Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2014 Nr.: 16
TEMA: EVIDENS. Pædagoger, der arbejder med evidens.De Utrolige År virker for os
Pædagogerne i Børnehaven Måbjerghus, Holstebro, indrømmer, at det lyder glansbilledagtigt, når de roser programmet ’De Utrolige År’ til skyerne. Men det virker for dem i en hverdag med flere udfordrede børn. Det har ikke betydning for hverdagen, at evidensen stammer fra USA.
Af: Vibeke Bye Jensen
På Rød Stue er dukkerne Vita og Eigil med for at vise børnene, hvordan man skal opføre sig i en samling. Vita – med pædagog Janni Christensens stemme – siger, at de skal holde hænder og fødder for sig selv, og hun viser med dukken, hvordan man gør. Hænderne placeres på lårene, og benene holdes samlet.
Det er bare et af mange tegn, som pædagogerne i Børnehaven Måbjerghus lærer børnene for at regulere deres adfærd på en letforståelig og positiv måde. Da et barn rører ved Vitas arm, viser hun stoptegnet, som er en flad hånd holdt ud i strakt arm, fordi hun ikke vil røres ved. Barnet tager hånden væk og får ros for at reagere på tegnet. En konfliktoptrapning med skældud til følge er afværget.
»Det vigtigste redskab i ’De Utrolige År’ (DUÅ) er, at vi italesætter det, vi gerne vil have, i stedet for at sige, hvad vi ikke vil have. Vi oplever, at vi kan tackle en uhensigtsmæssig adfærd ved at vende det negative fokus til et positivt,« siger Jannie Christensen.

DUÅ er god til inklusion. Måbjerghus Børnehave er en kommunal institution, som er normeret til 80 børn. Udover at arbejde med DUÅ lægger pædagogerne vægt på bevægelse og et aktivt udeliv.
Pædagogerne betragter DUÅ som en omgangsform, mener leder Mona Olsen. Derudover er metoden en inklusionsramme, som hjælper pædagogerne med at kunne rumme flere børn med udfordringer.
»Vi ved jo godt, at vi nok ikke får tilført flere økonomiske ressourcer, så vi skal løse opgaven med de midler, vi har. Derfor er det godt at have nogle rammer, som vi kan gøre det inden for,« siger hun.

En bageopskrift. Børnehaven blev DUÅ-institution i marts 2014, og Mona Olsen mener, det lettede processen med at sige ja til uddannelsen, og at de i huset havde tre støtte­pædagoger, som allerede benyttede sig at principperne i DUÅ.
»Vi kunne jo se, at metoden var hensigtsmæssig, ikke bare i forhold til de børn, de arbejdede med, men for hele gruppen. Så vi havde allerede taget mange af redskaberne i brug. Det betød dog ikke, at alle var med på idéen med det samme. Den største betænkelighed var, om vi skulle give køb på vores personlighed, fordi det står beskrevet i manualer, hvad vi skal gøre,« siger hun.
Den betænkelighed er nu forladt, fordi det blev klart på uddannelsen, at manualen kun bruges der. Når principperne er lært, kan pædagogerne arbejde med det, der giver mening. Mona Olsen tænker på manualen som en bageopskrift.
»Det kan godt være, at der er en opskrift, hvor man skal bruge nelliker. Men hvis man ikke kan udstå nelliker, kan man jo bruge noget andet i stedet. Når man ser, at metoden virker, opdager man, at lidt nelliker kan være okay,« siger hun.

