Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2018 Nr.: 13 Børn&Unge som e-paper
TEMA. Naturvejleder og pædagog. Vi lærer børnene at passe på naturen
Pædagog og naturvejleder Henrik Jelling arbejder med at lokke mere natur ind i den integrerede daginstitution Oasen i Vejle. Gode naturoplevelser i barndommen lægger kimen til at løse de klimaudfordringer, vi står overfor, mener han.
Af: Anne Anthon Andersen & Marie Bille
Hvordan arbejder du med at få mere natur ind i det pædagogiske arbejde?
»Et af mine mantraer er, at hvis vi har svært ved at komme ud i naturen, så må vi bringe naturen til os. Uanset om vi bor i byen eller ude på landet. Det handler om at tænke naturen ind i det uderum, vi har i institutionen. Vi kan godt efterligne naturmiljøer i ret høj grad der, hvor vi nu engang bor. Tænk det lidt vildt og lidt mere uorganiseret. Nogle grønne rum, hvor børnene ikke hele tiden er overvåget af voksne, men hvor de kan have deres egen lille verden. Lok dyr, fugle og insekter til med vilde planter. Det kan alle.«

Hvordan gør man det?
»Man kan lave forskellige højbede. Det er fint med en køkkenhave, men det er også
fint bare at have noget jord og så se, hvad der sker. Måske kommer der brændenælder, man kan brænde sig på. Uanset hvad vil det trække ekstra natur til. Det er også godt at opsamle regnvand, for det tiltrækker altid liv. Fugle er nemme at lokke til, og når det gælder naturoplevelser, er ingen fugle finere end andre. Måger og duer i byerne er lige så gode som fugle i skoven. Læg mærke til, hvad der sker, hvis I spiser på legepladsen. Råger og alliker ved, at der er noget at spise, hvor der er mange mennesker, og de kommer for at spise vores krummer. Vi kan fodre fugle om vinteren, ikke for deres skyld, men for at få nogle gode oplevelser.«

Hvad kan naturen bidrage med i pædagogikken?
»Børn og vi voksne lever i en ekstremt fragmenteret verden i dag. Naturen kan være et
afbræk, hvis vi skaber rammerne. Et mentalt rum, hvor man kan trække sig lidt tilbage,
og hvor hjernen ikke konstant er målrettet opmærksom på, hvad der sker af input og
indtryk, der farer rundt. Det har vi absolut brug for. Det giver også plads og frirum, for
der er simpelthen flere kvadratmeter at gøre godt med, når nogen er ude. Jeg hører mange sige, at der er færre konflikter. De børn, der er meget aktive eller udadreagerende, har simpelthen flere udfoldelsesmuligheder, når vi er ude i naturen.«

Hvad betyder det for de store klimaudfordringer, vi som samfund står overfor, at børn tidligt stifter bekendtskab med naturen?
»Jeg har en rodfæstet tro på den gamle sandhed med, at det vi kan lide, det passer vi på: Hvis vi har haft gode oplevelser i naturen med mennesker, vi kan lide og har nære relationer til, så vil vi passe på naturen, når vi bliver store. Det helt grundlæggende frø, som det er vores opgave at så i børnene, handler om at give dem positive oplevelser i nature. De vækker gode minder, når de bliver ældre. Det også godt at give børnene viden, for eksempel ved at sætte navne på tingene, når vi er ude.«

I fritiden er børn mindre ude
Tidligere undersøgelser fra blandt andre Danmarks Naturfredningsforening har vist,
at børn i dag kommer langt mindre ud end deres bedsteforældre og i det hele taget
er meget lidt i kontakt med naturen i fritiden. Fx viste en undersøgelse, som Kantar
Gallup gennemførte for Naturfredningsforeningen tidligere på året, at kun 29 procent
af alle børn kommer ud i naturen mindst en time om dagen i sommerhalvåret. 36
procent af deres forældre var ude hver dag, da de var børn, og 55 procent af deres
bedsteforældre var ude dagligt.

Skovbørnehaver er en dansk opfindelse
Den særlige skandinaviske tradition for ’skovbørnehaver’ har formentlig sin oprindelse
i Danmark. Den ældste naturbørnehave i Danmark er Ella Flataus Skov og Vandrebørnehave.
Den startede i 1952, samtidig med at de første udflytterbørnehaver blev etableret i Københavns brokvarterer. Idéen om skovbørnehaver tog fart omkring 1985 og spredte sig til de andre nordiske lande. Norske, engelske og tyske skribenter beskriver, hvordan der nationalt blev startet naturbørnehaver efter et studiebesøg i Danmark. I dag har idéen spredt sig så langt som til USA, Canada, Japan, New Zealand og Australien. Sidstnævnte har deres eget ord for naturinstitutionerne: Bush Kinder.

Kilde: ’Pædagogers formidling af naturen til børnehavebørn’ af Niels Ejbye-Ernst.