Søg Alle årgange Facebook BUPL.dk
År: 2016 Nr.: 14 Børn&Unge som e-paper
BUPL MENER: Stop falet mod bunden
Men der er grænser for, hvor længe pædagoger og børn kan overleve i en virkelighed, der efterhånden er så grotesk, at man tror, det er løgn.
Af: Elisa Bergmann formand for BUPL
Jeg kender en dygtig pædagog, der sammen med én enkelt pædagogmedhjælper forleden stod alene med ansvaret for 56 børnehavebørn fra kl. 15 og frem til lukketid. Der var sygdom i huset og ingen vikar at skaffe. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at den bemanding ikke levner overskud til kreativitet, nærvær, leg og udvikling. Hvad gør man så? Man overlever.
For nogle uger siden talte jeg med en tillidsrepræsentant. Og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun var hamrende frustreret.
Sammen med fire andre personaler står hun alene med ansvaret for 200 børn i den SFO og fritidsklub, hvor hun arbejder. Spredt over to matrikler, fordi de desværre har måtte sige farvel til tre kolleger. Hvad gør de så? De overlever
Men der er grænser for, hvor længe pædagoger og børn kan overleve i en virkelighed, der efterhånden er så grotesk, at man tror, det er løgn. Ovenstående eksempel er desværre langtfra usædvanlige.
Pædagoger er ikke sarte. Vi klynker ikke. Men gentagne år med grønthøsteren har sat dybe spor. Der går ikke en uge, hvor eksperter og politikere ikke fortæller mig, at pædagogerne skal gøre mere.
De skal bryde den negative sociale arv, inkludere og sikre et godt og veludviklet sprog hos børnene. De skal sikre, at børnene har en god motorik, de skal forebygge mobning, og de skal gøre børnene skoleparate, uddannelsesparate, livsduelige og motiverede. Opgaverne står i kø. Og med god grund. For vi kan som pædagoger og profession have en afgørende betydning for børn og unges liv, trivsel og udvikling.
Men som vilkårene er i dag, kan vi mange steder ikke tage det ansvar på os. Vi er ramt af fysiske og psykiske symptomer på udmattelse, og hver fjerde pædagog drømmer sig væk til et job, hvor kravene er mindre, eller hvor ressourcerne følger med.
Det bider sig selv i halen, når vi kun i glimt oplever, at det, vi både kan og gerne vil, også lykkes: at løfte den pædagogiske opgave. Jeg hører ofte pædagoger sige, at de hellere vil have en ekstra kollega, der kan hjælpe med løfte de pædagogiske udfordringer, end at have mere i løn.
Som fagforening har BUPL arbejdet hårdt for at få sat børn og unge på politikernes dagsorden. Og selvom det burde være argument nok, at alle børn har ret til at trives og have en god barndom, alene fordi de er til, så er budskabet først så småt ved at fortrænge politikernes automatiske strudsereaktioner. Det er blandt andet takket være forskning og undersøgelser, der beviser, at vores indsats med børns trivsel og læring rent faktisk gavner samfundet på sigt.
At flere og flere partier lytter til vores opråb, viser, at vi som fagforening med et stærkt fællesskab, en god dagsorden og det lange, seje træk kan gøre en forskel. Men der er lang vej endnu. Vi har brug for endnu flere modige politikere, der tør tage skridtet videre end til skåltalen og skabe en reel plan, der sikrer genopretning.
Første skridt på den vej er indførelsen af minimumsnormeringer, så vi kan få bremset faldet mod bunden og flere ødelæggende besparelser.