Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2017 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Bare jeg måtte komme ind
Mange udsatte og tosprogede børn drømmer om en plads i et fritidstilbud, nogle så meget, at de tropper op i SFO’en for at få lov til at komme ind. Men forældrene vælger den fra. To ud af tre pædagoger ser udsatte børn, der ikke kommer i et fritidstilbud, selvom de ville have stor gavn af at komme.
Af: Steffen Hagemann
Mange sårbare og udsatte børn kommer ikke i SFO, fritidshjem eller klub. To ud af tre pædagoger ser, at netop de børn ikke bliver meldt ind i det fritidstilbud, som de ellers ville kunne få stor glæde af.
Det viser svar fra knap 4.000 pædagoger, ansat i skole og fritidstilbud, ifølge undersøgelsen ’Pædagogen i skolen’ foretaget af BUPL i maj.
I de åbne besvarelser er der især én gruppe børn, som pædagogerne fremhæver som fraværende i SFO og klub, nemlig de tosprogede.
Nørrevangskolen i Randers ligger i et område, der nogle gange optræder på den officielle ghettoliste, men dog ikke på den seneste – ikke, at det gør den store forskel for beboerne, om de er på listen eller ej, for der bor stadig mange tosprogede og etniske danskere på overførselsindkomst, fortæller Britt Skov Mortensen, leder af juniorklubben Oasen på Nørrevangskolen.
Der var sidste år 33 børn i 3. klasserne på skolen. Kun 6 af dem var indmeldt i juniorklubben.
»90 procent af dem ville have glæde af at gå hos mig. Mange af dem kommer også hver dag og spørger, om de må besøge os. Lige nu har jeg tre drenge, der kommer hver eneste dag og spørger. De går i 5. klasse,« siger Britt Skov Mortensen.
»For det meste siger jeg ’kom ind’. Nogle gange må jeg sige nej, fordi nogle af dem, der betaler, synes, det er træls, at de kommer på besøg hele tiden. Det er en svær balancegang. Jeg vil jo gerne lukke dem ind for at vise, hvad vi laver, for at gøre dem mere interesserede i at komme,« siger Britt Skov Mortensen.

Plads nok. I princippet er der plads nok til gæster i juniorklubben, for kun 16 børn er indmeldt, selvom der er plads til 40.
»Jeg har haft omkring 30 medlemmer, men de seneste par år har jeg ikke haft ret mange,« siger Britt Skov Mortensen.
Skolereformens lange dage er ikke skyld i det lave medlemstal, vurderer hun.
»Dels er det forældre, der ikke har råd til det, der vælger klubben fra, dels er der de tosprogede, som prioriterer anderledes.«
Det koster 498 kroner om måneden at komme på Oasen. Det kan hurtigt blive for dyrt for forældrene.
»Vi har mange børn, som bliver meldt ind, og når forældrene så kommer ned på kommunen med regningen og ikke kan få den betalt, så melder de børnene ud igen,« siger Britt Skov Mortensen.
Hun ville ønske, det var nemmere at give fripladser til børnene:
»De kunne lige så godt komme ned til os, så de var væk fra gaderne.«

Bekostelig affære. Fra 2013 til 2014 forsvandt 14.000 børn i alderen 6-9 år fra fritidsordningerne – et fald på 5,4 procent, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som begrunder faldet med, at forældrene fravælger fritidsordningerne, fordi børnene bruger længere tid på skolen.
En vigtig faktor for fravalget er økonomi. For mange forældre er det blevet for dyrt at sende børnene i SFO, fortæller pædagogerne i ’Pædagogen i skolen’-undersøgelsen.
’Det er billigere at tage i svømmehallen hver dag med en gang pommes frites end at gå i SFO. Og så er der også en bedre normering’, skriver en pædagog i de åbne besvarelser.
Det er nemlig en bekostelig affære at sende sit barn i SFO. 1.422 kroner koster det om måneden i gennemsnit på landsplan – for hvad der for de fleste børns vedkommende er omkring 10 timer om ugen. I 2013, året før skolereformen trådte i kraft, kostede det i gennemsnit 1.481 kroner om måneden at have et barn i SFO.
Kommunerne har ikke skruet nævneværdigt ned for priserne, selvom fritiden er ­blevet indskrænket på grund af skolereformens lange dage.
De tre dyreste kommuner, Langeland, Odense og Vejle, opkræver alle i omegnen af 2.000 kroner om måneden for en SFO-plads, viser de kommunale nøgletal.
Til sammenligning koster en børnehaveplads 1.683 kroner om måneden i gennemsnit på landsplan.

