bye Jensen
Pædagoger har redskaber til at snakke åbent om børns følelser, mens der er rammer og uskrevne restriktioner for, hvad de professionelle selv må og bør føle. Det konkluderer bogen ’Professionel kærlighed – er der plads til følelser i professionelle relationer?’.
Psykolog Else Marie Bech har redigeret otte forfatteres kapitler, der på hver sin måde skriver om emnet. Hendes eget kapitel handler om, hvordan man som professionel kan erkende og tage ansvar for sine følelser.
»Vi får ofte at vide, at det er uprofessionelt at have følelser i professionelle sammenhænge. Men hvor der er mennesker, er der følelser. Vi er alle styret af følelser, men når vi tager på arbejde er mange af følelserne illegitime,« siger hun.

Hvorfor er en diskussion om professionel kærlighed aktuel?
»Fordi der lige nu er fokus på, om det er okay, at børn afleveres i daginstitutioner i en tidlig alder. Får de den nærhed, de skal have? Men det er okay, hvis rammerne i vuggestuen tillader en tilknytning, der ligner den, som børnene får derhjemme. Professionel kærlighed i den sammenhæng handler om nærhed, empati og medleven fra pædagogernes side. Børnene skal mærke, at den, de er i relation med, kan mærke og spejle, hvordan de har det. Det er mit klare indtryk, at pædagoger rigtig gerne vil give den kærlighed til børnene, men at de kan være hæmmede af den faglige diskurs og derfor ikke ved, hvordan de skal bruge sig selv og forstå deres egne følelser.«

Må pædagoger have følelser i relationen med børn?
»De har jo lært igennem lang tid, at de skal huske den professionelle distance. Man skal ikke tage sit arbejde med hjem og ikke komme for tæt på børnene. Men jeg mener, at vi har behov for at se anderledes på det. For vi har følelser med i vores arbejde, og hvis vi ikke får lov til at tage ansvar for de følelser, kommer de til at styre vores adfærd på en uhensigtsmæssig måde.«

Hvordan skal pædagoger arbejde med deres følelser, så det er professionelt?
»De skal hjælpe hinanden med igen at turde tale om følelser i forhold til både kolleger og børn. Det skal være tilladt at sige: ’i dag er jeg sur og vred, så jeg trænger lige til fem minutter til at finde ud af hvorfor’. Eller at vende det med en god kollega. Det gælder også de negative følelser, selvom de er endnu mere illegitime. Hvis vi får redskaber til at sætte ord på og tage ansvar for de negative følelser, kommer de ikke til blindt at styre os. Det er en illusion, at man skulle kunne møde ind på arbejde med et ’arbejds-jeg’. Det vil øge alles trivsel, at vi får lov til at være mere os selv, også følelsesmæssigt, når vi er på arbejde.«

Om bogen
’Professionel kærlighed – er der plads til følelser i professionelle relationer?’ af Else Marie Bech (red.), Ole Henrik Hansen, Claus Holm, Per Schultz Jørgensen, John Benedicto Krejsler, Else-Marie Buch Leander, Merete Monrad og Jytte Birk Sørensen. Forlaget Dafolo, 128 sider, vejl. pris 310 kroner.

Om forfatteren
Else Marie Bech har redigeret bogen. Hun er psykolog og ansat i firmaet ’Institut for Relationspsykologi’, der blandt andet lærer pædagoger om, hvordan de kan arbejde med følelserne, når de er på arbejde.