Redskaber er en hjælp. Pædagogerne bruger både ros, timeout og belønning, som er nogle af redskaberne i DUÅ, selvom de i begyndelsen synes, det var lidt udansk. Det at ignorere et barn har flere medarbejdere fundet svært at anvende, men de har opdaget, at ignorering sagtens kan bruges positivt.
»Det kan være i en situation, hvor et barn ikke kan få regntøjet til at makke ret og klynker lidt over det. Så anerkender vi, at det kan være svært med sådan noget regntøj og giver en lille anvisning på, hvad barnet kan gøre. Herefter ignorerer vi barnet lidt, vender tilbage og siger måske: ’Nu kan jeg se, at du har fået det ene ben i, så mangler du kun det andet ben’. På den måde hjælper vi barnet videre i situationen,« forklarer Jannie Christensen.
Det kan lyde glansbilledagtigt, at uønsket adfærd forsvinder, men det er faktisk sådan, det er. Pædagogerne må yderst sjældent ty til timeout.
»Når vi bruger timeout er det, fordi vi vurderer, at barnet har brug for lidt ro for sig selv. Den varer højst to minutter,« siger Jannie Christensen.
»Timeout skal ikke være en straf, men en hjælp. Vi italesætter, at barnet har brug for lidt ro på timeoutstolen, og at vi kommer igen om to minutter. Det vigtigste er, at hjælpe barnet tilbage til legen efter timeouten,« supplerer Mona Olsen.
Belønning sker i form af en stjerne tegnet på hånden, en svingtur eller en highfive. Eller et klistermærke i et skema, hvis et barn har en uønsket adfærd, som det skal øve sig på at komme væk fra. Når barnet har fyldt skemaet, og adfærden er ændret, er belønningen at vælge en leg eller en sang i samlingen.
»Vi har også brugt at belønne hele gruppen i en periode, hvor alle børn smed deres tøj i garderoben, når de kom ind fra legepladsen. Når garderoben så rydelig ud, fik gruppen et klistermærke, og da skemaet var fyldt, fik de en legetøjsdag, hvilket er meget populært. Det vigtigste er dog, at vi italesætter alt det, de gør rigtigt. At vi roser og opmuntrer,« siger Jannie Christensen.

Ikke særligt DUÅsk. For pædagogerne i Børnehaven Måbjerghus har DUÅ givet meget større arbejdsglæde og en mere positiv stemning i huset. Og så er det blevet legalt at gøre en kollega opmærksom på, hvis hun plumper i og får en situation grebet forkert an.
»Med et glimt i øjet siger vi for eksempel: ’Der var du ikke særlig DUÅsk’,« fortæller Jannie Christensen.
Udviklingsplaner for at arbejde med børnenes uønskede adfærd er også en god ting, som pædagogerne har lært på uddannelsen. På den måde kan de hurtigt finde en løsning på et adfærdsproblem. De skriver ned, hvornår adfærden sker, hvad barnet ønsker at opnå ved den, hvilke redskaber de vil tage i brug for at ændre den, hvem der skal tage sig af det, og hvilke konsekvenser der skal være, hvis adfærden ikke ophører eller ændrer sig.
»Det tager højst 10 minutter at snakke om det og skrive ned. Før var det noget, vi ­brugte ­timer på at diskutere. På den her måde ­bliver det mere et opklaringsarbejde end en frustration, der kan føre til fordømmelse,« siger Mona Olsen.
»Vi er blevet opmærksomme på, at vi ikke bare skal gøre det, der ligger først for – at råbe ad barnet eller skælde ud eller noget ­andet. Vi har andre muligheder,« siger Jannie Christensen.

Tænker ikke på evidens. DUÅ handler om, hvordan man fremmer sociale og emotionelle kompetencer hos børnene, så enkelt er det, mener Mona Olsen. Pædagogerne tænker ikke meget på, at evidensen i DUÅ er indsamlet i USA.
»Da metoden anvendes i en dansk kontekst, tilpasses den vores kultur. Men mest af alt er det vores egen oplevelse af, at metoden virker, der gør sig gældende,« siger hun.
Pædagogerne opfatter ikke sig selv som fuldstændigt loyale over for programmet.
»Det skal give mening, og man skal have sig selv med. Vi føler ikke, at der er noget bestemt, vi skal sige og gøre, og vi er jo også forskellige og gør ikke alting ens. Vi opfatter redskaberne og principperne som retningslinjer. Det er givende at arbejde med DUÅ, og jeg kunne ikke tænke mig at arbejde på andre måder,« siger Jannie Christensen.