Keder sig. På Gildbroskolens SFO i Ishøj har høje takster (1.305 kroner om måneden) og den lange skoledag betydet færre børn. I august 2014 havde SFO’en 275 børn indmeldt.
Nu er der langt færre, og omkring 110 møder frem hver dag, fortæller pædagog Anette Strack Christiansen.
Det er svært at rekruttere nye børn.
Forældrene synes, det er for dyrt, især når børnene alligevel ikke har tid til at bruge SFO’en, som forældrene siger.
»Og selvom forældrene siger, at børnene ikke har tid, er det deres børn, der går hjemme to timer hver dag og keder sig,« siger Anette Strack Christiansen.
Også på Hampeland SFO i Ølstykke fravælger forældre SFO’en på grund af prisen, fortæller pædagog Sussi Bianca Kobbernagel.
En SFO-plads koster 1.664 kroner om måneden, 40 kroner dyrere end en børnehaveplads.
»Børnene går hjem i stedet. Jeg ved ikke, hvad de laver. Jeg ved bare, de er kede af det, fordi de bliver ekskluderet fra fællesskabet og de aktiviteter, der foregår,« siger hun.

Selfie på skinnerne. I Hørsholm Kommune valgte forældrene også SFO’en fra i stort omfang, da kommunalbestyrelsen fra årsskiftet 2017 ændrede strukturen, så man gik fra SFO 1 og 2 til kun én SFO, dækkende 0.-5. klasse. Dermed steg prisen for børn i 4. og 5. klasse fra 476 kroner om måneden til 1.772 kroner. Samtidig blev 6. klasserne sendt over i ungdomsskoleklubben.
Det har fået store konsekvenser for antallet af større børn i SFO’erne.
Fra august 2016 til april 2017 blev antallet af børn fra 4. og 5. klasse, der går i SFO, halveret, viser tal fra Hørsholm Lokalavis.
Det fik også lidt andre konsekvenser, fortæller Marlene Dalskov, fællestillidsrepræsentant i Hørsholm Kommune:
»Jeg har hørt pædagoger fortælle om børn, der begyndte at hænge ud på en togstation. Her begyndte de at tage selfies på skinnerne og hænge nedenunder elevatoren, mens den kørte op. De begyndte også at løsne bolte på hjulene på cykler,« fortæller hun og tilføjer, at drengestregerne skulle være stoppet nu.
Hørsholm Kommune har nu ændret strukturen og sat taksten ned igen for de større børn. 6. klasserne er igen omfattet af SFO’en, og fra 1. oktober (men med tilbagevirkende kraft fra 1. august) koster en SFO-plads 980 kroner for 4.-6. klasse.

Luk mig ind. Samtlige pædagoger, som Børn&Unge har interviewet, må jævnligt afvise børn, der gerne vil på besøg. Det er en rigtig svær situation, fortæller Charlotte Nagel, pædagog på Hedegårdsskolens BFO afdeling Nordlys i Ballerup.
»På den ene side ville man rigtig gerne have, at de var her. På den anden side nytter det heller ikke, at vi arbejder gratis. Vi prøver at forklare dem: ’Du går ikke på fritidshjemmet. Jeg kan godt forstå, at du vil ned og lege med dine venner eller veninder, men det må du snakke med dine forældre om’,« siger hun.
Sidste år svarede en pige: ’Jamen, der er ikke nogen hjemme, så hvad har du tænkt dig, at jeg skal?’
»Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt med, at jeg skulle sende hende på gaden,« siger Charlotte Nagel.

Grænseoverskridende. Det bekymrer Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg og politisk ansvarlig for 6-18-årsområdet, at pædagogerne ofte må afvise børn.
»Når man som pædagog vil have børnene med ind i fællesskabet, og børnene også gerne vil være der, så er det enormt hårdt og grænseoverskridende,« siger han og foreslår, at adgangen til fritidstilbud må blødes op.
»Man burde arbejde med en form for fripladstænkning, nogle ’wild cards’, så man kan tilbyde børn en plads i to-tre måneder,« siger han.
Mange børn har fået mindre brug for fritidshjem, SFO og klub med de lange skoledage, medgiver han.
»Men når de børn, der har mest brug for at komme i fritidsinstitutionerne, falder fra, bekymrer det mig,« siger han.
Han beklager, at fritidstilbuddene generelt set er blevet så dyre.
»I den bedste af alle verdener var det gratis. Det er principielt det rigtige,« siger Lars Søgaard Jensen.
I virkeligheden burde fritidsordningerne være det sted, hvor alle, uanset om de er 7 eller 14 år, kan finde et fællesskab, og så skulle man arbejde på at gøre det til steder, hvor stort set alle børn har deres gang, mener han.

Børn&Unge ville gerne have haft et interview med Anna Mee Allerslev, formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), for at høre hendes syn på fritidsområdets tilstand, men hun ønskede ikke at stille op til et interview. I stedet fik vi svar på mail fra en embedsmand i KL. Det har vi valgt at se bort fra.